Tirsdag den 21. Marts 2006


Borgermøde om dagligvareforsyning

Byrådet vil gerne høre borgernes mening om den fremtidige placering af dagligvarebutikker. I de næste par uger afholder kommunen derfor tre borgermøder, hvor konkrete forslag til nye placeringer skal diskuteres. Arkitekt Michael Behrens fra Gladsaxe Kommune fortæller:
"Baggrunden er at kommunen har modtaget en række ansøgninger til projekter forskellige steder, hvor der er investorer der ønsker at opfører nyt byggeri som kombinerer etageboliger og dagligvarebutikker. Derfor har byrådet så drøftet projekterne og de har besluttet at diskuterer dem på tre borgermøder. Mødet i aften er det første, og det drejer sig om et projekt på hjørnet af Buddinge Hovedgade, Stengårds Allé og Blomstermarken. De to øvrige møder handler om et projekt i nærheden af Stengårds St., og om butiksudbygning i TV-byen. Men som sagt i aften drejer det sig om projektet ved Buddinge Hovedgade og her får folk så mulighed for at give deres mening tilkende omkring det konkrete forslag.
I forhold til hvad man normalt gør, så er der jo ikke på forhånd taget politisk stilling til hvordan det videre forløb skal være. Der er altså ikke tale om at Borgermødet handler om et forslag til lokalplan eller til kommunalplantillæg, det ligger først efterfølgende".
Borgermødet finder sted kl. 19.30 i rådhusklæderne på Rådhuset

Net-mobning fører til censur

En undersøgelse viser at fire ud af ti børn har været udsat for voldsomme chikanerier som dødstrusler, bank og seksuel chikane, når de færders på internettet. Den udbredte mobning på nettet har fået en del skoler og ungdomsklubber til at forbyde brugen af det mest udbredte mødested på nettet ved navn Arto.dk. Her i Gladsaxe har eksempelvis Søborg Skole og ungdomsklubben Club 222 lukket for den populære hjemmeside. Men det er ikke løsningen i ungdomsklubben Klub Søborg fortæller klubleder Frederik Hansen: "Vi lukker ikke arto.dk, fordi det er vigtigt for os, at de unge lærer at bruge internettet. Derved sender vi også et signal om, at de kan komme til os med de problemer, de har, når de er på nettet. Hvis vi lukker arto.dk, så frygter vi, at de går steder hen, hvor der ikke er nogle voksne til at hjælpe eller vejlede dem". I Klub Søborg har man samtidig besluttet at trække computerne ned i andre lokaler, hvor der altid er voksne i nærheden.

Ældreråd ønsker tid på hjemmehjælpen

De ældre i Gladsaxe kommune har behov for at få tiden på hjemmehjælpens ydelser at vide, så de blandt andet kan få bedre mulighed for at planlægge, hvordan deres hjem skal gøres rent. Det siger ældrerådets formand Knud Ole Jensen, der i øjeblikket kæmper for at få sit synspunkt igennem hos kommunen, der er i gang med at revidere sine såkaldte kvalitetsstandarder på omsorgsområdet: "Vi har mulighed for at få vasket gulvet og få støvsuget vores hjem, men hvis vi eksempelvis ønsker at få vores køleskab rengjort, så siger reglerne at den ydelse skal tilpasses de øvrige ydelser. Men det kan være svært for os at vurdere, hvor meget eller hvor lidt en ydelse er værd i forhold til andre ydelser. Det vil være nemmere hvis vi fik oplyst en tidsramme for hver enkelt ydelse".

Falske HUR-klippekort

En 51-årig mand er forleden ved Retten i Gladsaxe blevet idømt 60 dages betinget fængsel for dokumentfalsk.
Manden var tiltalt for at have solgt et falsk HUR-klippekort fra sin kiosk i Mørkhøj, og for at være i besiddelse af yderligere 30 falske klippekort. I retten erkendte den 51-årige, at han vist nok havde solgt det pågældende klippekort. Ligesom han erkendte, at han havde været i besiddelse endnu 30 klippekort, som det havde været hans mening at sælge. I hans forklaring fremgik det, at samtlige klippekort havde han købt af en for ham ukendt tyrkisk mand, men han havde ikke vist, at de var falske.
Den 51-årige udbad sig om betænkningstid med henblik på en eventuel anke af dommen på de 60 dages betinget fængsel.
En 31-årig medindehaver af kiosken var ligeledes tiltalt for dokumentfalsk, men han blev frifundet.