Mandag den 16. Januar 2006


Kommunen bryder loven

Gladsaxe Kommune har brudt persondataloven. Ifølge loven må personfølsomme oplysninger ikke offentliggøres, men det har alligevel været muligt at læse det fulde cpr-nummer på en kommende medarbejder ved Gladsaxe Kommune, på kommunens åbne postlister. Postlisterne er tilgængelige for enhver med internetadgang og fejlen blev først rettet i fredags, da Radio Gladsaxe gjorde kommunen opmærksom på problemet. Gerd Rasmussen der er fuldmægtig i byrådssekretariatet, og som netop har persondataloven som ansvarsområde fortæller: "Det er klart, at vi ikke må offentliggøre cpr-numre. Der er tale om en fejl og det beklager vi meget." Datatilsynet drøfter nu de åbne postlister med kommunen, der blandt andet også viser navne og adresser på ansøgere til ledige stillinger hos kommunen.

Dom udskudt på grund af omfattende bevismateriale

Det vil tage Retten i Gladsaxe yderlig 12 dage at gennemgå det omfattende bevismateriale, der er knyttet til sagen mod, den 28-årige mand som står tiltalte for distribution og besiddelse af børneporno.
Manden skal ifølge anklageskriftet have oprettet egne hjemmesider, hvorfra alle frit og gratis har kunne downloade omkring 2000 børnepornografiske billeder, desuden skal han have været i besiddelse af omkring 350.000 billeder og 1000 videoklip som han mod betaling har hentet ned fra Internettet.
Som før omtalt her i nyhedsmagasinet, skulle der ellers have været afsagt dom i fredags, men under bevisførelsens viste det sig, at en gennemgang af de knap 2000 billeder og videoklip vil tage betydelig længere tid end først antaget.

Flere tricktyverier mod ældre

Tricktyverierne mod ældre borgere i Gladsaxe fortsætter.
Torsdag ved 17.30-tiden ville en mand gerne låne noget vand til sin bil hos en 82-årig kvinde i en ældrebolig på Kongshvilevej.
Mens kvinden var behjælpelig med at fylde en medbragt dunk i køkkenet, så sneg en anden mand sig rundt i den lille lejlighed og fik blandt andet tømt kvinden pung for 900 kroner. Kvindens søn havde samme dag hævet det forholdsvis store beløb.
Mændene beskrives som sydlandske af udseende, den ene omkring 40 år gammel, 160 cm høj og iført en blå hue med skrift, en blå vindjakke og så medbragte han en gul dunk. Den anden var yngre og ca. 185 cm høj. Begge var dansktalende.
Lidt tidligere på dagen forsøgte ligeledes to sydlandsk udseende mænd at stjæle fra en 78-årig kvinde i Værebro Park.
Her gik tricket ud på at bede kvinden aflevere en nøgle til en overbo. Kvinden blev bedt om at notere nogle telefonnumre ned. Og mens hun var travlt optaget af det sammen med den ene mand, så gik en anden rundt og rodede i lejligheden. Det hørte kvinden imidlertid, og hun fik venligt men bestemt gelejdet de to ud – formentlig uden, at de nåede at få fat på nogen værdier.

Forsvundet med værktøj til 16.000 kr

En ca. 30-årig 180 cm høj mand kan se frem til et snarligt besøg af folk fra bedrageriafdelingen ved Gladsaxe politi.
Næstsidste dag i år 2005 lånte manden for et ubetydeligt depositum værktøj til en værdi af godt 16.000 kroner hos Silvan i Søborg.
Da det lejede værktøj ikke kom retur den aftalte dato, tjekkede byggevarefirmaet oplysningerne fra manden en ekstra gang.
Her blev det afsløret, at der både var opgivet falsk adresse, og at der som identifikation blev brugt et stjålet kørekort.
Butikkens overvågningskamera har taget et nydeligt billede af manden iført jakke med pelskrave og det hele. Billedet bliver i første omgang distribueret internt hos politiet, der fik anmeldelsen i denne uge. Men viser det sig, at manden måske står bag flere bedragerier, og sagen dermed tiltager i omfang, så bliver billedet sendt ud til en større offentlighed.

