Mandag den 23. Oktober


Beskæftigelsesråd i arbejde

Det lovpligtige beskæftigelsesråd er efter et konstituerende møde kommet på plads i Gladsaxe.
Rådet skal blandt andet rådgive jobcentret omkring beskæftigelsesindsatsen, og skal desuden samordne og udvikle den forebyggende indsats overfor personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet. Rådets formand er borgmester Karin Søjberg Holst.
Rådets medlemmer er valgt for en fire-årig periode.

Ransagning efter børnepornografi

Gladsaxe Kriminalpoliti blev for nylig kontaktet af nogle beboere på Kagså-kollegiet i Gladsaxe i en sag om børnepornografi.
Beboerne havde konstateret, at en 21-årig mand, der også bor på kollegiet, opbevarede børneporno på sin computer.
Umiddelbart efter anmeldelsen gennemførte kriminalpolitiet ransagning hos den 21-årige. Kriminalpolitiet beslaglagde herunder en computer og en række CD-ROM.
Under afhøringen på Gladsaxe Politigård erkendte den 21-årige, at der lå børneporno på hans computer. Det var materiale, som han havde downloadet fra forskellige kilder på internettet for nogle år siden. Under afhøringen fortalte han også, at han havde mistet interessen for den slags materiale, og at det var mindst et år siden, at han havde sat sig i besiddelse af billeder og filmklip med børn og unge.
Kriminalpolitiet vil nu undersøge, hvad der helt præcist ligger i den beslaglagte computere og på de beslaglagte CD-ROM. Herefter vil den 21-årige blive indkaldt til en ny afhøring.

Borgermøde om lokalplan

I aften har beboerne i Søndergård Park i Bagsværd og andre interesserede mulighed for at høre nærmere til det lokalplanforslag, der åbner for at nedrive store bygninger på Krogshøjvej og opbygge nye til kontor- og servicevirksomhed med tilknyttede laboratorier.
Det er ikke så væsensforskelligt fra det, det er i dag. Mest betydende for de boliger, der ligger tæt op ad industriområdet, er den foreslåede ændring, hvor op til ti meter af et eksisterende plantebælte fremover vil kunne inddrages til eksempelvis parkeringspladser for virksomhederne.
Men som nævnt er der i aften kl. 19.30 ved et borgermøde chance for at studere forslaget nærmere og tale med politikere og embedsfolk om konsekvenserne.
Mødet foregår i beboersalen ved Søndergård Park på adressen Huginsvej 20.

Gladsaxe højt placeret i digitalt DM

Syv ud af de ti bedste digitale forvaltninger i Danmark er statslige, viser det seneste DM, der placerer SKAT helt i top, efterfulgt af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Kirkeministeriet.
I top ti findes også tre kommuner med Gentofte og Esbjerg som de højest placerede, mens Greve kommune lige sniger sig ind på en 10. plads.
Bag mesterskabet står NNIT, Computerworld og Dansk IT og har til formål at højne de digitale muligheder indenfor det offentlige.
Gladsaxe kommune deltog også i konkurrencen og opnåede en 10. plads i kategorien bedste institution til selvbetjening på nettet blandt samtlige deltagere, og en flot 3. plads i kategorien blandt kommunerne med begrundelsen; ’Gladsaxe kommune har en god integration af selvbetjening med præsentation af kommunens ydelser. Kommunen skaber værdi for borgeren gennem god og målrettet kommunikation’.