Tirsdag den 6. Juni 2006


Fredningsforslag for Buddinge Batteri

Et af de få fortidsminder i Gladsaxe er nu på vej til at blive genoprettet som rekreativt område med offentlig adgang.
På sit møde i dag skal politikerne i økonomiudvalget behandle et fredningsforslag for
Buddinge Batteri, der er over 100 år gammelt og blev opført som en del af Københavns befæstning.
Det er Danmarks Naturfredningsforening der sammen med kommunens byplanafdeling har udarbejdet fredningsforslaget, som skal sikre såvel de rekreative som kulturhistoriske
interesser omkring det gamle forsvarsværk, fortæller Jørgen Hansen, natur- og
kulturmedarbejder i naturfredningsforeningen:
"Igennem længere tid har Gladsaxe Kommune haft udlagt Buddinge Batteri som offentlig park. Men det har jo så været ejet af staten, udlejet til kort- og matrikelstyrelsen og man har jo faktisk villet sælge det til boligbyggeri. Det er nu blevet ændret, fordi naturklagenævnet heldigvis gav os ret da vi påklagede den beslutning. Men vi ville gerne have sikkerhed for, at det fremover bliver et offentligt rekreativt område. Og det der nu sker med fredningen er, at vil dels får firlagt Buddinge Batteri sådan så vi får bevaret og synliggjort de dele der har med Københavns gamle befæstning at gøre. Der ligger nogle hæslige bygninger der, som staten har lagt og åbenbart ikke selv ønsket at fjerne. Det får vi nu sikkerhed for. Vi kan altså både sikre et offentligt rekreativt bynært område for befolkningen samtidig med, at vi kan fortælle en kulturhistorie om et af de fire befæstningsanlæg i Gladsaxe kommune", lyder det fra Jørgen Hansen, Danmarks Naturfredningsforening.

El-børs giver besparelser

Gladsaxe kommune kommer til at spare på elregningen de kommende år, hvis benyttelsen af en mægler på det fri el-marked vel at mærke går som forventet.
El-børsen kan som andre børser gå op og ned, men kommunen har sikret sig, at der i hvert fald højst kan blive tale om en merpris på et par ører pr. kilowatt.
Men det skulle gerne gå den anden vej og give en millionbesparelse hen over de tre år, siger energikoordinator Poul Mathiesen: "Vi havde først regnet med en besparelse på 10%, men må nok justere ned til mellem 5-10%. Samlet udbyder vi for omkring 60 millioner kroner el, så for Gladsaxes vedkommende regner vi med en besparelse på i alt cirka 1,5 million kroner. Den største besparelse finder vi dog stadig ved at nedsætte forbruget – den billigste strøm er jo den, vi ikke bruger, og vi arbejder konstant på nye metoder på det område".

Erhvervsledere går uden om jyder

For anden gang i træk bliver Gladsaxe Erhvervsråd nødt til at aflyse et arrangement i samarbejde med Aalborg Universitet. Første gang var i januar sidste år og denne gang drejer det sig om et arrangement der var sat til i morgen. Men erhvervsfolk i Gladsaxe har tilsyneladende svært ved at forestille sig at jyder kan gi gode råd til hvordan man driver virksomhed i hovedstadsområdet. I hvert fald var der kun seks tilmeldinger til tema-mødet i morgen. Sektionsleder på Aalborg Universitet og hovedkraften bag arrangementet Stig Taps fortæller: " Der er mange der ikke er klar over at vi har en selvstændig afdeling herovre i hovedstaden, så nu arbejder vi på at lave vores navn om til Copenhagen Institute of Technology".

Kørte vildt på fortov

Man må ikke køre i stærk fart på et fortov på en uforsikret, uindregistreret motorcykel.
Det måtte en 19-årig mand i fredags sande i retten i Gladsaxe, hvor han også var tiltalt for ved samme lejlighed at have forsøgt at køre en betjent ned.
Det sidste, en overtrædelse af straffelovens § 119, blev den 19-årige imidlertid frifundet for. Men resten af forseelserne kostede ham en bøde på 6.500 kroner, en betinget frakendelse af kørekortet i tre år og en konfiskeret motorcykel.
Den hasarderede kørsel foregik på Hjortevænget i Bagsværd.

Christianehøj glade for løver

Ny-ompolstrede stole, nye gulvtæpper og hjælpende hænder når der er brug for det. Lions Club Søborg har en stor aktie i de mange aktiviteter, der foregår for Gladsaxes førtidspensionister på dagcentret Christianehøj. Det fortæller centrets leder Beate Ørskov, der viser rundt i centret og starter med at beskrive dagligstuens gamle stole: "Der er jo mange ting der ikke ville kunne lade sig gøre, hvis ikke Lions Club Søborg hjælper os. Både praktisk og økonomisk". I søndags kunne Lions Club Søborg fejre 40 års jubilæum. Det bliver fejret med en reception på fredag. Hør mere om Lions Club i morgen, når Dagsordenen ser nærmere på denne verdenskendte organisation, som måske har set sin storhedstid. Det er i morgen fra 16-17.