Stigende interesse for tilbud til personer med rygerlunger

Interessen for et nyt tilbud for personer med kronisk obstruktiv lungelidelse, også kaldet
rygerlunger, er stigende.
På omsorgscentret Kildegården i Søborg har fire hold i løbet af det seneste år
gennemført et 7-ugers trænings- og undervisningsforløb, fortæller dagcentercenter Tina
Solveig Koch:
"Vi oplever en stigende interesse fra borgerne omkring det her KOL-projekt. Og har faktisk en del borgere, som selv ringer hertil, når vi har annonceret eller haft arrangementer, hvor vi har reklameret. Så borgernes interesse er bestemt stigende. Og man må sige samfundets interesse for KOL-problematikken er jo også stigende, så det hjælper også. Vi havde nok forventet en større interesse fra de praktiserende læger, som jo er dem, der har den tætte kontakt med borgerne. Og også varetager hele området omkring borgernes medicin. Der vil vi arbejde for at få et tættere samarbejde med de praktiserende læger fremover, fordi det er jo dem, der henviser og oplyser borgerne om den her mulighed".


Døgnrapport fra Gladsaxe Politi uge 02

 

Færdselsuheld i "Toms-krydset" i Ballerup
 
Mandag den 9. januar kl. 1540 var en personbil og en tysk lastbil impliceret i et mindre sammenstød i "Toms-krydset" i Ballerup. Lyssignalet var en overgang ude af drift og de to bilister misforstod tilsyneladende hinanden under fremkørsel i krydset. Der skete udelukkende materiel skade ved uheldet.
Eftermiddagstrafikken kunne igen passere frit i krydset fra kl. 1639. 
Den tyske lastbilschauffør var i øvrigt om formiddagen impliceret i et andet mindre sammenstød på Ballerup Boulevard ved Malmparken, hvor chaufføren under igangsætning efter rødt lys var uopmærksom og kørte op bagi en forankørende personbil. Her måtte chaufføren betale en bøde på 500 kr. 
   
Betinget fængsel for overtrædelse af forbud
 
Mandag den 9. januar blev en 31-årig mand fra Ballerup idømt 14 dages betinget fængsel samt en bøde på 10.000 kroner i Ballerup Ret, fordi han flere gange har overtrådt et forbud fra politiet om at indfinde sig som gæst i nogle bestemte restauranter i Ballerup. Manden er tilknyttet rockermiljøet i Ballerup.
Bedrageri
 
Mandag den 9. januar modtog kriminalpolitiet en anmeldelse om bedrageri fra Silvan i Gladsaxe. En kunde havde i slutningen af december 2005 lejet forskellige former for værktøj i forretningen, og han betalte i den forbindelse et mindre depositum. Da værktøjet ikke blev leveret tilbage til tiden, blev det konstateret, at kunden havde opgivet falsk navn og legitimeret sig med et stjålet kørekort.
Værktøjet har en samlet værdi af ca. 16.000 kroner. 
Kunden er ca. 30 år og omkring 180 cm høj. Da han befandt sig i Silvan, var han iført  en hvid tophue og en mørk jakke med en hætte med pelskrave.
Stor rude knust i bank på Måløv Hovedgade i Måløv
 
Politiet har modtaget en anmeldelse om, at en stor butiksrude på ca. 4 kvadratmeter er blevet knust hos Nordea på Måløv Hovedgade i Måløv. Det grove hærværk er sket på ukendt vis i tidsrummet fra mandag den 9. januar kl. 0254 til tirsdag morgen kl. 0830. 
Evt. vidner bedes kontakte Gladsaxe Politi på tlf. 39541448. 
 
Indbrudstyve anholdt
 
Tirsdag den 10. januar kl. 0105 bemærkede en politipatrulje 2 unge mænd, der skubbede en indkøbsvogn ad Baltorpvej.
Indkøbsvognen indeholdt fladskærms-TV, computer, harddisk og DVD-afspiller, som viste sig at være stjålet kort forinden under et indbrud i en lejlighed i Centrumgaden.
Gerningsmændene blev anholdt og kørt til politigården i Gladsaxe, hvor de blev afhørt og senere løsladt
.
Stor rude knust i glarmesterbutik i Værløse
 
