Kriminalpolitiet i Gladsaxe sender i dag to mand til Bornholm for at afhøre
en kollega, der er blevet fængslet og efterfølgende fyret for at have lækket
fortrolige personoplysninger til et detektivbureau.
- Sagen starter i 2005, hvor den lokale formand for
Naturfredningsforeningen i Gladsaxe, Kurt Loftkjær, modtager et anonymt
trusselsbrev, der ganske udtrykkeligt beder ham og hans ven John Damm
Sørensen fra Gladsaxelisten om at klappe i med alle deres sager, ellers kan
der ske både det ene og det andet.
- På det tidspunkt står TV-Byen for at blive omdannet til boligområde. Men
fundet af den spidssnudede frø i området sætter på baggrund af en lang række
klager fra blandt andet naturfredningsforeningen en umiddelbar stopper for
byggeriet.
- I trusselsbrevet angives personnumrene på både John Damm Sørensen, Kurt
Loftkjær samt hans kone og datter, ligesom registreringsnummeret på
familiens bil er opført.
- Sagen bliver meldt til politiet, der via en særlig log på deres
computersystem kan spore, at de fortrolige oplysninger er blevet hentet i
kriminalregistret og folkeregistret af en ordensbetjent ved Bornholms
politi.
- Betjenten bliver undersøgt nærmere, og han får en betinget dom på tre
måneders fængsel ved retten i Rønne for i flere tilfælde at have lækket
oplysninger til en ven i detektivbranchen. Dommen bliver senere skærpet i
Østre Landsret til 40 dages ubetinget fængsel og dermed også en fyreseddel
fra politiet.
- Sagen mod ordensbetjenten indeholdt ikke oplysningerne om personerne i
Gladsaxe, og det er derfor, og i øvrigt på opfordring af statsadvokaten, at
to kriminalbetjente fra Gladsaxe i dag rejser til Bornholm for at
efterforske den del.
- Hvem, foruden detektivvennen, oplysningerne er kanaliseret videre til,
er nok det mest interessante spørgsmål at få opklaret.
- Kriminalkommissær Søren Sørensen oplyser til Nyhedsmagasinet, at selve
trusselsbrevet har været genstand for en DNA-undersøgelse og desuden tjekket
for fingeraftryk, uden at det har givet nogen spor.