Fredag den 1. september
Bagbundet, kneblet og tæsket
- Der var tale om en korporlig afstraffelse, der kunne have kostet en
37-årig mand fra Gladsaxe livet mandag aften.
- Manden var på besøg hos en 27-årig bekendt i dennes lejlighed på Søborg
Hovedgade, da det ringede på døren og yderligere en til to mænd kom ind.
- Det nåede den 37-årige ikke helt at opfatte, for han blev overfaldet med
det samme, bagbundet med reb og fik tape over munden, så hans skrig ikke
skulle kunne høres af andre i opgangen.
- Der var imidlertid så megen tumult, at naboer alligevel tilkaldte
politiet. Da de nåede frem, så vidner i hvert fald en person hoppe ud den
anden vej fra lejligheden.
- Politifolkene brød ind i lejligheden og blev mødt af et blodigt syn. Både
den overfaldne og lejligheden var smurt ind i blod.
- Den 37-årige blev indlagt på hospitalet og først afhørt onsdag på
politigården i Buddinge.
- Motivet til overfaldet er dog stadig uklart, men den type for afstraffelse
er blevet mere og mere almindelig i forbindelse med inkasso omkring
eksempelvis gæld for narkotika, så Gladsaxe politi hælder til, at det også er
tilfældet her.
- Lejlighedens 27-årige beboer, der i øvrigt er prøveløsladt i en anden sag
om grov vold, eftersøges nu.
Trist at Gladsaxe Teater skal op i Folketinget
- Gladsaxe Teater skal kulegraves, hvis det står til
Folketingspartierne uden for regeringen.
- Gladsaxe Teaters bestyrelse har allerede sat en
undersøgelse i gang, der skulle have været klar i august, men det mener
folketingspartierne ikke er tilstrækkeligt, de kræver en uvildig undersøgelse
af de forhold, der har ført til teatrets lukning. Men det er en dårlig ide,
Folketinget bør holde sig fra at blande sig i lokale anliggender, mener medlem
af Kulturudvalget og Gladsaxe Byråd for Venstre, Lone Yalcinkaya.
- "Det er trist at en lokal sag skal op i Folketinget, det
burde være ordnet lokalt. Vi burde have været bedre til at håndtere de ting
der er sket, det er jo ærgerligt at teatret måtte lukke. Men det burde være de
interesserede parters forpligtelse at undersøge sagen".
Gaderøveri opklaret
- De to unge gerningsmænd til et gaderøveri mod en 14-årig dreng ved
midnatstid den 9. august er blevet støvet op af røveriafdelingen ved Gladsaxe
politi.
- Der er tale om en 16-årig og 17-årig fra henholdsvis Søborg og Herlev, der
bevæbnet med et vejskilt overfaldt den 14-årige, der netop var stået af toget
ved Buddinge station.
- De truede ham til at udlevere en telefon, en ipod og et kontantbeløb.
- Gerningsmændene har erkendt de faktiske forhold og vil senere skulle stå
til regnskab i byretten.
Kriminelt netværk for retten
- Et større kriminelt netværk med forankring i Værebro i Bagsværd blev efter
længere tids efterforskning sprængt af Gladsaxe politi i efteråret 2005.
- Siden har der fra politiets side været stille omkring sagen, der
involverer 16 personer, som allerede har fået dom samt yderligere 12 tiltalte,
der skal for retten på mandag, for til sammen 115 forskellige
lovovertrædelser.
- Sagerne spænder vidt fra kreditbedragerier, forsikringssvindel, ulovlig
våbenbesiddelse, handel med narkotika, grov vold, afpresning, trusler på
livet, ulovlig tvang m.v.
- Det kriminelle netværk har haft forgreninger fra Værebro til Værløse,
Søborg, Ballerup og andre områder i hovedstadsregionen.
- Der er afsat 25 retsdage til sagen, som ventes afsluttet midt i november.
Præster fortæller om Mellemøsten i Gladsaxe
- Det er svært at leve som minoritet i et fremmed land, men
der skal ikke mange håndsrækninger til for at gøre livet lettere. Det mener
præst i Folkekirken Nete Ertner Rasmussen, som har boet og arbejdet i Egypten
i syv år sammen med sin mand. Her oplevede ægteparret på egne kroppe hvordan
det var at være, ikke alene hvid europæer i Mellemøsten, men også en del af
det kristne mindretal i et muslimsk land.
- "Vi blev utrolig godt modtagede, og vi har fået mange gode
venner både blandt kristne og muslimer, og vi har set hvordan man kan modtage
fremmede, og hvordan man kan hjælpe folk til at være en del af samfundet. Det
at tage mod til sig og gå ind og sige goddag og velkommen til sine nye naboer,
det kunne vi sagtens gøre i Danmark. Vi skal bare lære lidt mere om hinanden
og hinnandens baggrund, så finder vi ud af at vi ikke er så forskellige
alligevel", fortæller Nete Ertner Rasmussen. På søndag den 3. september kl.
14.00 kan man høre de to præster holde foredrag i Gladsaxe Kirke.