Tirsdag den 10. januar kl. 0155 hørte en beboer i nærheden af Bymidten i Værløse, at en rude blev knust i glarmesterbutikken på Bymidten. En tilkaldt politipatrulje søgte forgæves efter de formastlige i området. Ruden er på ca. 6 kvadratmeter og blev knust med et ukendt redskab.
Evt. vidner bedes kontakte Gladsaxe Politi på tlf. 39541448.   
Forsætlig brandstiftelse i brændestak
 
Tirsdag den 10. januar kl. 0344 rykkede politi og brandvæsen ud til brand i et kolonihavehus i Haveforeningen Tjørnely i Ballerup.
En carport var delvist omspændt af flammer. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden. Det er politiets opfattelse, at ukendte gerningsmænd ca. kl. 0300 har sat ild til en brændestabel i carporten.
Evt. vidner eller andre, der mener at kunne bidrage til sagens opklaring, bedes kontakte nærpolitiets efterforskningsafdeling ved Gert Jensen på tlf. 3954 1391.
Bilist ramte knallert under højresving i Ballerup.
 
Tirsdag den 10. januar kl. 0742 ramte en 42-årig kvindelig bilist fra Ballerup under et højresving en modkørende knallert på den dobbeltrettede cykelsti på Klausdalsbrovej. Knallerten blev ført af en 28-årig kvinde fra Lyngby, der måtte et tur på skadestuen. Hun slap med knubs. 
Bilistens højresvingsmanøvre falder under kategorien vigepligtsforseelser, hvor der kan ske en betinget frakendelse af kørekortet. I så fald skal bilisten bestå en ny køreprøve for at beholde sit kørekort.
Lejlighed i Skovlunde ransaget efter narko
 
Tirsdag den 10. januar kl. 1041 fandt politiet i forbindelse med ransagning efter narko i en lejlighed i Blokhaven i Skovlunde en mindre portion hash og anabolske piller, knojern og 2 ulovlige knive. Lejlighedens 22-årige indehaver er sigtet i sagen.  
Anmeldelse om brand i køretøj
 
Tirsdag den 10. januar kl. 1115 blev der sendt brandvæsen og politi til en brændende bil på Hillerødmotorvejen ved afkørslen til Kollekollevej.
Det viste sig, at det blot drejede sig om overophedede bremser på en lastbil, hvilket havde udviklet røg.
Groft overfald på en 14 årig dreng
 
Tirsdag den 10. januar kl. 1410 blev en 14 årig dreng udsat for et særdeles voldeligt overfald på stisystemet på Majalle og Septembervej i Herlev.
Den 14 årige cyklede på stien, da han bemærkede en ukendt mand på stien. Selvom den 14 årige trak sin cykel helt ud til kanten af stien, sparkede den ukendte mand til drengens cykel, så han væltede.
Herefter tog gerningsmanden fat i den l4 årige, som blev presset op mod en mur og holdt fast, samtidig med at gerningsmanden trak forurettedes trøje op til halsen. Gerningsmanden fremtog herefter en dolk med sort skæfte, og 2 gange snittede han drengen i brystet, dog uden større skade.
Inden den l4 årige dreng fik lov at forlade stedet, holdt gerningsmanden truende kniven op mod forurettedes hals, mens han truede ham til ikke at gå til politiet.

Gerningsmanden beskrives som:
mand, dansk afstamning, ca. 20 år, 180-190 cm høj, solbrændt, lyst karseklippet hår. Han havde ring i venstre øre og var iført lyseblå trøje af mrk.  "Karl Kani", samt løstsiddende mørke cowboybukser med et motiv, der kunne ligne en løve.

Evt. vidner eller andre, der mener at kunne bidrage til sagens opklaring, bedes kontakte nærpolitiet eller Gladsaxe politi på tlf. 3954 1448 
Fodgænger påkørt af venstresvingende bilist i Herlev.
 
