Mandag den 27. Februar 2006


Gladsaxe teater lukker - måske

Gladsaxe Teater lukker med sæsonens udgang om fire måneder. Det skriver Teatrets bestyrelse og paraplyorganisationen Hovedstadens Teater i en pressemeddelelse. Begrundelsen er at der ikke er penge til at istandsætte det nedslidte teaterhus. Ifølge formanden for Hovedstadens Teater, direktør Christian Scherfig skulle der bruges et tocifret millionbeløb, hvis ambitionsniveauet for teatret skulle holdes. Gladsaxe Teater har haft store økonomiske problemer, og måtte i efteråret ekstraordinært have tilført 4,5 mio. kr for at undgå kollaps. De nuværende offentlige tilskud til teatret ligger på 14. mio kr om året, og de penge vil Hovedstadens Teater altså hellere dele ud på de andre store scener i hovedstaden. I øjeblikket skulle der dog ikke være akutte økonomiske problemer på teatret der har solgt 35.000 billetter til musicalen "Mit livs eventyr" som er på plakaten i øjeblikket, og Lars Abel, der er formand for kulturudvalget vil kæmpe for at teatret overlever: "I første omgang må vi erkende, at det er Hovedstadens Teater, der har afgørelsen, når det drejer sig om de offentlige tilskudskroner. Men jeg ved, at borgmesteren nu retter henvendelse til lederen for Hovedstadens Teater, Christian Scherfig, og jeg har selv indkaldt til ekstraordinært møde i Kulturudvalget i dag, hvor vi vil drøfte forskellige muligheder".

Haglgevær stjålet

En yngre mand var lørdag sidst på formiddagen på fri fod med et haglgevær, som han tidligere på formiddagen røvede fra en jagtbutik i Bagsværd, det oplyser Ritzau. Ifølge politiet i Gladsaxe kom en mand på ca. 25-28 år ind i butikken Forst & Jagthuset på Bindeleddet 13 i Bagsværd lidt før klokken 10. Her truede han ekspedienten til at udlevere et haglgevær og ammunition dertil. Den unge røver løb herefter fra stedet til fods via Aldershvilevej og forsvandt i retning mod Slotsparken. Her mistede politiet sporet af ham, fortæller vagthavende. Den unge røver beskrives som lys i huden, spinkel af bygning og iført en grøn elefanthue, lys fleecejakke og mørkegrå arbejdsbukser.

Færre på kontanthjælp

Antallet af borgere på kontanthjælp i Gladsaxe kommune ligger nu på 1671. Det viser den sidste kvartalsmåling fra 2005 og det svarer til et fald på 126 personer i forhold til årets øvrige kvartaler. I Nedgangen vækker tilfredshed hos formanden for beskæftigelses- og integrationsudvalget, Cheri-Mae Marlena Williamson: "Jeg tror, det har meget at gøre med den fokus, der har været på området. Man er meget dygtig til at få afdækket den enkeltes ressourcer og også til at få den enkelte til at se egne ressourcer: Man søger hele tiden de muligheder, der findes for at få en selvstændig tilværelse med eget forsørgelsesgrundlag".

Bussluse åbnes under brolukning

Beboerne på Krogshøjvej og Frodesvej i Bagsværd må belave sig på en hel del mere trafik på vejene i en otte ugers periode startende fra omkring 1. april.
Fra det tidspunkt bliver der bygget en ny bro henover Helsingørmotorvejen i forbindelse med etableringen af de nordvendte ramper fra Vadstrupvej til motorvejen.
I tidsrummet er broen lukket, og trafikken skal derfor søge nye veje, hvilket kan medføre trafikalt kaos, frygter den helt store spiller i Bagsværd erhvervsområde, Novo Nordisk.
Selskabet har derfor bedt Gladsaxe kommune nedlægge spærringen ved busslusen midt på Krogshøjvej, så trafikken også kan blive ledt den vej i de par måneder brobyggeriet varer.
Ønsket tages op på dagens møde i det politiske trafik- og teknikudvalg i Gladsaxe kommune.
På forhånd er den tekniske forvaltning positivt indstillet overfor at åbne for al trafik på de to villaveje.

Socialminister opfordrer til ældredebat

Socialminister Eva Kjer Hansen sender i disse dage 9000 breve ud til kommuner, frivillige ældreorganisationer, plejehjem og andre steder der beskæftiger sig med ældreområdet for at sparke gang i en lokal debat om bedre ældrepleje. I Gladsaxe kommune har man lige fået brevet fra ministeren og Herle Klifoth, der er afdelingschef på ældreområdet byder opfordringen velkommen: "Jeg tror, det kan være godt at diskutere ældreplejen. For det er meget forskelligt, hvilke tanker vi gør os om ældreplejen, og hvad vi tror, vi har krav på af hjælp. Jeg tror også, det kan gøre os mere bevidste om de udfordringer, der kommer i fremtiden, hvor der kommer flere og flere ældre, og vi kan også bruge det til at sætte fokus på de forpligtigelser, som vi alle har som individuelle mennesker om at tage vare på vores egen sundhed".

Film om Gasolin snart i biografen

Filmen om Danmarks måske mest populære rockband gennem tiderne, Gasolin’, kommer snart i biograferne. Siden gruppen splittedes tilbage i 1978 har der været mange forsøg på at lave en dokumentarfilm om bandet, men det er altså først i dag, 25 år efter musikerne gik hver til sit, at det er lykkedes. Lederen af Gladsaxe Bio, Per Grunnet, fik i slutningen af januar lov til at se filmen og ikke mindst høre instruktøren Anders Østergaard fortælle hvilken kamp det har været at lave en film om et band, der ikke kan sidde i samme rum uden at komme op at skændes: "En del af udslaget for at det lykkedes Anders Østergaard at gennemføre projektet og få alle bandmedlemmerne i tale er nok at det, i 2003 da han gik i gang med projektet, er 25 år siden gruppen blev opløst. Man ændrer jo holdning til mange ting i sin fortid, når man fejrer jubilæum, og føler måske også døden puste én i nakken, og har et behov for at fortælle historien som den var".