Torsdag den 22. Juni 2006
Faldende elevtal på produktionsskolen fører til lukning
- Produktionsskolen på Gladsaxevej, som modtager unge der skal afklares før
de går i gang med en uddannelse, lukker. Grunden er at elevtallet er faldende,
og det er et sundhedstegn mener formand for børne og undervisningsudvalget
Trine Græse:
- "Det viser at eleverne har held med at komme i gang med uddannelser som er
kompetencegivende. Desuden ligger der mange gode produktionsskoler i
omegnskommunerne, som kan tage imod de unge".
- Konstitueret forstander for Produktionsskolen Linda Rostrup forstår ikke
beslutningen om at lukke skolen. Selvom elevtallet er faldende, mener hun at
kommunen lader de svageste unge i stikken:
- "Skolen på Gladsaxevej har været kendt for det tætte miljø med fokus på
den enkelte elev. Og det har de unge elever, der kommer her, særligt brug
for".
- Produktionsskolen har eksisteret i 13 år og har plads til 45 elever. Der
går i øjeblikket 33 elever på skolen, de 17 skulle være fortsat efter
sommerferien.
Indvielse af ny heldagsskole
- I dag er der officiel indvielse af heldagsskolen Lille Stengård, et helt
nyt tilbud til
- 12 – 15-årige med store tilpasnings- og adfærdsproblemer:
- "Det man typisk ville kalde for ballademagere", fortæller afdelingsleder
Lisbeth Mohr Mikkelsen. "De har tidligere enten ikke deltaget ret meget i
undervisningen eller forstyrret så meget at andre elever ikke har fået den
undervisning de skulle have. (..) På Lille Stengård har vi en væsentlig bedre
lærerbesætning, vi har også pædagoger ansat. Og vi kan give dem en sammenhæng
i skole og fritid", siger Lisbeth Mohr Mikkelsen fra den nye heldagsskole
- Lille Stengård, der ligger ved Bagsværd sø i en nyistandsat villa. Skolen
kan have 12 elever og de vil typisk gå på Lille Stengård et års tid.
Masser af bud på lokal kulturkanon
- Gladsaxes kulturkanon skal indeholde kommunens væsentligste kulturelle
værdier indenfor arkitektur, begivenheder, smukke steder og kulturtilbud og
endelig er der også en åben kategori for det ganske særlige, der ikke hører
med de andre steder.
- Og som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i går er det borgerne der bestemmer.
- Fra august og hele efteråret kan alle komme med forslag og kommentarer til
den lokale kulturkanon.
- Men Radio Gladsaxe tyvstartede og gik en tur på gaden for at indhente
nogle bud, og at dømme efter denne lille men til gengæld helt uofficielle
rundspørge skorter det ikke på forslag.
Træningen til pensionistidrætsmærket er i gang
- Så er træningen til senioridrætsmærket i fuld gang.
- Det er 27. sæson, og træningen foregår hver mandag og onsdag i juni,
august og september måned på Gladsaxe stadion.