Tirsdag den 10. januar kl. 1522 blev en 61-årig kvinde fra Herlev påkørt  ved fodgængerfeltet i krydset Herlev Hovedgade og Engløbet i Herlev. En 35-årig mandlig bilist fra Måløv ramte kvinden, da han svingede til venstre fra Herlev Hovedgade. Kvinden blev i ambulance bragt til skadestuen på Amtssygehuset i Herlev, hvor det viste sig, at hun havde pådraget sig brud på rygsøjle og lårben. Hun er uden for livsfare.     
37-årig vendte tilbage med skarpladt haglgevær efter klammeri
 
Tirsdag den 10. januar kl. 2345 førte et klammeri i et pizzaria på Egebjerg Bygade i Ballerup til, at en 37-årig mand fra Ballerup hentede et skarpladt haglgevær. Han ville tilsyneladende afregne kontant ved at skyde ruderne i pizzariaet i stykker. 
Forud for denne dramatiske udvikling var gået et skænderi med andre kunder og tilsyneladende også et klammeri mellem ejeren af pizzariaet og den 37-årige, der var påvirket af piller og spiritus. 
Pizzariaet var lukket, da manden kom tilbage og han "nøjedes" med at affyre to skud op i et træ. 
Det lykkedes politiet senere på natten at lokalisere den 37-årige, der sammen med geværet og patroner blev fundet på bopælen i nabolaget. Gevær og patroner er beslaglagt. Manden blev onsdag formiddag løsladt efter afhøring.
          
Moms- og skattesvindel
 
Tirsdag den 10. januar modtog kriminalpolitiet en anmeldelse fra Skattecenter Nærum imod en 42-årig virksomhedsejer fra Søborg. Hun mistænkes for moms- og skatteunddragelse for i alt 450.000 kroner, idet hun over en 3-årig periode har opgivet urigtige momsangivelser og urigtige oplysninger om indtægterne i sin virksomhed.
Anmeldelse om ild i lejlighed
 
Onsdag den 11. januar kl. 1430 modtog Brandvæsen og politi anmeldelse om ild i en lejlighed på Skovgårds Allé i Værløse.
En kogeplade var tilsyneladende kortsluttet og havde antændt en skåneplade af træ.
Der skete ikke skade på personer eller fast ejendom.
Bil med kvinde og 3 børn påkørt af biltyve ved Mørkhøj
 
Onsdag den 11. januar kl. 1528 påkørte 4 unge mænd i en stjålet varebil en 30-årig kvindelig bilist i krydset Novembervej / Pilegårdsvej i Mørkhøj. Kvindens 3 børn var med i bilen. Hverken mor eller børn kom til skade ved uheldet, men den 30-årige kvinde måtte i chokeret tilstand bringes til skadestuen på Amtssygehuset i Herlev. Børnenes far nåede hurtigt frem til uheldsstedet og tog sig af børnene.
Den stjålne varebil var ca. 20 minutter før stukket af fra en politipatrulje fra Københavns politi og var kørt over for rødt lys på Mørkhøjvej ved TV-Byen. 
4 unge stak af fra den stjålne bil efter sammenstødet. De var i alderen 14 - 16 år, en pige med langt lyst hår med hestehale og 3 drenge af udenlandsk herkomst - en var kraftig af bygning og en var iført brunlig jakke, derudover ikke yderligere om signalement.   
Varebilen var stjålet i Rødovre og bliver nu undersøgt af politiets teknikere.
Efterlysning af vidner til forsøg på røveri mod en 16 årig mand
 
En l6 årig mand blev onsdag den 11. januar kl. ca. 2200 udsat for forsøg på røveri på Herlev S-station.
På et tidspunkt ankom et tog fra København med retning mod Ballerup. Da toget standsede i Herlev steg 3 unge mænd af toget. Da de fik øje på den l6 årige henvendte de sig til ham under påskud af, at ville låne hans mobiltelefon. På et tidspunkt begyndte den ene af de 3 unge mænd at hive jakken af den l6 årige, samtidig med, den l6 årige blev slået i ansigtet.
Da toget mod København ankom, blev gerningsmændene et kort øjeblik uopmærksomme, og det lykkedes den l6 årige at løbe ind toget og undslippe gerningsmændene.

2 af gerningsmændene beskrives som:
A: mand, 16 - 20 år, ca. l80 cm høj, almindelig af bygning, sort kort hår, skægstubbe. Den pgl. var iført beige og sort striktrøje med hætte, samt cowboybukser.
B: mand, 16 - 20 år, l85 - 190 cm. høj, kraftig af bygning, skægstubbe. Den pgl. var iført sort  "Canadian Goose"  jakke med hætte og pelskrave, samt cowboybukser.

