Fredag den 15. september
Ø ude af budgetforhandlingerne
- Enhedslisten er ude af dette års politiske budgetforhandlinger for de
kommende år i Gladsaxe.
- Ved anden forhandlingsrunde bag lukkede døre onsdag aften blev partiet
stillet overfor et ultimatum om at forhåndsgodkende en besparelse på mindst to
millioner kroner på skoleområdet startende fra 2008.
- "Argumentet for besparelsen er, at der skal forhandles effektiviseringer
med lærerne. Men endnu inden forhandlingerne er gået i gang, har borgmesteren
besluttet, at der skal spares. Det har ikke noget med forhandlinger at gøre",
skriver Søren Søndergaard i en pressemeddelelse, der også giver udtryk for
skuffelse over, at de radikale og SF har bøjet sig for sparekravet.
Småt med sponsorer
- Sponsorstøtte fra private har ikke just givet det helt store løft til
skoler og institutioner i Gladsaxe de seneste år.
- I 2004 og 2005 fik, siger og skriver, kun to daginstitutioner og én skole
støtte udefra.
- Flest penge fik børneinstitutionen Tjele Allé, som fik 20.000 kroner fra
Johannes Fog til forbedring af børnenes legeplads.
- På Kildevældet fik institutionen en række smågaver fra firmaer til brug i
et amerikansk lotteri.
- Og endelig fik Stengård skole 10.000 kroner fra Nordea bank som hjælp til
en 7. klasses deltagelse i den såkaldte Lego League.
- Men måske kan der komme mere fart på den private sponsering. En ny lov
åbner således helt op for kommunernes ret til at bruge alt løsøre og fast
ejendom som reklamesøjler for andre.
- Så i princippet er det blot et spørgsmål om tid, førend det første
reklameskilt fra en af områdets store ejendomsmæglere hænger og liver op på
rådhuspladsen, mens reklamekronerne fosser ned i kommunekassen.
23 nye boliger til handicappede
- Som en stor overraskelse for Psykiatri – og Handicapudvalget, har Gladsaxe
fået 23 nye boliger til handicappede. Det er bygningen Tax-huset, som er en af
17 institutioner, som kommunen overtager fra Københavns amt ved årsskiftet, og
som mod forventning står tomt, fortæller Formand for Psykiatri og
Handicap-udvalget Susanne Palsig. Oprindelig skulle Gladsaxe Kommune have
overtaget bygningen inklusive beboere, men da en stor ombygningsplan af huset
er aflyst, overtager Gladsaxe Kommune et tomt hus.
- Huset opfylder alle krav til tilgængelighed for handicappede, men hvorvidt
det bliver kørestolsbrugere eller en anden type handicappede som kan flytte
ind, bliver besluttet i løbet af oktober.
Miljø-ugen starter med motion for alle
- Radio Gladsaxe sender motion hver morgen kl. 9 i ti minutter, men det er
ikke det eneste tilbud til miljø-interesserede, når Miljø-ugen løber af
stablen fra den 18. – 24. september.
- Allerede mandag bliver ugen skudt i gang med Drage-dag på Radiomarken,
hvor børn kan sætte deres egne drager op. Mødested er i Tyrolerhuset på
Nybrovej i Lyngby kl. 14.
- Torsdag er der modeshow foran Gladsaxe Rådhus. Unge fra ungdomsklubberne
har kreeret nyt design af gamle og brugte klude, cowboybukser, slips og
plastikposer, og modeshowet løber af stablen torsdag den 21. september fra
16.30 – til 17.30. Tøjet bliver udstillet i Rådhushallen bagefter.
- Er man til natte-udflugter, kan man gå på flagermusejagt torsdag aften.
Det foregår ved Krathus i Bagsværd, hvor Hans Baagø fra Zoologisk museum
fortæller om flagermus og forsøger at opfange deres skrig med en
ultralyds-detektor. Det er kl. 19.30 til 22 torsdag og man skal tilmelde sig
på forhånd hos Grøn Guide Jesper Larsen på 39 57 69 20.
- Lørdag den 23. september skal børn mellem 7 og 12 år lære at cykle på en
tryg og sikker måde på Trafiklegedagen. Ideen er at lade børnene cykle i
trygge omgivelser på en manøvrebane, kan børnene blive så gode trafikanter, at
de selv kan køre i skole. Konsekvensen er at forældrene lader bilen stå, og
dermed skåner miljøet. Børn mellem 7 og 12 år som vil deltage i
Trafiklegedagen skal medbringe cykelhjelm og cykel og møde op på Gladsaxe
Rådhusplads kl. 11 lørdag den 23. september.
- For de mindre børn er der gratis teater om miljøet. Dukketeatret
Tusindfryd opfører forestillingerne Den tørstige blomst lørdag kl. 10 og
Kongen og Computeren kl. 12 i Grønt Idecenter på Rådhuspladsen. Billetter kan
hentes på Hovedbiblioteket, og børnene må kun medbringe een voksen af gangen.
- Søndag står den på cykeltur i roligt tempo og med mange stop undervejs.
Turen går blandt andet til Søborg Vandværk og Tingbjerg Højdebeholderanlæg,
som har åbnet dørene for publikum. Jesper Larsen, som er grøn guide i
Gladsaxe, fortæller om vand og vandets kredsløb undervejs. Mødested er Grønt
Idecenter kl. 10, søndag den 23. september.
- Hvis man ikke har fået nok af miljø og vand, så kommer Sebastian Klein
søndag eftermiddag og underholder med sit Safarishow ved Bagsværd Sø. Natur-
og sejlklubben udlåner kanoer, og dagen slutter med pandekager og åbent bål.
Dagen starter kl. 13 og slutter halv fem.