Mandag den 19. Juni 2006



Billige priser på elendigt brolæggerarbejde

Et sjak britiske arbejdere faldbyder i øjeblikket husejere i Gladsaxe og omegn ny- og omlægning af indkørsler og andre flisearbejder.
Det sker til priser langt under normalen her i landet. Til gengæld bliver der så heller ikke betalt moms og skat af det udførte arbejde, som i øvrigt kan være af meget tvivlsom karakter.
Det er i dag ikke ulovligt for husejere at hyre flisearbejderne, men en lovændring på netop det område er under overvejelse.
Flere husejere har i øvrigt oplevet, at hvis de har betalt depositum, så er arbejdet aldrig blevet fuldført. Atter andre har efter nogen tid, eksempelvis med længerevarende regn, opdaget, at fliselægningen er under al kritik.
Fliselæggerne, der formentlig ikke har den helt store brolæggereksamen bag sig, overtræder både dørsalgsloven og næringsloven.
Senere i udsendelsen bringer vi et interview om sagen med lederen af bedrageriafdelingen ved Gladsaxe politi.

Bedre faciliteter til softballspillere

Bedre baneforhold har længe stået øverst på ønskelisten hos Gladsaxe Softball Klub.
Klubbens faciliteter er nemlig så ringe, at de lokale softballspillere risikerer bøde hver
gang de spiller kamp", fortæller Betina Lorenzen, formand for Gladsaxe Softball Klub.

Bedraget for 2 x 200.000 kroner

En 40-årig mand fra Bagsværd er blevet snydt og bedraget for 400.000 danske kroner af en svensk mand.
Den 40-årige boede indtil efteråret 2005 i Sverige, hvor han sluttede opholdet med at sælge sin bil. Den blev solgt for 200.000 kr. – penge, som han imidlertid aldrig fik mellem hænderne.
I bilen var den 40-årige desuden så uheldig at glemme sin bærbare computer, fyldt med en række personfølsomme oplysninger, blandt andet kontonummer og kodeord til netbank.
De oplysninger udnyttede den svenske bedrager med stor fornøjelse og tømte en konto for yderligere 200.000 danske kroner, altså til sammen godt og vel 450.000 svenske.
Bedrageren er blevet identificeret, og to svenske politifolk besøgte fredag Gladsaxe politi for at klarlægge det videre forløb.

Ny kampagne: Husk brugte glas til genbrug

Mens det efterhånden går rigtig godt med at få samlet tomme glasflasker ind til genbrug, ja så kniber det mere med at huske de brugte emballageglas til f.eks. sild- og sennep.
Det skal en ny kampagne som Vestforbrændingen og bl.a. Gladsaxe kommune står bag rette op på:
"Vi har tidligere lavet en spørgeskemaundersøgelse sammen med kommunerne og Gladsaxe særligt hvor vi fandt ud af, at der er flere borgere der husker at putte flaskerne i genbrugsbeholderne. Men emballageglas tit ender i skraldespanden. Og det er jo synd. Ved at smide dem i skraldespanden kommer de jo sammen med resten af affaldet og ryger ind i ovnen i forbrændingsanlægget hvor de ender i asken som så ikke kan genbruges", lyder det fra Louise Kreilgård, planlægningsmedarbejder på Vestforbrændingen.

Amatørkunstnere får egen udstilling

Fritidskunstnerne i Gladsaxe får nu mulighed for at udstille deres kunstværker på professionel vis. Gladsaxe Kommune og Gladsaxe Kunstforening har nemlig åbnet for tilmeldingen til "Sommerudstilling 2006", som giver alle gladsaxe-borgere med en større eller mindre kunstner i maven mulighed for at udstille deres kunst. 34-årige Maria Clementsen er en af de første, der er blevet tilmeldt arrangementet. Og hun glæder sig til oplevelsen: "Jeg har danset rundt på gulvet af spænding, og har sommerfugle i maven. Jeg har aldrig prøvet at udstille før og er spændt på den respons på de billeder jeg maler". Sommerudstillingen foregår i kommunens udstillingsbygning Thorasminde i tiden fra 25. august til den 10. september, og tilmeldingsfristen til arrangementet udløber fredag den 21. juli.

Minisport med seks idrætsgrene

Fodbold, svømning, judo eller badminton – det er nu børnene i de kommende 1. og 2. klasser skal melde sig til, hvis de vil være med i Minisport i Gladsaxe efter sommerferien.
Minisport går ud på at lade børnene prøve seks forskellige sportsgrene i løbet af en sæson, fortæller Karin Lund, som er bestyrelsesmedlem i Gladsaxe Svøm og Mini-sport:
"På den måde finder børnene ud af hvad de selv bedst kan lide, og så sparer forældrene dyrt udstyr til en sportsgren som barnet måske bliver træt af. Derudover er det en god måde at blive introduceret til sport og motion på".
Man tilmelder sig ved at udfylde en kupon og sende den til Gladsaxe-Minisport og det gælder om at skynde sig for her gælder først til mølle-princippet. Læs mere på www.gladsaxe-minisport.dk.