Evt. vidner eller andre, der mener at kunne bidrage til sagens opklaring, bedes kontakte Nærpolitiet i Gladsaxe eller Gladsaxe politi på tlf. 3954 1448.
Dokumentfalsk over for en bank
 
Onsdag den 11. januar blev en 24-årig kvinde fra Skovlunde sigtet af kriminalpolitiet for dokumentfalsk. Hun havde i 6 tilfælde udfærdiget og indleveret en falsk fuldmagt til den bank, hvor hendes tidligere kæreste er kunde. På den baggrund fik kvinden udleveret i alt 50.600 kroner. Hun nægtede at udtale sig om sagen. Sagen vil nu blive overgivet til anklagemyndigheden.
Spritbilist i Herlev opgav falsk navn
 
Torsdag den 12. januar kl. 0415 blev en 30-årig mand fra Søborg afsløret som spritbilist, da han blev stoppet på Klausdalsbrovej ved Hjortevænget i Herlev. Alkotesten viste en promille på 0,74. Den 30-årige opgav et falsk navn, hvilket politipatruljen hurtigt afslørede. Da det rigtige navn kom frem, var bilistens kørekort frakendt i forvejen. En tilkaldt læge udtog en blodprøve på Gladsaxe politigård. Analysen af blodprøven skal vise den nøjagtige promille.
Rød personbil stak fra færdselsuheld på Motorring 3 ved Søborg
 
Torsdag den 12. januar kl. 1639 anmeldte en 40-årig mand fra Frederiksberg, at han havde mistet herredømmet over sin personbil og ramt autoværnet på Motorring 3 ved Søborg. Den 40-årige var sluppet uskadt fra uheldet, men bilen var snurret rundt og den forreste kofanger var blandt andet revet af.  Manden oplyste, at han måtte bremse hårdt op for en forankørende, der i forbindelse med chikanekørsel forsøgte at presse den 40-årige ud i autoværnet. Modparten - en yngre mand -  var fortsat ad Motorring 3 i sydlig retning uden at standse op i en rød personbil.
Gladsaxe politi er interesseret i evt. vidner på tlf. 39541448.  
Tricktyve på spil på Værebrovej og Kongshvilevej
 
Torsdag den 12. januar forsøgte tricktyve sig to steder i Gladsaxe. I begge tilfælde gik det ud over ældre kvinder. Hos en 78-årig kvinde på Værebrovej forsøgte to mænd sig kl. 1608 med en forklaring om, at de skulle aflevere en nøgle for en ovenbo. Den ene benyttede forvirringen og forsøgte at stjæle en pengekasse, men uden held. De to tyve forsvandt derefter fra lejligheden. 
Hos en 82-årige kvinde på Kongshvilevej bad to mænd kl. 1730 om et glas vand og kom ind i lejligheden. I forvirringen forsvandt de med 900 kr. i kontanter. 
Mændene beskrives som udlændinge. Den ene med iransk udseende, ca. 40 år, ca. 160 cm høj, iført blå vindjakke, blå hue. Den anden beskrives som ca. 185 cm høj, intet nærmere signalement.
Gladsaxe politi er interesseret i evt. vidner på tlf. 39541448.
Der advares om forsigtighed med hensyn til at lade ukendte personer komme ind i hjemmet for at undgå disse tricktyverier.              
Skorstensbrand i Bagsværd
 
Torsdag den 12. januar rykkede brandvæsenet og politiet ud til en skorstensbrand i en villa ved Slotsparken i Bagsværd. Brandvæsenet fik hurtigt kontrol med den overophedede skorsten og ilden kunne brænde ud uden skade på ejendommen. Der opstod ingen trafikale problemer på stedet. 
Hash og ulovlige knive fundet under ransagninger i Søborg og Herlev
 
