Tirsdag den 9. Maj 2006


Gasfusion i byrådet

Gasselskabet Hovedstadens Naturgas, der har hovedsæde i Søborg, har længe været emne for fusionstanker. Politikerne, der bestemmer over den kommunalt ejede virksomhed, er delt op i tre blokke. De der er for en fusion, de der gerne vil have flere tal på bordet, og de der er imod fusionstankerne. Til den sidste gruppe hører Emilice Nielsen fra Enhedslisten, som er et af Gladsaxes fire medlemmer af gasselskabets repræsentantskab. Hun mener, at fortalerne for en fusion har en skjult dagsorden, der sigter mod at sælge virksomheden til det private erhvervsliv: "Fusionen har en så ringe økonomisk fordel at det umuligt kan være grunden til at man ønsker at gennemføre den. Ved at nedlægge 60 arbejdspladser i Søborg opnår en gennemsnitshusstand en nedsættelse af prisen på gas på under 10 kroner om året. Jeg har en trist fornemmelse af at man er begyndt at slanke naturgasselskabet med henblik på at være klar til at sælge det til private, når den tid kommer". Emilce Nielsen tager fusionsdiskussionen op i byrådet i morgen.

Slap helt af eller stress

En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser at over 44 procent af os danskere oplever at vi ofte eller af og til er stressede. Og tallet er stigende. Stressforsker Nanna Eller mener, at en af grundene er at vi har svært ved at slappe af: "Problemet er, at man glemmer, hvad det vil sige at slappe rigtig af. Mange er altid til at kontakte på deres mobil, og når folk tager på ferie i Sydfrankrig, tjekker de deres mail hver dag. Og så slapper man ikke af, som man egentlig burde".

Gratis biblioteks-sms for de unge

De unge biblioteksbrugere i Gladsaxe kommune får måske fremover mulighed for at kunne få gratis reserveringsmeddelelser fra bibliotekerne på deres mobiltelefon via SMS. Muligheden bliver foreslået af Børne- og kulturforvaltningen, som vurderer, at den ekstra gratis service vil koste omkring 4000 kroner om året. Det er dog allerede i forvejen muligt at få besked om sine reserveringer ganske gratis. Det kan lade sig gøre ved at få besked via sin email, mens man skal betale, hvis man benytter sig af den gammeldags brevmetode, hvor prisen er portoen på 3,75. Politikerne i Kulturudvalget skal i aften tage stilling til om de vil yde de unge borgere under 15 år den ekstra gratis service.

Aktivt kor

Igennem tre år har den hver torsdag aften stået på rytmisk musik og ikke mindst livsglæde i Mørkhøj kirke. Det er her Mørkhøjkoret holder til. Det består i øjeblikket af ca. 30 mænd og kvinder med lyst til musik og sang og socialt samvær. Og når der i næste måned er
sæsonafslutning, kan Mørkhøjkoret samtidig se tilbage på en meget aktiv sæson, fortæller
Karsten Mach, dirigent for Mørkhøjkoret som giver sæsonafslutnings-koncert i Mørkhøj kirke d. 8. juni.
 
(hør interview i lydudgaven)