Tirsdag den 3. Oktober


På glatis med Ø

Med et snuptag fjerner Enhedslisten i et ændringsforslag til budgettet 30 mio. kr. fra Gladsaxe kommunes likvide beholdning. Der vil så stå næsten 62 mio. tilbage om fire år, men det er stadig 30 færre, end den beholdning et flertal af byrådets partier har indgået aftale om.
Den budgetaftale bliver 2. behandlet og dermed endeligt vedtaget på byrådsmødet den 11. oktober.
Men som udenforstående har Enhedslisten boltret sig i kassen og står parat med en skøjtebane ved rådhuset, flere penge til folkeskolen, mere personale på omsorgscentrene og etablering af solcelleanlæg på kommunale bygninger.
Men med den allerede underskrevne aftale mellem de øvrige partier, så skal liste Ø nok ikke regne med den helt store opbakning til det ændringsforslag.

Elfråds på teenageværelset

Teenagere er de største elfrådsere, viser en undersøgelse elselskaberne har lavet. Mere end
20 % af familiens samlede elforbrug kommer fra teenageværelset. Og det skyldes, at de unge glemmer at slukke på kontakten, så alle deres apparater står på standby hele dagen. Og det er et stort problem, da der udvindes CO2 fra apparaterne der står på standby, fortæller Peter Juul fra Grønt IDÉcenter.
Der er energisparedag på lørdag på Buddinge torv. Her vil der bl.a. være en konkurrence, hvor man kan vinde et energitjek. Der vil også være mange gode råd at hente om elsparepærer, fyringstips, energibesparelser og meget mere.

Gavmilde Gladsaxe borgere

Gladsaxe-borgerne var gavmilde, da der i søndags blev samlet ind for Røde Kors.
Resultatet blev 211.000 kroner, og det er det højest indsamlede beløb siden 2002, fortæller indsamlingsleder Ulla Kristensen.

Ingen løsning på tilskudsordning

Foreningerne i Gladsaxe får ikke umiddelbart frit slag i bolledejen til både at søge økonomisk støtte fra puljerne under folkeoplysningsudvalget og fx fra private fonde – og beholde begge beløb, vel at mærke.
I dag er det sådan, at hvis en forening får tilskud fra kulturpuljen eller initiativpuljen og samtidig fra andre instanser, så modregnes beløbet i tilskuddet fra kommunen.
Dermed bliver foreningerne ikke just animeret til at søge de private midler, og det har foreningsliv og kommune gerne villet finde en løsning på.
På seneste møde i folkeoplysningsudvalget blev der drøftet fire modeller, der skulle gøre det mere attraktivt at søge andre steder, men der kunne ikke opnås enighed. Så derfor skal forvaltningen nu udarbejde et nyt forslag.

Fra sygehuse til hospitaler

Med nedlæggelsen af amterne forsvinder amtssygehusene også. Ikke sådan fysisk, men navnemæssigt.
Alle sygehuse i hovedstadsregionen kommer nemlig nu til at hedde hospitaler, har regionspolitikerne i forberedelsesudvalget vedtaget. Begrundelsen er blandt andet, at ordet hospital er mere internationalt genkendeligt end sygehus.
Dermed skal borgerne i Gladsaxe nu fra årsskiftet til eksempelvis at tage til Herlev Hospital, Gentofte Hospital eller Glostrup Hospital.