Torsdag den 12. januar fandt politiet under ransagning i 2 lejligheder i Søborg hash der var gjort klar til salg i små poser. Hashen blev vejet til henholdsvis 70 g og 65 g. En 35-årig mand nåede at sluge ca. 20 g hash under ransagningen. Det lykkedes dog ikke manden at slette alle beviser, så politiet konfiskerede resten af hashen. Han er sigtet for besiddelse af hash.
I Herlev dukkede 2 knive der var over 7 cm og dermed ulovlige og en enhåndsbetjent foldekniv med aflåseligt blad op under ransagning. 
På Søborg Hovedgade blev en 29-årig mand sigtet for besiddelse af hash og på Baneløkken i Herlev blev en 16-årig ung mand sigtet for besiddelse af de ulovlige knive.
Mange anmeldelser om tasketyverier og tyveri fra taske
 
Politiet opfordrer til, at borgerne holder et ekstra godt øje med deres takser og punge, når de for eksempel er ude at handle.
Der er i den forgangne uge modtaget flere anmeldelser om tyveri fra eller af taske:

Mandag den 09. januar kl. 1145 fik en 59 årig kvinde stjålet sin sorte skindtaske, da hun befandt sig i  "BR-legetøj"  i Ballerup Centret. Tasken lå i indkøbsvognen.

Mandag den 09. januar kl. ca. 2330 fik en 63 årig kvinde stjålet sin sorte læderpung, da hun befandt sig som gæst på Centerpubben i Skovlunde.

Tirsdag den 10. januar kl. ca. 1530 fik en 65 årig mand stjålet sin tegnebog, da han var på vej ud fra apoteket i Smørum. 3 - 4  unge drenge løb med vilje ind i den manden, og det lykkedes gerningsmændene at stjæle hans tegnebog.
Gerningsmændene beskrives som:
drenge, 14 - 16 år, 150 - 160 cm høje, og alle med kort sort hår - formentlig af anden etnisk oprindelse end dansk.

Fredag den 06. januar kl. ca. 1410 fik en 40 årig kvinde stjålet sin pung, da hun handlede i  "Bog & Ide"  på Bymidten i Værløse. Pungen blev "fisket" op af kvindens lomme.

Tirsdag den 10. januar kl. 1745 kørte en 58 årig kvinde på cykel ad Klausdalsbrovej ved motorvejsbroen, da en knallertkører kørte forbi den 58 årige og stjal hendes taske fra cykelkurven. Knallertkøreren fortsatte ad Klausdalsbrovej i retning mod Ballerup.
Gerningsmanden kan beskrives som:
yngre mand, ca. 170 cm høj, iført cowboybukser, dynejakke og en grålig styrthjelm med mønster. Knallerten lignede en PUCH Maxi.

Tirsdag den 10. januar kl. 1845 gik en 69 årig kvinde ad Gammelmosevej i retning mod Stengårds Station. Da hun nåede trappen, der fører til stationen, stjal en yngre mand på knallert hendes taske, der hang over skuldren. Knallertkøreren fortsatte i retning mod Buddinge Hovedgade.
Gerningsmanden beskrives som:
mand, ca. 16 år, ca. 170 cm høj, spinkel, iført mørk vindjakke og mørk styrthjelm. Knallerten lignede en PUCH Maxi.

Umiddelbart er det politiets opfattelse at dette tyveri og tyveriet på Klausdalsbrovej er forøvet af den samme gerningsmand.

Vidner eller andre, der mener at kunne bidrage til sagernes opklaring, bedes kontakte Nærpolitiet eller Gladsaxe politi på tlf. 3954 1448.
Kolonihavehuse i Ballerup hærges fortsat af indbrud og hærværk
 
I weekenden fra den 6. til den 8 januar modtog Gladsaxe politi 12 nye anmeldelser om indbrud og hærværk i kolonihavehuse beliggende i H/F Tjørnebjerg, mellem Ågerupvej og Vestbuen i Ballerup.
I uge 1 beskrev vi 18 lignende anmeldelser fra samme område.
Ved de seneste 12 anmeldelser er det gennemgående, at gernings-mændene har fået meget sparsomt udbytte, herunder lidt værktøj, lidt spiritus og andre småting.
Til gengæld har stort set alle havehusene været udsat for hærværk med rudeknusning, ødelagt indbo m.m.
Gladsaxe Politi er meget interesseret i oplysninger til sagernes opklaring.
Henvendelse kan rettes til kriminalass. Niels Ipsen eller Gert Jensen, tlf.
3954 1385 eller 3954 1391.
 

Senest opdateret: 13. januar 2006

Kilde.   www.politi.dk/gladsaxe