Onsdag den 29. Marts 2006


Liv i nyt Gladsaxe teater

Der bliver også teatervirksomhed i Gladsaxe fremover. Det tyder alt i hvert fald på, efter at et enigt økonomiudvalg har sagt ja tak til at omdanne Gladsaxe teater til et egnsteater med to millioner kommunale støttekroner i ryggen.
Accepterer kulturministeriet ved Kunststyrelsen også det nye teater, så udløser det yderligere to millioner i støtte fra staten, siger Lars Abel, konservativ kulturudvalgsformand og medlem af økonomiudvalget i Gladsaxe.
Gladsaxes nabokommuner vil også blive hørt for en eventuel interesse i at få en andel af det nye egnsteater.

Flest pensionistidrætsmærker til Gladsaxe

Gladsaxes pensionister er blandt de der har taget flest idrætsmærker gennem de seneste 25 år. Og i aften får yderligere halvandet hundrede modne men særdeles aktive idrætsfolk
overrakt det synlige bevis på bestået prøve i bl.a. svømning og boldspil; idrætsmærket. Et
pensionisttilbud som har meget høj prioritet i Gladsaxe, og formand for social- og sundhedsudvalget, Erling Schrøder fortæller her hvorfor: "Det er meget afgørende, fordi på den måde får pensionister jo også mulighed for at komme ud og røre sig, og få den motion som vi nu skal have alle borgere i gang med her ifm. at vi skal gøre noget for folkesundheden. Og det er noget vi prioriterer utroligt højt, og som borgerne går meget stærkt op i".
Pensionistidrætsmærkerne bliver overrakt i aften ved et stort arrangement på
omsorgscentret Kildegården, hvor også gymnastikinstruktør Nina Wellin kommer og holder aftenens "pep-talk".

Affald frem og tilbage

"Det må have været mere besværligt at slæbe affaldet ud i naturen, end hvis det blot var blevet deponeret på normal vis". Sådan siger grøn guide i Gladsaxe, Jesper Bjerring Larsen, efter søndagens landsdækkende affaldsindsamling, der for hans og en lille udsøgt tapper floks vedkommende foregik i Høje Gladsaxeparken.
Hør mere til Gladsaxe kommunes grønne guide i programmet Miljømagasinet.
Der skal det handle om haven og naturen netop nu, om miljøvurdering af konventionel og økologisk avl og om lokale grønne initiativer.
Det bliver sendt første gang onsdag morgen kl. 8.30 og genudsendt torsdag kl. 13.30.

Caféaften på Værebro Skole

I aften inviterer Værebro Skole til Cafe-arrangement, og her kan alle interesserede få et indblik i hvad skolens elever beskæftiger sig med i det daglige.
Skoleleder Jacob Kaufmann fortæller: "Det er en lang tradition der spænder tilbage fra dengang hvor skolen var en vigtig del af lokalsamfundet. Vi syndes at vi har en rigtig god skole at byde på, og så er vi en skole der arbejde meget med direkte dokumentation, af det som børnene laver i undervisningen. Vi havde derfor brug for nogle aftner, hvor vi kunne få forældrene herop under hyggelige former. Hver Caféaften har sine særlige indslag. Der er altid 2-4 klasser som enten udstiller, viser et teaterstykke eller optræder på anden måde. Så det har et dobbelt formål, at samle forældrene under hyggelige former, være lokalområdets kulturelle centrum, og så at skolen viser sit ansigt udadtil, især hvad det er at børnene de laver. Det er ikke kun et forældre arrangement, vi sender "Café-folderen" ud vidt og bredt. Og vi inviterer til at forældrene tager venner og bekendte med, og vi siger det videre til folk der kommer på besøg på skolen. En Caféaften er noget man bør komme ud og se og opleve. Ikke mindst fordi man kan få et godt og billigt måltid mad".