Mandag den 29. Maj 2006


Skoleindbrud styrtdykker i Gladsaxe

Mens antallet af indbrud på skoler rundt om i landet er tårnhøjt, er skolerne i Gladsaxe kommune væsentligt bedre stillet. I løbet af de seneste fire år har skolerne oplevet et fald i tyvenes besøg på intet mindre end 74%. Det fortæller kommunens sikkerhedschef, Gert Jensen, der de seneste seks år har arbejdet specifikt med at få tyvene til at holde sig væk fra skolerne: "Vi har igennem de seneste seks år løbende arbejdet på at sikre skolerne bedre. Vi har blandt andet indført nye nøglesystemer, rum-detektorer, røgkanoner, der spytter røg ud så tyvene ikke kan se noget, videoovervågning og mange andre former for mekanisk sikring".

Ville kvæste sagsbehandler

"Jeg kvaser dit hoved, og jeg medbringer et våben til at gøre det med".
Sådan lød truslen for nylig overfor en sagsbehandler i Gladsaxe kommune, der netop havde afvist at give penge til en 28-årig mand uden fast bopæl.
Truslen mod embedsmand i funktion er en overtrædelse af straffelovens § 119, og det har retten i Gladsaxe takseret til 14 dages ubetinget fængsel.
Den 28-årige er kendt for et hidsigt temperament og har blandt andet også overtrådt dyreværnsloven ved at have kastet en hund mod jorden og desuden også for overtrædelse af flere andre paragraffer i straffeloven.

Konservative vil have undersøgelse af plejehjemsmad

De seneste ugers omtale af maden på landets plejehjem har nu fået det konservative folkeparti i Gladsaxe til at bede om en redegørelse for ernæringsværdien i maden på Gladsaxes plejehjem og hvorledes kostplanerne sammensættes.
I en radiokommentar forleden sagde Eva Michaelsen:
"Såfremt undersøgelsen viser, at ernæringsværdien i maden på plejehjemmene ikke er tilstrækkelig høj, er det konservative folkeparti parat til at igangsætte nødvendige tiltag for at forbedre maden for de ældre, således at vi samtidig med at ernæringsværdien er opfyldt også sørger for at servere maden så indbydende, at de ældre får en god madoplevelse hver gang de sætter sig til bordet".

Slut med naturvejlederture

Så er det definitivt slut med guidede ture med amtets naturvejledere.
"Der er i hvert fald mange der vil komme til at savne de naturvejledede ture, som jo kendes fra foldere på bibliotekerne osv. Man kan jo håbe på at kommunerne vil tage handsken op, men det er desværre ikke en opgave, som er strengt pligtig. Men man kan sige af hensyn til vores fremtidige naturforvaltning var det måske et godt sted at sætte ind. Samtidig med at det fortæller noget om lokalområdet med nogle fagligt kvalificerede øjne har det altså også været i stand til at få nogle mennesker ud i det fri og få lidt motion. Så der er mange positive ting ved det", lyder det fra Gladsaxes grønne guide, Jesper B. Larsen.

Pensionistskovture stadig et tilløbsstykke

Rundt regnet 1000 personer har i år sikret sig billet til de populære pensionistskovture som netop i disse dage løber af stablen.
Turen går i år til Menstrup Kro ved Næstved.
"Vi glæder os til oplevelsen og til at være sammen med andre mennesker og komme ud i det fri", lød det fra nogle de forventningsfulde deltagere lige før afgang fra Gladsaxe rådhus.