Fredag den 20. Januar 2006


Ingen snerydning på cykelstier

Gladsaxe-borgerne har fornuftigvis holdt sig inden døre i nat. Det oplyser Falck og vagthavende hos politiet i Gladsaxe.
Fornuftigt i forhold til den store mængde sne, der er faldet i natten løb, og som stadig pryder de fleste veje og ikke mindst cykelstier. Som vanligt er snerydningsmandskabet kørt udenom cykelstierne i kommunen, lyder det fra vores cykelreportere, mens der i nabokommunerne er gode cykelforhold. Så træk cyklen gennem Gladsaxe og stå på, når du krydser kommunegrænsen.
Fortovene, som grundejerne nu igen har ansvaret for, skal man nok ikke regne med bliver ryddet før end i eftermiddag, når folk kommer fra arbejde.
Så pas lige på derude, især på cykelstier og fortove.

For sen skolegang koster millioner

Det koster op til ti millioner kroner, at forældre forsinker deres børns skolestart. Det siger det konservative byrådsmedlem Lars Abel, der på baggrund af en ny undersøgelse, har regnet på omkostningerne ved at 107 børn i Gladsaxe kommune ikke starter i skolen, selvom deres alder berettiger dem til det: "Hvis en elev går et ekstra år i børnehaveklasse, så vil det betyde, at hele skoleforløbet kommer til at koste ca. 51.000 mere pr barn. Det samme gør sig gældende, hvis et barn går et ekstra år i børnehave. Når det så drejer sig om mere end 100 børn, så er vi oppe på en merudgift på 5-10 mio. kr. på årsbasis. Jeg mener, at vi bør gå tættere på årsagerne til den forsinkede skolestart. For eksempel kan jeg godt stille spørgsmålstegn ved forældrenes argument om, at deres barn skal have lov til at "lege færdigt". Er det noget vi skal betale for? Måske kunne vi indrette børnehaven eller børnehaveklassen på en måde, så børnene både leger og lærer samtidig, og således motivere nogle af forældrene – og dermed børnene – til at starte rettidigt i skolen".

Drenge overfaldt 89-årig kvinde

Gladsaxe politi søger vidner eller oplysninger om to drenge i 12-14 års alderen, der onsdag eftermiddag overfaldt en 89-årig kvinde på Novembervej i Mørkhøj.
Kvinden blev slået med et baseballbat på skulderen af den ene dreng, mens den anden hev kvindens taske til sig. Herefter forsvandt de i retning mod Stavnsbjerg Allé.
Drengene har formentlig stået og ventet på et passende offer ved boligblokken Novembervej 14-18, og valget faldt altså på den snart 90-årige kvinde.
Drengene er danske, omkring 160 cm høje, almindelige af bygning, begge bar mørke vindjakker og den ene desuden en strikket brun hue.
Oplysninger til Gladsaxe politi på 39541448.

Stofmisbrugere på kursus

Gladsaxe vil udvikle et nyt behandlingstilbud målrettet hashmisbrugere og kokainmisbrugere.
Kommunerne overtager fra næste år ansvaret for behandlingen af personer med
misbrugsproblemer og derfor har Gladsaxe nu søgt om midler fra socialministeriets såkaldte "narkopulje" til at lave motivationskurser for stofmisbrugere:
"Vi skal have fat i de hårde misbrugere, dem som virkelig har behov for hjælp. Og de skal motiveres på alle mulige måder til at komme ud af deres misbrug. Det skal være i form af fysiske aktiviteter, kulturelle aktiviteter, gruppebehandling, undervisning, ernæringsvejledning osv. Vi vil lave nogle hold, vi laver dem ambulant, og så går de på kursus nogle dage om ugen. Vi kan måske have 10 – 14 personer på et hold, og kan vi bare redde 2 –3 ud af deres misbrug, så er meget nået", siger social- og sundhedsudvalgets formand Erling Schrøder, socialdemokraterne.
Det er en forudsætning af Gladsaxe får tildelt de lige godt 3 millioner kroner kommunen har søgt om, hvis projektet skal realiseres.

Indbrudstyv varetægtsfængslet

Retten i Gladsaxe varetægtsfængslede onsdag en formodet indbrudstyv foreløbig frem til 1. februar.
Der er tale om en 38-årig mand fra Værebro-området i Bagsværd.
Efter et tip ransagede politiet mandens lejlighed, hvor der blev fundet flere stjålne ting bl.a. fra et indbrud på Stengård skole for 14 dage siden.
Politiet mener, at manden står bag en række indbrud i Gladsaxe, og skal nu bruge tiden frem til den 1. februar til at undersøge, hvor meget mere indenfor indbrudsverdenen, der kan hægtes på 38-årige.

