Overtrædelser af straffeloven er i Gladsaxe politikreds faldet med 10% i 2005.
Antallet af villaindbrud er faldet med hele 15%. Til gengæld er der sket en stigning i antal røverier fra butikker og tankstationer, ligesom gaderøverier begået af helt unge er i stigning.
Det kom frem under Gladsaxe politis nytårsparole på politistationen i Buddinge i går, hvor politimester Torben Jessen så tilbage på år 2005.
Hans tale ved parolen kan læses i sin helhed her.
Der var lidt for megen travlhed at spore i en bilforretning på Gladsaxevej tirsdag aften efter lukketid, mente en forbipasserende, der observerede flere løbende personer bag butiksruderne. Derfor blev det ekstraordinære hastværk meldt til politiet, der hurtigt nåede frem.
Indbrudstyvene, for det var, hvad der var tale om, havde dog desværre lugtet den lunte og var nået at undløbe.
Tilbage stod en varevogn proppet med splinternye dæk, fælge og andet godt isenkram til biler.
Den tungt læssede vogn er ikke meldt stjålet, og politiet er derfor stærkt interesserede i at få ejeren i tale.
Tyvene havde i øvrigt skaffet sig adgang til bilforretningen ved at klippe hul i et trådhegn omkring ejendommen.
Fra på søndag kan cyklister, der ikke bryder sig om morgenfrosten, tage cyklen med i s-toget. Hidtil har der været spærretid for cykler i myldretiden mellem kl. 7 og 8.30 ind mod byen og mellem kl. 15.30 og 17 ud af byen, men den spærretid bliver nu ophævet, når den nye køreplan træder i kraft på søndag den 8. januar. Ophævelsen af spærretiden kommer efter et forsøg fra maj sidste år og frem til årsskiftet, hvor DSBs personale kunne konstatere at medtagningen af cykler hverken forlængede togenes holdetid ved perronen eller gav pladsproblemer. Det nye tiltag skal nok blive hilst varmt velkommen af det pedaltrampende folk, der en gang imellem vil nøjes med at cykle den ene vej til arbejde eller i skole, men måske bliver det med tiden en dyr fornøjelse. Adm. direktør i DSB S-tog, Benny Würtz, taler nemlig allerede om, at der kan blive tale om at hæve prisen på cykelbilletterne, hvis de nye regler bliver for stor en succes og der bliver trængsel i togene på grund af cyklerne. Men i første omgang ser direktøren tiden an, og frem til da, vil det altså være muligt at tage sin cykel med i s-togene i myldretiden – til normal cykelbilletpris. De nye regler gælder for alle stationer med undtagelse af Nørreport Station.
Det er tilsyneladende gået op for de fleste Gladsaxe-borgere, at de nu selv igen skal stå for rydning af sne på fortovene.
Igennem en årrække har kommunen ellers via en entreprenør med større eller måske snarere mindre succes sørget for rydningen. Men byrådet har besluttet, at det fra i år skal være slut.
Men ifølge driftschef Lars Olsen, så har selv det kraftige julesnefald ikke skabt de store problemer, og folk har stort set været flinke til at skovle sne og salte.
"Vi har faktisk ikke haft flere opkald end tidligere, selvom der er ændret på ordningen, det har bundfældet sig hos grundejerne", siger driftschefen.
Peder Bundgaard er blevet kaldt rockens altmuligmand. Han har blandt andet tegnet pladeomslag, forfattet bøger og lavet satire. I disse dage udstiller Gladsaxe Hovedbibliotek nogle af hans værker. Og det er ikke ukendte streger han har bedrevet, fortæller bibliotekar Åse Rørdam: " Han er kendt for mange ting men det er nok mest Gasolin man kender ham fra. Han blev blandt andet hyret til at tegne omslaget til Gasolin’ 2, den med Fedtmule med brylcreme i håret, som er ved at fyre en fed. Det er blevet et ikon i dag". Udover pladeomslag kan man også se nogle af de bogillustrationer og bladtegninger, som Peder Bundgaard har lavet i løbet af de sidste 30 år.