Fredag den 8. september


Millioner tilbage fra forkerte afgifter

12,5 million kroner dumper nu ned i Gladsaxe kommunes kasse.
Pengene stammer fra for høje indbetalinger for vejbelysningen i perioden 2000-2005.
En højesteretsdom siger nemlig, at momsregistrerede selskaber, der leverer vejbelysning for kommuner, ikke skal betale særlige el- og CO2-afgifter til staten.
De afgifter har Nesa, som står for vejbelysningen i Gladsaxe, ellers opkrævet af kommunen for at kunne viderebetale dem. Men med dommen i hånden kan de penge nu blive betalt tilbage.
Afgifterne skal heller ikke betales de kommende år, der derfor kan byde på besparelser på kontoen for vejbelysning.

Beboere kritiserer lokalplan

Dårligt arbejde, siger beboere fra Høje Gladsaxe om det lokalplansforslag der ligger for udvidelsen af Høje Gladsaxe Centeret. Beboerne, som er præsenteret ved Henning Schütt fra Arbejdernes Andelsboligforenings lokale afdeling i Høje Gladsaxe, er ikke vrede over selve udvidelsen, men over forslagene til ændringer af de omkringliggende veje.
Hvis tilkørselsvejene til centeret bliver som lokalplanen foreslår, bliver området et trafikalt knudepunkt, ufremkommeligt og med alt for mange biler, støj og ventetid. Embedsmændene har simpelthen ikke gjort deres arbejde godt nok, da de lavede forslaget, siger han:
"Det er noget makværk. Politikerne skal tage sig selv i nakken, for det er ikke embedsmændene, der skal styre det her. Politikerne er valgt af os og skal lytte til os. Vi er meget interesserede i at få udvidet Gladsaxe Centeret, men det vil trække trafik til fra nær og fjernt, og det skal løses på den bedste måde".
Formand for Trafik og Teknikudvalget, Ole Rasmussen fra Socialdemokraterne, mener at beboerne skal slå koldt vand i blodet. Lokalplanen er ikke færdigbehandlet og alle bliver hørt.
"Vi har ikke færdigbehandlet sagen og vil forsøge at lave tingene, så trafikken glider nemmest. Embedsmændene er jo bare kommet med et forslag, og vi vil gøre alt for at inddrage alle borgere i denne her byggefase. Hvis det er fornuftige indsigelser, så må vi tage den derfra".

Tricktyve med ny variant

"Dine penge er for gamle"! Sådan lød beskeden forleden til en ældre mand på Nybro Vænge i Gladsaxe.
Ordene kom fra to danske mænd, som havde ringet på mandens dør, og som nu stod udenfor og trippede for at komme ind og veksle de ’forældede’ penge.
I hvert fald blev den ældre mand så befippet over situationen, at der gik lidt tid, førend han fik sendt de to udenfor døren igen. I mellemtiden havde mændene fået rodet skuffer og skabe igennem og, viste det sig senere, taget kontanter med sig.
Så igen. Pas på, hvem døren bliver lukket op for. Tricktyvenes variationer over emnet at komme ind hos ældre og hugge løs er magfoldige.

Ensretning af Vandtårnsvej

Biler og busser skal den næste tid finde andre veje at komme på Vandtårnsvej på, når de kommer fra Søborg Hovedgade.
I forbindelse med anlæg af cykelstier er der nemlig ensretning fra Marienborg Allé og ned mod hovedgaden. Cykler kan dog stadig køre begge veje.
Køretøjer skal i stedet benytte Søborg Parkallé fra hovedgaden, dreje ad Marienborg Allé, som støder på Vandtårnsvej, hvor ensretningen er ophævet.

Børnefamilier skal leve miljørigtigt

Så er sløret løftet for årets Miljø-uge, som løber af stabelen fra den 18. til den 24. september.
I år er målgruppen børn og deres familier, som Gladsaxe Kommune gerne vil påvirke til at leve mere miljørigtigt, fortæller miljømedarbejder Martin Moneaux.
"Det er en stor målgruppe, som konsumerer mange ting, både dagligvarer og andet. Det er også en svær målgruppe, for tiden er knap for dem, men vi tror på at vi kan få fat i dem, især i weekenden. Desuden får børnene en forståelse for miljøet fra barnsben af, som de kan bruge resten af livet".