Ny trend i folkedansermiljøet

Interessen for at danse folkedans er faldet de seneste 10 – 15 år.
Men nu er udviklingen ved at vende.
Der er nemlig opstået en ny danse-trend i folkedansermiljøet, fortæller Bent Grølsted,
formand for Gladsaxe/Søborg Folkedanserforening:
"Det er blevet meget moderne at danse de gamle baldanse, som man gjorde det i det bedre borgerskaber i stedet for folkedans, som jo stammer fra landet".
Nu på lørdag holder folkedanserne nytårsbal med de gamle selskabsdanse i Høje Gladsaxe skoles festsal.

Ny service til Gladsaxes borgere

Fra på mandag vil man på Gladsaxe Rådhus kunne få ordnet de mest almindelige ting på et og samme sted. Hidtil har man ofte måtte møde op i flere forskellige afdelinger, når man har henvendt sig til kommunen med spørgsmål eller problemer. Om den nye Borgerservice fortæller Souschef Trine Lund: "Man vil forsøge at samle det sted hvor borgerne kommer til på Rådhuset. Dvs. når borgeren kommer ind af døren, så få de et nummer i vores information, og så kan de gå lige ind i den nye borgerservice, hvor vi nu også har alle områder omkring pension, og alle områder omkring arbejdsmarked. Så hvor vi før havde straXen, der har vi nu huset tre forskellige afdelinger. I forsøget her kan man altså komme ind og få løst alle sine problemer i et rum. Det kan godt være at man bliver henvist fra det ene bord til det andet, eller at sagsbehandleren skal have hjælp af en kollega, lidt afhængig af problemets omfang, men det er meningen at det skal foregå et og samme sted. Det er alle de almindelige henvendelser der skal løses her, hvis det drejer sig om meget tunge sager vil de stadig blive sendt ud i baglandet".
Den nye Borgerservice vil fremover have åbne alle hverdage mellem kl. 9.00 og 16.00.


Døgnrapport fra Gladsaxe Politi uge 03

 
Politiet søger ofre for røver-bande
 
Gladsaxe politi har igennem nogen tid efterforsket en sag, hvor unge mennesker bliver udsat for røveri, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, såkaldte "dummebøder" og vold.
Tre af ofrene har fortalt deres historie til politiet. Det har ført til, at fire yngre mænd er varetægtsfængslet. Det drejer sig om to mænd på 19 år, der hedder Abiel og Nasar, en mand på 18, der hedder Brian og en mand på 16, der hedder Claus.
Deres fremgangsmåde er at udfinde et "offer", som de truer til at betale "dummebøder" for forskellige småting. Når "ofret"  ikke kan betale, bliver "dummebøderne" forhøjet til f.eks. det dobbelte af det oprindelige beløb. Betaler "ofret" fortsat ikke bøden, bliver han udsat for vold og mishandling. Et offer i sagen er f.eks. blevet skåret i hånden. Flere andre ofre har været udsat for anden form for vold og intimidering.
Ud fra den foretagende efterforskning er det politiets opfattelse, at der er en række forhold begået i i Gladsaxe og Herlev kommuner, hvor de forurettede ikke har anmeldt forholdet til politiet. Gladsaxe politi opfordre derfor såvel de forurettede som deres forældre til at kontakte Gladsaxe politi på telefon 39 54 14 48 og anmelde forholdene.
Sagerne behandles af Gladsaxe Kriminalpoliti, afdeling C og forurettede der er i tvivl om, hvorvidt de skal indgive en anmeldelse er også velkommen til at få en indledende snak med kriminalpolitiet.
 
Vold mod buschauffør
 
Fredag den 13. januar kl. 1220 blev en kvindelig buschauffør på linie 43  mod Bagsværd udsat for vold af en utilfreds passager.
En passager steg på bussen ved Buddinge station, hvor passageren forsøgte at anvende en allerede udløbet billet. Da chaufføren påtalte dette overfor passageren, blev chaufføren slået i brystet og spyttede på.
Gerningsmanden betalte dog og kørte med til Stengårds Allé.
Imidlertid havde vidner i bussen tilkaldt politiet, der kort efter foretog anholdelse af gerningsmanden. Den anholdte blev transporteret til Glx. politigård, hvor han blev afhørt til sagen og løsladt.
 
