Mandag den 22. Maj 2006


Reform: Ret og politi væk fra Gladsaxe

Gladsaxe politikreds med egen hovedstation og byret er en saga blot fra årsskiftet.
Det er en kendsgerning, efter at et flertal i folketinget viser sig at bakker op om regeringens forslag til en politi- og domstolsreform.
Både ret, anklagemyndighed og politiets forskellige afdelinger flytter til Glostrup, og politistationen i Buddinge får karakter af lokalstation.

Telefonstorm efter IT-nedbrud

Mange forældre og børn blev skuffede efter et to timer langt it-nedbrud hos Gladsaxe kommune i mandags. Det var nemlig dagen hvor der var tilmeldingsstart på kommunens sommerferieaktiviteter, men elektronikken, der skulle gøre den manøvre smart og enkel, endte i stedet for i it-kaos, hvor ingen kunne se om børnene var tilmeldt eller ej. Fuldmægtig i børne- og kulturforvaltningen Gülden Uslu var lige så fortvivlet, som de mange forældre der ringede for at få en forklaring på problemet: "Vi havde mange der ringede, der var kede af, at de ikke kunne få at vide hvorvidt deres barn var tilmeldt eller ej. Men de har været meget forstående overfor situationen. Det er jo ikke noget vi ønsker sker, og IT-afdelingen er sat på opgaven nu, så systemet gerne skulle være klar, når vi i dag klokken 10 starter anden tilmeldingsrunde". Fortalte Gülden Uslu, der sammen med sine kollegaer nu ringer til de godt 300 forældre, hvis børn endte i en IT-gråzone. På trods af nedbruddet blev godt 1500 børn tilmeldt en sommerferieaktivitet den første dag.

Penge til funktionsændringer på skolerne

Gladsaxes skoler har her i løbet af foråret kunne søge om midler fra kommunens pulje til funktionsændringer.
Og et enigt byråd har netop opfyldt bl.a. Bagsværd skoles ønske om et
udelaboratorium til undervisning i natur- og teknikfag og Vadgård skoles ønske om indretning af et musiklokale i det tidligere gymnastiklokale.
I alt bevilgede byrådet godt to millioner kroner. Men der er lang vej igen førend Gladsaxes skoler kan lægge bygninger til en tidssvarende undervisning, mener SF:
"De 2,6 mio. forslagene koster tilsammen er en meget lille brøkdel af, hvad skolerne søgte. De søgte for ca. 25 mio. Og det vi ikke opfylder, er også fornuftige forslag. Der er meget langt igen før vores skoler er opdaterede så de kan lægge bygning til en tidssvarende undervisning", lyder det fra SF´s Gunnar Svendsen.

Og Paven kommer også…

For første gang nogensinde rejser Gladsaxe Symfoniorkester ud i den store verden med sin musik. Det sker her i Himmelfartsferien, hvor det lokale symfoniorkester er inviteret til den polske venskabsby Koszalin.
Orkestret skal introducere de polske venner til den nordiske musik, og der er planlagt to
koncerter.
Men, symfonikernes besøg i Koszalin falder sammen med årets formentlig største begivenhed i Polen og hele landet står på den anden ende netop i de dage, og derfor er den ene af de to koncerter i overhængende fare for at blive aflyst:
"Den skal foregå på et gymnasium. Og så viser det sig, at der skal være Pavebesøg netop i himmelfartsferien. Og så står Polen på den anden ende. Og så viser det sig, at muligvis får skoleeleverne fri om fredagen, hvor vi skulle have givet koncert. Og så er der jo ingen at spille for! Men, det er ikke vedtaget endnu og vi krydser fingre", siger Karin Röh fra Gladsaxe Symfoniorkester.