Onsdag den 10. Maj 2006
Teater i Gladsaxe på trapperne
- Hvis det stod til Gladsaxe Teaterforening så kunne teatret komme tilbage
til Gladsaxe i løbet af et par uger. Det siger, Mogens Been, der blev valgt
som formand for teaterforeningen ved den stiftende generalforsamling i
mandags. Men hvis formandens ønske skal gå i opfyldelse så kræver det, at
selve egnsteatret, i form af Gladsaxe Teaterselskab, bliver stiftet: "Vi har
allerede fået tilbudt så mange forestillinger, at vi faktisk er i stand til at
spille teater i løbet af nogle få uger. Men det kræver at stiftelsen af
egnsteatret lykkes, og det sker nok først om et par måneder".
Øg fagligheden eller staten overtager
- ’Hvis kommunerne skal have indflydelse på fremtidens skole, så er det nu.
Ellers vil regeringen komme med endnu flere initiativer til central styring og
i sidste ende overtage opgaven helt’.
- Sådan blev en kronik i bladet Danske Kommuner for nylig indledt.
- Kronikken er blevet til på baggrund af en MPA-afhandling ved Copenhagen
Business School.
- Her har tre studerende fulgt diskussionen efter PISA-undersøgelserne
mellem regering, Kommunernes Landsforening, Danmarks Skolelederforening og
Danmarks Lærerforening.
- En af kronikørerne er Birgitte Husballe, der til daglig er økonomidirektør
i Gladsaxe kommune, og hun mener, at regeringens signaler skal tages
alvorligt, hvis skolerne ikke skal ryge ud af kommunernes hænder.
- Birgitte Husballe er gæst i programmet ’Den varme stol’, der sendes
onsdage kl. 7.30 og 17.30.
Maksimumstraf til drabsmænd
- To indiske brødre er ved Østre Landsret blevet idømt 14 års fængsel og
udvisning for bestandig for drabet på en 35-årig landsmand i maj sidste år.
- Den 35-årige blev fundet døende i en grøftekant på Greveegnen den 29. maj.
- Spor førte politiet til en villa på Forsvarsvej i Gladsaxe kommune, hvor
der bl.a. blev fundet blodspor. Her blev de to mænd anholdt.
- I byretten i Gladsaxe vedkendte den ene sig drabet, mens den anden indiske
mand kun erkendte at have været til stede og siden hjulpet til med at flytte
den afdøde fra villaen i Gladsaxe.
- Men under landsrettens behandling af sagen har begge nægtet sig skyldige
og gensidigt beskyldt hinanden for drabet.
- Drabet havde været planlagt i længere tid, fordi de tre på skift havde
været gift med de samme to kvinder, og den dræbte var kommet her til landet
for at hente en af kvinderne med tilbage til Indien.
- Under politiets efterforskning blev der i villaen afsløret tre børn i
alderen 7-13 år, som var aldeles ukendte af myndighederne. Hverken
socialforvaltning, skole eller andre instanser havde hidtil kendt til
eksistensen af børnene.
- Det ældste af børnene, en nu 14-årig dreng, var i øvrigt til stede i huset
under selve drabet, og siden også med i bilen, der fragtede den dræbte til
Greve.
- Desuden havde drabsmændene til sammen fem andre børn, som på det tidspunkt
boede i Værebroparken i Bagsværd.
- Politiet udtog DNA-prøver fra i alt 13 personer, heraf otte børn, for at
godtgøre de komplicerede familieforhold.
- Børnene er i dag spredt ud på dels et asylcenter, en døgninstitution og
lejligheder med deres mødre på adresser i Gladsaxe.
Flygtninge- og indvandrere og Gladsaxe bibliotekerne
- Arabisk populærmusik, tyrkiske romaner og serbiske spillefilm har længe
været en fast del af udvalget på Gladsaxe bibliotekerne.
- Alligevel er der for få der kender til bibliotekernes tilbud til folk med
flygtninge- og
- indvandrebaggrund, mener bibliotekar Aase Rørdam:
- "Jeg synes, vi har nogle gode tilbud til dem. Og det kunne måske godt
bruges mere end det bliver brugt. Og vi arbejder på at gøre opmærksom på det".
Allergikere stormer apotekerne
- Rindende næse og røde øjne der klør. Det er ikke nemt at være allergisk
overfor birkepollen i disse dage. I søndags målte DMI den højeste
koncentration af birkepollen i luften nogensinde i København, og det har man
kunne mærke på apotekerne rundt omkring i landet. Farmaceut på Buddinge
Apotek, Dorte Bæk fortæller: "Vi har haft mange flere kunder end vi plejer.
Nogle oplever allergiske reaktioner for første gang, og andre har meget
voldsomme allergiske reaktioner". Birkepollenallergikerne kan ånde lettet op
når pollensæsonen for birk slutter i starten af juni.