Mandag den 2. Oktober


Misbrugspolitik: Tidligere indsats overfor helt unge

Mange unge begynder at drikke når de er mellem 13 og 15 år, og et stigende antal har prøvet hash, ecstacy og andre stoffer.
Det er de unge, der er særligt fokus på i Gladsaxe nye misbrugspolitik, fortæller
misbrugskonsulent Karsten Brøndmark:
"Vi vil rigtig gerne have fat i de unge som bruger stoffer og alkohol tidligere end deres kammerater, begynder på det i 6.-7. klasse. Der er nogle få unge som begynder tidligt, og dem vil vi selvfølgelig gerne have i tale. Fordi det viser sig, at de unge som begynder ret tidligt på det her også begynder at ryge cigaretter tidligt, og det er faktisk også dem, der laver hærværk og kriminalitet. Så hvis vi kunne få fat på de unge på et tidligere tidspunkt og tale med dem om f.eks. cigaretter, så kan det være medvirkende til at udsætte det måske så lang tid, så nogen ikke får startet ordentligt på det", siger Karsten Brøndmark.

Rock i Aktivcentret

Gladsaxes fritids- og ungdomsklubber og den lokale musik- og billedskole bød på både
rockattitude, et overflødighedshorn af guitarsoloer og ikke mindst musikglæde under sidste uges Kanon-torsdag, hvor unge musikere gav koncert i Aktivcentret.

Ros til busselskab!

Og så til en af de helt sjældne nyheder. For hvornår har nogen senest haft ros til overs for transporten med busser og tog. Men ros er ikke desto mindre, hvad der kommer fra forældre til børn, der i Københavns amt bliver kørt med bus fra deres specialskole og fritidshjem.
Det er busselskabet Colum-bus, der leverer den roste vare, som er kørsel med omkring 300 børn, som pga. deres handicap er dybt afhængige af ansvarsfulde og imødekommende voksne.
Rosen har nu givet sig udslag i en belønning i form af en bonus på 43.000 kroner for veludført arbejde fra amtets undervisningsudvalg.
Bonuschecken på de 43.000 kroner bliver naturligt nok udbetalt til chaufførerne, lyder det fra busselskabets ledelse.

På kursus i temperamentsstyring efter vold

Det blev til et kursus i at tøjle sit temperament samt en betinget fængselsdom på 60 dage, da retten i Gladsaxe forleden skulle tage stilling til en 18-årig mands voldelige adfærd.
Den 18-årige, der bor i Gladsaxe, er to gange tidligere på året blevet taget efter overfald på andre unge.
Den ene gang gik det ud over festdeltagere på Bagsværd skole, der fik tildelt knytnæveslag. Og på Vesterport station følte den 18-årige sig foranlediget til at nikke en anden ung en skalle og desuden slå flere gange med knytnæve.
Den 18-årige modtog både den betingede dom og kravet om at følge et af kriminalforsorgens kurser i temperamentsstyring.