Mandag d. 27. November 2006


Kriminelt netværk dømt

Der blev klappet på tilskuerpladserne, da dommen mod et kriminelt netværk blev afsagt i fredags i retten i Gladsaxe. Tilsyneladende var de tiltaltes kærester og familier tilfredse med dommene, som gav fra 4 måneders fængsel til to år. 11 unge mænd var tiltalt for en bred vifte af sager, blandt andet vold, bedrageri, besiddelse af våben og salg af kokain og hash. Den strengeste dom på 2 års fængsel blev givet til en 27-årig mand for salg og besiddelse af hash og kokain. Han blev løsladt umiddelbart efter retssagen, og venter nu på at afsone sin fængselsstraf. Den næst-hårdeste dom blev givet til en også 27- årig mand, som blev idømt 1 år og 6 måneders ubetinget fængsel for blandt andet frihedsberøvelse og vold mod en mand, som efterfølgende blev indlagt. Anklager, vicepolitimester i Gladsaxe Peter Stæhr, havde krævet 4 års fængsel for forholdet. Han mener, at selvom dommeren ikke gav maksimal straf, vil dommen alligevel gøre en forskel for bebyggelsen Værebro Park, hvor flere af de dømte har holdt til. "Nu er det kriminelle netværk optrevlet og Værebro Park bliver et tryggere og bedre sted at bo". De øvrige ni tiltalte blev dømt for blandt andet vold, hæleri, besiddelse og salg af både hash og kokain og for besiddelse af en pistol med skarpe skud.

Sundere skolemad på dagsordenen

Tre skoler i Gladsaxe deltager i øjeblikket i et landsdækkende pilotprojekt som skal munde ud i sundere skolemad.
Sammen med fødevareindustrien skal dé være med til at udvikle nye sunde
skolefrokostordninger.
På Bagsværd skole er der allerede tradition for at servere sund mad i kantinen og dét endda med stor succes. Her har eleverne netop afprøvet den nye skolemad, og de har bestemt ikke været ukritiske, fortæller kantineleder Teresa Dominicussen:
"De er godt opdraget herude! Så når de er blevet spurgt hvad de f.eks. synes om emballagen på maden de får serveret skriver de bl.a. "mad skal ikke være emballeret". De kigger også på næringsdeklarationer og ingredienslister og skriver ting som "mad skal ikke indeholde e-numre", "maden er for fed" eller "maden smager ikke af noget". Så generelt kan vi sige at vi kan godt være stolte af vores børn og at de er kommet så langt, at de kan sætte ord på sådan nogle ting".

Stadige forsøg på bedrag med netbank

Pengeinstitutterne og politiet advarer igen og igen mod forsøg på databedrageri via internettet. Og det er desværre med god grund. Bedrageriafdelingen ved Gladsaxe politi har nemlig endnu en gang fået en anmeldelse om tilsendte filer, der kan inficere computeren.

Interesseorganisationer får ansvar for initiativpuljen

Ansvaret for fordelingen af godt 200.000 kroner til støtte af nye aktiviteter indenfor
aftenskole- og foreningsområdet kommer fremover til at ligge hos de lokale
interesseorganisationer.
Hidtil har det været Gladsaxes folkeoplysningsudvalg, som har forvaltet initiativpuljen.
Men de næste i hvert fald fire år administrerer interesseorganisationerne 75 % af puljen og udvælger indsatsområder, fortæller udvalgsformand, Kim Wessel-Tolvig, venstre:
"De skal finde et indsatsområde som er relevant for udviklingen af foreningerne indenfor området. Det kan f.eks. være fastholdelse af unge, integration, flere medlemmer, særlige aktiviteter for familier, ældre, handicappede eller andet relevant emne for foreningerne".
Handicapidrættens repræsentant, Arne Vogt:
"Det gør jo, at du kan sætte nogle større projekter i gang. Normalt søger en forening måske 15 – 20.000 til et projekt som skal løbe et år. På den her måde kan du tænke langsigtet og lave nogle større projekter fordi du har op til 150.000. Det giver jo en væsentlig forskel".

Ti kandiderer til ældrepris

Der er ti kandidater til at modtage Gladsaxe kommunes ældrepris 2006, en pris der blev uddelt første gang sidste år.
Blandt de indstillede er et par idrætsundervisere og endda også et egentligt fitnesscenter, og så er der desuden en række frivillige medarbejdere og formænd i pensionistklubber.
Prisen består af enten et kunstværk til en værdi af 10.000 kroner udført af en lokal kunstner, eller af en check på samme beløb. Med det følger et diplom og en buket blomster overrakt af socialudvalgets formand i næste måned.
Hvem der bliver årets modtager afgøres, når udvalget mødes på onsdag.