Uorden i forbindelse med afvikling af ishockeykamp mellem Herlev og Rødovre
 
Under afvikling af ishockeykampen mellem Herlev og Rødovre fredag den 13. januar, opstod der uorden mellem supportere fra Brøndby og FCK. En kontrollør blev sparket kraftigt i ryggen. Tilkaldte politistyrker foretog anholdelse af 3 personer og dæmpede gemytterne.
 
13 årig dreng udsat for vold
 
Fredag den 13. januar k. 2130 blev en 13 årig dreng udsat for vold, da han trak sin cykel på stien, der fører til Sølodden i Måløv.
Han mødte 3 drenge, der gik imod ham på stien. Da den 13 årige gik forbi, blev der spændt ben for ham, så han faldt. Gerningsmændene sparkede herefter den 13 årige på kroppen, og han blev slået i ansigtet.
Gerningsmændene beskrives som:
drenge, 170 - 175 cm. høje, almindelige af bygning. De pgl. var iført mørkt tøj med hætter.

Evt. vidner eller andre, der mener at kunne bidrage til sagens opklaring, bedes kontakte nærpolitiet i Ballerup eller Gladsaxe politi på tlf. 3954 1448.
 
3 villaindbrud i Herlev
 
Fredag den 13. januar blev der anmeldt 3 indbrud i villaer på Emtedalen, J. E. Pitznersvej og Violinvej. Indbruddene er sandsynligvis sket fredag i dagtimerne.
Politiet søger vidner der evt. har sat mistænkelige personer eller biler om fredagen i formiddags- og eftermiddagstimerne. 
Kontakt Gladsaxe Kriminalpoliti, afdeling C på telefon 3954 1448.
 
Spritbilist kørte op bag i personbil ved Høje Gladsaxe
 
Lørdag den 14. januar kl. 0025 skete der et mindre færdselsuheld på Gladsaxevej ved Høje Gladsaxe. En 24-årig mand fra Rødovre kørte ad Gladsaxevej mod øst, og ved Høje Gladsaxe overså han en personbil, der holdt for rødt lys. Det resulterede i, at hans personbil kørte op bag i den holdende personbil med et ægtepar og deres to børn. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet, men de to børn blev for en sikkerheds skyld kørt til skadestuen af en tilkaldt ambulance. Den 24-årige blev alkotestet til en promille på 1,39 og han blev derfor taget med til en blodprøve, der skal vise den nøjagtige promille i blodet.     
 
26-årig fra Ballerup overtrådte forbud om værtshusbesøg
 
Lørdag den 14. januar kl. 01.50 indfandt en 26-årig mand fra Ballerup sig på City Pub i Centrumgade i Ballerup, selv om han har forbud mod at komme på værtshuset. Han var spiritusvirket og aggressiv, og han fik lov til at svale af i detentionen på Gladsaxe politigård.     
 
Bilist stak af efter påkørsel af autoværn i Ballerup
 
Lørdag den 14. januar kl. 02.21 påkørte en personbil et autoværn på Ring 4 ved "Toms-krydset" i Ballerup. Bilen havde kilet sig ind under autoværnet. Ifølge vidner løb en yngre mand af fra stedet. Bilen er formentlig totalskadet, og politiet sørgede for, at den blev bugseret fra uheldsstedet. De nærmere omstændigheder omkring kørslen og bilen undersøges.    
 
Gerningsmand har skåret sig
 
Efter et indbrud i pølseboden på Hold-an Vej i Ballerup lørdag den 14. januar kl. ca. 03.25 kunne det konstateres, at gerningsmanden har skåret sig, idet der var blod både udenfor og indenfor pølsevognen.
Evt. vidner eller andre, der mener at kunne bidrage til sagens opklaring, bedes kontakte Glx. politi på tlf. 3954 1448.
 
Forsøg på tricktyveri i Skovlunde
 
Lørdag den 14. januar kl. 17.40 ringede det på døren hos en 84-årig kvinde. To mænd af udenlandsk afstamning oplyste, at de skulle afhøvle gulve. Det troede kvinden imidlertid ikke på, hvorfor hun fik dem gennet ud på gaden igen.
De beskrives som: mænd, formentlig tyrkisk. Den ene 20-25 år og ca. 185 cm høj. Den anden 30-35 år og ca. 170 cm høj og med skæg rundt om munden.
Politiet efterlyser vidner. Kontakt Gladsaxe Kriminalpoliti afdeling C på telefon 3954 1448.
 
