Torsdag den 8. Juni 2006


Ældrekollektiver nedlægges

To ældrekollektiver på Mørkhøjvej skal afvikles og overgå til boliger for unge psykisk handicappede. Kollektivet Gyngemosegård indeholder i alt 12 boliger, og de fire står tomme.
Årsagen er, at de ældre ikke har lyst til at flytte ind i kollektiverne.
Overassistent Jørgen Jørgensen fra Pleje og Omsorgsafdelingen i Gladsaxe Kommune mener at pladsen i lejlighederne er for trang:
"Det har altid været svært at leje boligerne ud, for det område beboerne har til privat brug er meget småt. Desuden er boligerne ikke handicap-venlige".
De nuværende 8 beboere kan blive boende i lejlighederne. Hvis de ønsker at flytte, får de tilbudt en anden bolig af kommunen. Det er unge psykisk handicappede som overtager kollektiverne.

Snød med falske prislabels

Kassemedarbejderne ved købmænd og supermarkeder skal til at se ekstra godt på varerne, når de ruller forbi på båndet.
En ny form for bedrageri er nemlig ved at komme på mode; påklæbning af falske stregkoder.
Senest forsøgte en 35-årig mand sig i Føtex i Herlev, fortæller Henning Nielsen, bedragerichef ved Gladsaxe politi.
Den 35-årige har for nogen tid siden kopieret en række stregkoder fra billige varer over på labels. Dem tog han så tirsdag med i supermarkedet og placerede ovenpå dyrere varer.
Men en vaks medarbejder kunne ikke få de billige priser til at passe, og den 35-årige blev tilbageholdt. Overfor politiet bedyrer han, at det er første gang, han har forsøgt sig med snyderiet.
Varernes rigtige pris beløb sig til 779 kr. Men med de falske labels kom prisen ned på 125 kr.

Internettet kan afkorte ventetiden

Hvis du har behov for behandling hos en speciallæge – for eksempel en øjenlæge, en psykiater eller en plastic kirurg – så kan du spare dig selv for mange måneders ventetid, ved at undersøge hvor lang køen er hos de forskellige læger. Tidligere indebar sådan en undersøgelse rundringninger til fortravlede receptionister, der kun var mulige at få fat på, på de tidspunkter som speciallægen havde udset sig til kontortid. Nu kan sammenligningen gøres på alle tidspunkter af døgnet via internettet. Københavns Amt oprettede i slutningen af sidste år en hjemmeside som viser samtlige speciallægers ventetider, så man hurtigt kan sammenligne dem. Og de københavnske patienter er i stort omfang begyndt at bruge hjemmesiden. I løbet af de seneste fire måneder har siden været vist over 1200 gange, og det er især øjenpatienterne der har benyttet sig af hjemmesiden. Formand for Københavns sundheds- og forebyggelsesudvalg, Nina Berrig, håber at andre patientgrupper også vil opdage oversigten. Og der er god grund til at tro at den vil blive fundet, for et besøg på hjemmesiden viser at man med få museklik kan undgå månedsvis af ventetid. Hvis man eksempelvis har brug for en psykiater kan man på oversigten se at et sted har en ventetid på syv måneder, mens man et andet sted kan få en tid i løbet af en uge. Har man problemer med øjnene kan man også med fordel benytte sig af oversigten. Den viser nemlig at én øjenlæge har en uges ventetid mens en anden har et års kø. Udover ventetider viser oversigten også klinikkernes telefonnumre og træffetider, så man kan ringe og lave en aftale. Har man lyst til at sammenligne ventetider så gøres det på www.kbhamt.dk/speciallæge

Menighedsråd: Kristendomsundervisning skal opkvalificeres

Kristendomsundervisningen på Gladsaxes skoler trænger til en opkvalificering.
Det mener de lokale menighedsråd, som derfor nu i fællesskab starter en folkekirkelig
skoletjeneste.
Det nye samarbejde mellem skole og kirke skal inspirere både lærere og elever med nye idéer til kristendomsundervisningen via særlige undervisningsmaterialer og undervisningsforløb:
"Vi vil være i stand til først og fremmest at få en dialog i gang. Det er vigtigt at dels lærerne men så sandelig også eleverne får en opfattelse af, hvad kirker og præster er for nogen? For mange børn er oplevelsen af kirken når de bliver døbt – og de har de jo af gode grunde ikke meget erindring om – og når de er til konformationsundervisning og bliver konfirmeret. I den mellemliggende tid er det yderst begrænset hvad de kommer i kirken. Og vi må så via denne tjeneste forsøge at gøre det naturligt, at kirken er et sted man godt kan komme" fortæller Sven Hilskov, formand for forretningsudvalget for kirke-skoletjenesten i Gladsaxe-Herlev provsti, som forventes at starte d. 1. august.

Lions i krise

Lions-klubberne i Danmark har svært ved at få tilført nyt blod, og det har betydet at en række klubber rundt om i landet har været tvunget til at dreje nøglen om. Det bekymrer stifteren af de to Lions-klubber i Gladsaxe, Jørgen Rye: "Det er meget svært at få de 30-40-årige til at gå ind i klubben, og det er en skam. Jeg mener, at de unge vil få meget ud af at gøre et stykke arbejde for samfundet". Her i Gladsaxe har de to Lions-klubber i Bagsværd og Søborg også oplevet tilbagegang i medlemstallet, men bliver dog stadig betragtet som sunde og levedygtige klubber.

Gratis adgang til AB-kamp

På søndag spiller AB sæsonens sidste hjemmekamp på Gladsaxe stadion, og det bliver fejret med gratis adgang for alle med en grøn AB-trøje på.
"Jeg synes støtten til holdet har været utrolig dejlig at opleve. Det er også derfor, vi åbner portene og giver gratis adgang til vores fans", siger administrerende direktør i AB Ronny Saul.
Søndagen kan da også gå hen at blive en mindre festdag for klubben, der indtil for ganske nylig lå til nedrykning fra 1. division. I dag ser det mere fornuftigt ud, og der skal tabes stort de sidste to kampe, samtidig med, at holdene under stregen skal vinde tilsvarende stort, hvis AB skal ryge ud.
Men søndag kl. 15 mod FC Fredericia kan det hele blive afgjort med sikkerhed. Portene åbnes kl. 14.