Torsdag den 30. Marts 2006


DF: Blankocheck til teater

Gladsaxe Kommune er i færd med at udstede en blankocheck, mener Dansk folkeparti.
Som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i går så er økonomiudvalget parat til at støtte et
egnsteater i Gladsaxe Teaters bygninger med to millioner kroner.
Kristian Niebuhr, dansk folkeparti: "Det her gør man for en lille interessegruppe i Gladsaxe kommune. Og vi synes økonomiudvalget på den måde har udstedt en blankocheck, ingen af os kan overskue hvor mange penge det rent faktisk kommer til at dreje sig om. Man skal indgå en aftale, sådan som jeg har forstået det, man skal lave en underskudsgaranti for teatret. Man hænger det så op på, at Staten skal komme med et lille driftstilskud. Men det beløb man på nuværende tidspunkt er ude med, at man indtil videre vil give 2 mio., det kan meget nemt blive til mange flere penge. Dansk folkeparti kunne godt have tænkt sig at man havde ventet lidt med denne her beslutning, vi ved godt man har hastet det igennem fordi der ligger en ansøgningsfrist for at få tilskud fra Staten, men mht. at give tilskud til teatret synes vi måske at offentligheden skulle have haft mere at vide om, hvad det rent faktisk kan komme til at koste Gladsaxes borgere. Og det ved vi ikke på nuværende tidspunkt", siger dansk folkepartis Kristian Niebuhr.

Dagplejebørn spiser sundere

De næsten 300 børn der er i dagpleje i Gladsaxe har fået ny og sundere mad på menukortet. Det er resultatet af et netop overstået kursus som dagplejerne har været på, som led i kommunens forebyggende indsats mod overvægt. Souschef i Dagplejehuset på Pilegårdsvej Bettina Thorsen fortæller: "Alle dagplejere har været igennem et ugekursus, hvor de har været igennem alle teorierne omkring mad til småbørn og har fået de sidste opdateringer på området. Derudover har de selv arbejdet med nye opskrifter i køkkenet. Målet er at den nye viden bliver en del af den daglige praksis hos den enkelte dagplejer".

Ny støjsvag asfalt til Gladsaxe

To af de mest trafikerede veje gennem Gladsaxe får nu ny asfaltbelægning.
Det gælder Søborg Hovedgade fra rundkørslen og helt frem til kommunegrænsen ind mod Gentofte ved vejen Munkely.
Bagsværdvej, også kaldet Ring 4, får ligeledes ny asfalt på stykket fra Hillerødmotorvejen til Christian Xs Allé i Lyngby.
Begge veje er i dag amtsveje, men overgår fra næste år til kommunal ejendom i forbindelse med realiseringen af strukturreformen.
Til glæde for støjplagede Gladsaxe-borgere med bopæl nær de to veje, så skal det lige med, at den nye asfaltbelægning bliver mere støjsvag.
Selve arbejdet vil på Søborg Hovedgade blive udført om natten. På Bagsværdvej om dagen, men dog udenfor myldretiden.
Sammen med et tredje projekt i Lyngby løber udgifterne til asfaltarbejdet op i 17 mio. kroner.
Amtet forventer at have afsluttet projekterne hen over sommeren.

Gaderøvere taget nær gerningssted

Gerningsmænd til forbrydelser, store som små, bør ikke blive i nabolaget af gerningsstedet.
Det måtte to unge drenge på 15 og 16 år sande tirsdag eftermiddag på Søborg Torv.
Kort forinden havde de på Søborg Parkallé frarøvet forskellige værdier fra en jævnaldrende dreng, dog ikke hans mobiltelefon, der var af ældre dato. Og duede den, gjorde den også.
For fra sit hjem kunne ofret, efter at have konfereret sagen med sine forældre, nemlig tilkalde politiet via samme telefon. Røverne kørte nemlig rundt på en knallert på Søborg Torv, hvor de var lige til at hapse for en politipatrulje.
Da ingen af de to havde en kendt kriminel fortid, blev de løsladt efter afhøring, men vil senere blive tiltalt for trusler og trusler om vold.

Furesømarchen

På søndag vil stierne omkring Bagsværd Sø, Furesø og Farum Sø blive tæt befolket, for der er det tid for den årlige Furesømarche. Det er Gladsaxe Gangsport der står for arrangementet, og formand Ivar Maibom fortæller: "Søndag morgen kl. 8.30 starter Furesømarchen for 33. gang, det er sådan set en gang mere end klubbens alder, idet klubben er 32. år gammel. Men det er fordi nogle mennesker i sin tid syndes at det kunne være sjovt at gå Furesøen rundt, så man startede simpelt hen med at mødes på Holte St., og så gik en gruppe på 30 til 40 mennesker rundt om Furesøen. Året efter blev den så etableret som et rigtigt arrangement. Og vores turer, går lige fra den lille tur, hvor man går ned til Bagsværd Sø og så op gennem Aldershvile Parken. 12. km. turen går Bagsværd Sø rundt. 20. km. turen går også Bagsværd Sø rundt, og så går den op i Virum og ned langs Furesøen. Så har vi den tur som marchen er opkaldt efter, nemlig Furesømarchen der går hele vejen rundt om Furesøen. Og endelig er der turen for de virkelig barske, de tager lige en ekstra tur rundt om en ny sø, det er Farum Sø, og i alt kommer man op på 43. km. Den tur vil jeg ikke anbefale til familier. Men til dem har vi jo som sagt de mere familievenlige turer, hvor vi enkelte steder har lagt ruten om, så man både kan komme frem med barnevogn og kørestol. Vi gør i det hele taget vores bedste for at det skal blive en familiedag. Stavgænger er selvfølgelig også velkomne hos os".
Der er start og mål for samtlige ruter på Søndergårdsskolen, Bagsværd Hovedgade 62.