I går offentliggjorde konkurrencestyrelsen en liste over VVS-branchens såkaldte sortbogsregnskaber, der viser hvordan godt 100 virksomheder i bedste kartel-manér, internt har aftalt størrelsen af tilbudsprisen til bygherrer rundt omkring i Danmark. Af listen kan man se at i hvert fald otte tilbud er blevet givet til bygherrer i Gladsaxe kommune. Og ifølge kontorchef i Konkurrencestyrelsen Finn Juul Porsborg, er der stor sandsynlighed for at der er blevet taget overpris i samtlige sager. Det vides endnu ikke om – eller i hvilket omfang - Gladsaxe kommune er blevet offer i VVS-kartellet, men efter Radio Gladsaxes henvendelse til kommunen, har man nu igangsat en nærmere granskning af Konkurrencestyrelsens liste, som viser ca. 700 entrepriser til en samlet værdi af ca. 1,8 mia. kr.
Værebro Rådgivningen blev nytårsnat raseret af indtil videre ukendte gerningsmænd, der smadrede ruderne, stjal forskellige effekter og smed så kraftigt fyrværkeri, at der blev startet flere småbrande i lokalerne.
Rådgivningen, der fungerer som en slags fremskudt forpost for socialforvaltningen i Værebro Park, må formentlig holde lukket et par uger, indtil lokaler og udstyr igen fungerer, siger rådgivningens leder Kirsten Wedel. Hun fortæller her om det syn, der mødte medarbejderne den 1. januar.
(hør interview i lydudgaven)
Det nye Kraftcenter for kano- og kajak bringer håb om flere sponsorpenge blandt elite-roerne. Martin Hald, der er 21 år, har kun en SU som indkomst, og det er kun nok til at holde skindet på næsen i en sportsgren, der ikke har stor opmærksomhed fra sponsorer, fortæller han fra træningsbænken i Gladsaxe Kano- og Kajakklub: "Det koster mig 30-40.000 om året at ro kajak på dette niveau. Jeg håber, at det nye Kraftcenter vil have bedre muligheder for at tiltrække penge fra erhvervslivet. Det ville være en stor hjælp".
De ni medlemmer af Gladsaxes økonomiudvalg mødtes for første gang i går.
Seks af de ni har prøvet tjansen ved tidligere lejligheder, men for tre var det første gang overhovedet, at de sad med omkring bordet på borgmestergangen.
I programmet Den varme stol, der i øjeblikket sendes onsdage kl. 7.30 og 17.30, er gæsterne i dag de tre helt nye medlemmer af Gladsaxe byråd og økonomiudvalget, den radikale Cheri-Mae Marlena Williamson, Enhedslistens Søren Søndergaard og SFs Susanne Palsig.
(hør indslag med sidstnævnte i Nyhedsmagasinets lydudgave)
Kulturarv skaber lokal identitet. Derfor er det vigtigt at bevare og udvikle kulturarven, konkluderer en undersøgelse foretaget af Kulturarvsstyrelsen og Fonden Realdania, som har spurgt danskerne til deres holdning til kulturarven.
Undersøgelsen viser også, at kommunerne i højere grad end nu kunne bruge kulturarven til at udvikle lokalområderne. Og derfor vil Kulturarvsstyrelsen og Realdania til marts udpege tre kulturarvskommuner. De tre skal blandt andet komme med et bud på, hvordan kulturarven kan indarbejdes som et strategisk element i kommuneplanen. Og som tidligere fortalt i Nyhedsmagasinet er Gladsaxe blandt de 53 kommuner, som gerne vil være med i forsøget.