Fredag d. 24. November 2006


Daginstitution på græs

Placeringen af en ny daginstitution på en del af boldarealet tilknyttet Mørkhøj skole falder ikke i god jord hos skolens bestyrelsesformand.
I et brev til børne- og undervisningsudvalget foreslår formanden i stedet, at Lille Mørkhøj flyttes et andet sted hen og således giver plads til den ny daginstitution.
Lille Mørkhøj er en skole for børn, der ikke kan rummes i de almindelige folkeskoleklasser. Men at flytte den kommer ikke på tale, siger socialdemokraten Trine Græse, der er formand for børne- og undervisningsudvalget.

Udendørs spillesteder skal skabe mere liv i Gladsaxe

Ugentlige rockkoncerter i rådhushaven, linedance på Søborg Torv og friluftsoptræden ved Gladsaxe Svømmehal.
Der skal være mere liv i Gladsaxe, ikke mindst i sommermånederne, og i kulturudvalget
har de netop set på forskellige muligheder for at etablere udendørs spillesteder i kommunen:
"Det viser sig jo, når man kigger på den måde vores kommune er indrettet på, at der er et fantastisk stort antal steder i kommunen, hvor man kan skabe nogle rammer for forskellige kulturelle aktiviteter", lyder det her fra den konservative udvalgsformand Lars Abel.
Etableringen af udendørs spillesteder er et led i Projekt Smukke Gladsaxe som skal gøre byen mere levende og attraktiv og bo og opholde sig i.

141 forslag til Kulturkanon

Der er en uge til deadline, men allerede nu har Kulturforvaltningen kigget på hvad Gladsaxe borgerne peger på skal med i den lokale Kulturkanon. I alt 141 borgere har bevæget sig ned til en af de opsatte postkasser med forslag til seværdigheder og oplevelser, og der er tæt løb mellem flere af forslagene.
I kategorien Arkitektur ligger Bagsværd Kirke i spidsen med 9 forslag, på en anden plads ligger Gladsaxe Kirke med 3 tæt forfulgt af Gladsaxe Hovedbibliotek og Aldershvile Park og Slotsruin med hver 2 forslag. De 5 Høje Gladsaxe Højhuse er også med i front-feltet, men med endnu en uge til deadline og en del uoptalte stemmer, kan meget nå at ske endnu.
Hvilken natur er så speciel at den bør indskrives i Gladsaxes kanon? Det har 26 borgere indtil videre givet deres bud på, og mere end halvdelen vil have kanoniseret Bagsværd Sø med Aldershvile Slotspark. Smør - og Fedtmosen ligger på en anden plads, med kun 3 forslag. Af de mere eksotiske eller poetiske ideer er "de gamle æbletræer i Rådhusparken set i efterårssolen" og "solnedgangen fra toppen af Høje Gladsaxe". Det er dog tvivlsomt på nuværende tidspunkt om de kommer med i den endelige afstemning.
Gladsaxe Bio har fået hele 6 borgeres opmærksomhed, og 4 peger på Gladsaxe Symfoniorkester i kategorien Kulturtilbud. Denne kategori er samtidig den mest populære med hele 35 indkomne forslag, herunder teater og igen, Gladsaxe Hovedbibliotek, som også blev foreslået i kategorien arkitektur.
De to kultur-events Søborg og Bagsværd Natten har fået 2 personer hen til forslagskassen, og de deler dermed en foreløbig førsteplads sammen med Gladsaxe Musikpris i kategorien oplevelser. Denne kategori er blandt de mindst populære, og deler dermed skæbne med kategorien "Kunst". Robert Jacobsens skulpturer skal frem i lyset, hvis det står til 3 forslagsgivere, men han er skarpt forfulgt af Bjørn Nørgårds udsmykning af hovedbiblioteket og Mosaikvæggen ved høje Gladsaxe Skole. En enkelt borger foreslår at Ib Spang Olsen kanoniseres – som et kunstværk. I åben kategori peger fire borgere på haveforeningerne, og en enkelt mener at fodbold på Gladsaxe Stadion er så stor en begivenhed at det skal kanoniseres – Men kun når AB spiller. I alt 141 borgere er indtil videre kommet med et forslag til en kulturkanon, og de er i gennemsnit 51 år. Sidste frist til er den 30. november så det er nu forslagene skal skrives og afleveres i de dertil opstillede postkasser.

Kriminelt netværk dømmes

I dag falder der i retten i Gladsaxe dom over hovedmændene bag et større kriminelt netværk med forankring i Værebro i Bagsværd.
Netværket blev efter længere tids efterforskning sprængt af Gladsaxe politi i efteråret 2005.
I alt 28 personer har været gennem retsmaskineriet tiltalt for til sammen 115 forskellige lovovertrædelser.
Sagerne spænder vidt fra kreditbedragerier, forsikringssvindel, ulovlig våbenbesiddelse, handel med narkotika, grov vold, afpresning, trusler på livet, ulovlig tvang m.v.
Den største sal ved retten i Gladsaxe har nu i tre måneder været reserveret de 11 tiltalte, der er tilbage, deres advokater, dommer og domsmænd, stenograf og anklager, samt dynger af sagsakter.

Høringssvar: Behold plantebælte

En reducering af plantebæltet mellem Novo og nabobebyggelserne vil formindske områdets rekreative værdi.

Det siger Danmarks Naturfredningsforening i Gladsaxe i et høringssvar til lokalplanforslaget for området. I svaret anmoder foreningen derfor byrådet om at fastholde plantebæltet i sin nuværende bredde.
Fredningsforeningen mener også, at en planlagt tre meter høj jordvold i bæltet vil forringe nytteværdien for naboerne, og at planen ikke harmonerer med Gladsaxe kommunes ønske om at være en grøn kommune.
Senere i udsendelsen har vi et interview med formanden for den lokale naturfredningsforening.

Læsegrupper nu på Internettet

Har du lysten til at læse og dele dine oplevelser med andre, men mangler tid til at deltage i traditionelle læsegrupper, så er muligheden der nu på Internettet. På bibliotekernes hjemmeside Litteratur.dk er der nu oprettet læsegrupper. I alt er der for tiden 24 forskellige læsegrupper inden for alle genrer på hjemmesiden.