Fredag den 3. November


10. klasse fortsætter som før

Forliget i folketinget om at lade landets 10. klasser køre videre stort set uændret bliver mødt med tilfredshed af formanden for undervisningsudvalget i Gladsaxe, socialdemokraten Trine Græse:
"Det er rart med den beslutning, for vi har haft god succes her i Gladsaxe med vores 10. klassecenter, sådan som lovgivningen har været skruet sammen. Med forliget får centret nu arbejdsro efter en periode, hvor meldingerne om både nedlæggelse og omlægning til ungdomsklasse målrettet svage elever har floreret. Det giver også et andet og bedre arbejdsgrundlag for den arbejdsgruppe, der skal se på, om ungdomsskolen og 10. klassecentret fremover skal have en form for fælles ledelse"

Røvede Matas med økse

Gladsaxe politi står uden spor efter to unge røvere, der onsdag eftermiddag med en økse truede sig til kassebeholdningen i Matas, Bagsværd.
Omkring 14.30 trådte de to maskerede røvere ind i butikken, den ene holdt en 40-50 cm stor brændeøkse truende op foran ansigtet på en af ekspedienterne og råbte med accent: "Det er et røveri, åbn kassen".
Til at begynde med troede de ansatte, at der var tale om en spøg i anledning af halloween, men da røveren mere og mere ophidset gentog ordene, gik det op for personalet, at det var alvor.
Kassen blev åbnet, og røverne forsvandt i ukendt retning med 10.000 kr. i kontanter.
Gerningsmændene er begge 17-20 år, mørke øjne, omkring 170 cm høje og spinkle af bygning. Begge bar mørkt fritidstøj med hætter snøret sammen omkring ansigtet. Den ene desuden med en gul kasket under, den anden med et mørkt tørklæde.
Eventuelle vidner bedes henvende sig til Gladsaxe politi på 3954 1448.

For få skattepenge i Haabersti

For lav skatteudskrivning og dermed for få penge i kassen til udvikling er det største problem i dag i Gladsaxes estiske venskabsby Haabersti.
Det siger byens borgmester Viktor Vassiljev, der de seneste tre dage blandt andet har gennemtrawlet kultur-, børne- og ældreinstitutioner i Gladsaxe for at få gode ideer med sig tilbage til Estland.

Roser til bog om Gladsaxe

Asger Liebsts bog ’Drømmen om Gladsaxe’ får, ligesom denne radiostations anmelder forleden gav den, fine ord med på vejen i den første anmeldelse i en af de landsdækkende aviser.
I Information skriver Pernille Stensgaard, at bogen er en ’levende og dybt underholdende krønike om forstaden, der forandrede Danmark, fordi den gik foran de andre, og fordi visse af dens borgere senere kom på afveje, så det kunne mærkes på resten af landet….Der er mange måder at skrive lokalhistorie på, og Asger Liebst har valgt den sjoveste, mest subjektive og i mine øjne mest givende ved at se stedet som et sindbillede på tressernes optur og den efterfølgende nedtur med forrygende tømmermænd, populister, bombemænd og Centrumdemokraternes endeligt.
Bogen er delt i to, optur og nedtur, og hans tese er, at opturen såede frøene til nedturen, og at netop Gladsaxe landede ekstremt hårdt. Der er ikke tale om lokalhistorie, som vi kender det med endeløse og stærkt forglemmelige oplysninger om bygninger, vejføringer og årstal, men en tolkning af Gladsaxe som et resultat af menneskers færden og personlige ambitioner.
Man behøver ikke være spor interesseret i Gladsaxe for at sluge bogen, men hvis man, er der i hvert fald ingen vej udenom’, slutter Pernille Stensgaard sin anmeldelse.
Bogen er på 240 sider, koster 299 kr. og udkom 1. november på forlaget Gyldendal.

Vejrudsigten: Musik og anekdoter

Alle taler om vejret, meteorolog Jesper Theilgaard gør noget ved det søndag eftermiddag på Gladsaxe hovedbibliotek.
Her sætter sammen med Trio Cosmos musik til vejret i alle dets afskygninger og kombinerer det med anekdoter i en vejrmæssig historisk sammenhæng.
"Det er en idé, jeg har puslet med længe. Vejret og kunsten har jo gået hånd i hånd siden 1800tallet, og så var der ikke langt til at få den tanke at kombinere vejrets udvikling med, hvad der er blevet skrevet, sunget og for den sags skyld spillet om vejret".