 
Røg fra kælderrum
 
Lørdag den 14. januar kl. 18.00 modtog Gladsaxe politi anmeldelse om røg fra et kælderrum i Magleparken i Ballerup.
Det blev konstateret, at ukendte gerningsmænd havde sparket kælderdøren op, hvorefter de formentlig havde benyttet kælderrummet til  "rygerum". Der var sat ild til en pude, hvilket havde medført en kraftig røgudvikling.
Evt. vidner eller andre, der mener at kunne bidrage til sagens opklaring, bedes kontakte nærpolitiet i Ballerup på tlf. 3954 1448.
 
Voldelige taxakunder
 
Søndag den 15. januar kl. 01.45 modtog politiet anmeldelse om, at en hyrevognschauffør var blevet overfaldet af 2 kunder på Bagsværd Torv.
2 kunder, begge 31 årige mænd fra Bagsværd, havde nægtet at betale taxachaufføren, og i den forbindelse opstod tumult. Herunder blev taxachaufføren slået.
Politiet foretog anholdelse af de to 31 årige mænd, der blev indbragt til Gladsaxe politigård, hvor de blev afhørt til sagen og efterfølgende løsladt.
 
Ild i container i Ledøje-Smørum
 
Søndag den 15. januar kl. 1136 blev brandvæsenet og politiet alarmeret til genbrugspladsen på Hassellunden i Lille Smørum. En borger havde tilsyneladende ved et uheld hældt brandbar væske i en affaldscontainer med antændeligt materiale, der var blusset op. Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden i containeren.     
 
Isbådssejler faldt gennem isen på Bagsværd Sø
 
Søndag den 15. januar kl. 1407 reddede Falck en 37-årig mand fra Hvidovre i land fra en dukkert på Bagsværd Sø.  Mandens sejlede med en isbåd med sejl på den isbelagte sø, men ca. 500 m fra bredden faldt båden igennem isen. Det var ikke muligt at bjærge isbåden søndag.   
 
Tyveri fra lastbiler
 
Søndag den 15. januar modtog Gladsaxe politi anmeldelse om tyveri fra en lastbil, der var parkeret på P-pladsen ved Skovbrynet station.
Ukendte gerningsmænd havde i løbet af weekenden knust ruder i 4 lastbiler og stjålet diverse effekter.
Evt. vidner eller andre, der mener at kunne bidrage til sagens opklaring, bedes kontakte Gladsaxe politi på tlf. 3954 1448.
 
Ildløs i spejderhytte viste sig at være fyrværkeri
 
Søndag den 15. januar kl. 2020 rykkede brandvæsen og politi ud til brand i Spejderhytten Myretuen på Hørkær i Herlev.
Det viste sig, at en spand var antændt med fyrværkeri. Udover en smeltet spand var der ikke opstået skade.
Umiddelbart er det politiets opfattelse, at der formentlig er tale om unge, der har  "leget"  med fyrværkeri.
 
Værtshusgæster sigtet for at tale fornærmeligt til politiet
 
Søndag den 15. januar måtte politiet to gange sigte værtshusgæster for at tale nedsættende og fornærmeligt til ordensmagten. 
På restauration Skovpubben i Skovlunde forløb en 20-årig mand fra Skovlunde sig kl. 0245 med et lidet flatterende ordvalg over for en civilpatrulje og blev sigtet.
Kl. 0350 var civilpatruljen på værtshustilsyn på Søborg Bodega og blev mødt af nedladende gloser fra en 46-årig mand fra København NV. Han blev også sigtet.
Begge sigtede bliver også meddelt forbud mod igen at indfinde sig på værtshusene de næste to år. 
Ubudne tyve ved nattetid
 
Et ægtepar blev mandag den 16. januar kl. 0510 vækket af en gerningsmand, der via en uaflåst dør havde skaffet sig adgang til villaen på Højdevej i Ballerup.
Inden ægteparret kom  "ud af sengen"  var gerningsmanden forsvundet, men det kunne konstateres, at gerningsmanden havde haft held til at stjæle bl.a. en sort skind rygsæk indeholdende div. kontokort, kontanter, kørekort, mobiltelefon m v.
Uden for villaen havde gerningsmanden efterladt en sækkevogn og en større flækøkse, der muligt hidrører fra et andet indbrud.
Evt. vidner eller andre, der mener at kunne bidrage til sagens opklaring, bedes kontakte nærpolitiet i Gladsaxe eller Gladsaxe politi på tlf. 3954 1448.
 

Senest opdateret: 16. januar 2006

Kilde:   www.politi.dk/gladsaxe