Tirsdag den 13. Juni 2006


Ældre føler sig overset af kommunen

De ældre i ældrekollektiverne på Mørkhøjvej føler ikke de blev hørt før kommunen besluttede at lade unge psykisk handicappede flytte ind i kollektiverne. Gladsaxe Kommune har længe haft problemer med at finde nye beboere til fire ledige lejligheder i kollektiverne. Men kommunen burde have inddraget de ældre i beslutningsprocessen, mener de ældres bisidder Birte Klamer.
"Kommunen skulle have spurgt de ældre hvad de kunne leve med, før de trak beslutningen ned over hovedet på dem. I kollektiverne bor man meget tæt op og ned af hinanden, og de ældre har ikke kræfter til at bo sammen med unge udviklingshæmmede. Man bør lade de ældre blive boende i deres sidste år og tømme kollektiverne ved naturlig afgang", siger Birte Klamer.
Formand for Socialudvalget Erling Schrøder siger at kommunen er nødt til at udleje boligerne.
" Vi kan ikke have lejlighederne stående ledige, og vi synes at det er til et godt formål at leje dem ud til udviklingshæmmede".

Fem borgmestre i Gladsaxe

Gladsaxe var i weekenden vært for en stor borgmesterkonference med deltagelse af
Borgmestre fra fem venskabsbyer.
Og for tyske Charlottenburg-Wilmersdorf var et af de væsentligste formål med konferencen at sikre at de mange børn og unge fra venskabsbyerne fortsat kan mødes på tværs af sprog og
landegrænser. "Det er meget vigtigt", mener borgmester Monika Thiemen.
Det er kun tre uger siden engelske Sutton fik ny borgmester, så for Richard Bailey blev
mødet med venskabsbyerne og borgmesterkollegerne en meget lærerig oplevelse:
"Jeg har lært en masse om, hvad det er for nogle problemer de har i de andre venskabsbyerne og hvordan de forsøger at løse dem", siger Suttons nye borgmester.
Foruden Sutton, Charlottenburg-Wilmersdorf og værterne fra Gladsaxe deltog også franske Gagny og tyske Minden i weekendens borgmesterkonference.

SMS fra biblioteket

Børn op til 14 år vil fremover kunne få besked via SMS på mobiltelefonen, når deres reserverede bøger, musik eller andre materialer fra det lokale bibliotek i Gladsaxe er kommet hjem til afhentning.
Det er i hvert fald tanken bag et forslag, som politikerne i kulturudvalget i dag skal tage stilling til.
Det koster bibliotekerne ca. 40 øre pr. afsendt SMS, og da der regnes med omkring 10.000 bestillinger om året for aldersgruppen, så bliver den ekstra udgift i størrelsesordenen 4.000 kr.
Bibliotekslånere over 14 år skal betale den takst, deres teleselskab normalt opkræver.

Borgermøde om skadelige stoffer

Det handler om miljøet og vores sundhed når Grønt IDÈcenter i Gladsaxe i aften inviterer til borgermøde om skadelige stoffer og miljømærkede varer:
"Det er fordi vi i dag som borgere bruger utrolig mange produkter til at vaske os med, gøre rent med osv. Og mange af de produkter er tilsat nogle stoffer, som ikke er særligt gode for miljøet og heller ikke nødvendigvis for vores sundhed. Og på mødet vil vi fortælle lidt om, hvordan man undgå at bruge produkter som er farlige for miljøet og for vores sundhed. Og hvilke produkter der findes i butikkerne i dag som er miljømærkede", fortæller Pernille Bramstrup fra Grønt IDÈcenter.