Mandag d. 23. April 2007


Renovering af bro dobbelt så dyr

Udgifterne til renoveringen af jernbanebroen ved Stengårds Alle er løbet så meget løbsk, at reparationen er blevet næsten dobbelt så dyr, som først antaget.
Broen er godt nok Banedanmarks, men udgiften til vedligeholdelse skal ifølge en gammel aftale betales af Gladsaxe kommune.
Men først blev arbejdet 800.000 kroner dyrere end forventet, og siden er der udført ekstraarbejder for et næsten lige så stort beløb. Den samlede udgift beløber sig derfor nu til 3,3 mio. kr., hvor det oprindelige skøn var 1,7 mio. kr.
Kommunen har tidligere udbedt sig billeddokumentation og et notat omkring økonomien for det udførte arbejde. Og førend det foreligger i tilfredsstillende form, så bliver der ikke noget af at betale ekstraregningerne, siger Gladsaxe kommune.

Grundejere: Kommunen forskelsbehandler borgerne

Gladsaxe byråd har et forklaringsproblem, mener de i Grundejerforeningen Birgitsvej og Stengårdens Grundejerforening.
Det handler om private fællesveje, og sagen bliver taget op i aften på grundejernes årlige
møde med lokalpolitikerne:
Grundejerne mener, kommunen forskelsbehandler borgerne når dé, der bor på private veje både skal betale kommuneskat til offentlige veje og samtidig betale til en offentligt
tilgængelig privat vej for f.eks. snerydning og vejvedligeholdelse - og dét efter kommunens anvisninger, fordi kommunen er vejmyndighed.
Grundejerforeningen Birgitsvej vil gerne have en forklaring på, hvorfor byrådet finder det rimeligt, at beboerne på de private veje, "som betaler samme ejendomsskat som andre grundejere, skal betale ekstra for de mest simple udgifter".
"Hvad bliver det næste?" spørger Stengårdens Grundejerforening, som opfordrer kommunen til at stoppe forskelsbehandlingen ved at overtage de private fællesveje.
Emnet bliver som nævnt taget op i aften, hvor grundejerne mødes med byrådet på rådhuset. Foruden private veje står der bl.a. også høje gladsaxe center, kloakker og vejvedligeholdelse på dagsordenen. Og så en gammel kending, så at sige, nemlig snerydning på cykelstier og fortove.

Røver med afrohår

Gladsaxe politi søger vidner til et røveri torsdag eftermiddag på parkeringspladsen ved højhuset i Bagsværd.
En 27-årig lokal mand havde netop hævet et stort kontantbeløb i banken og skulle til at køre væk, da en afrikansk udseende mand slog ham i ansigtet og stjal hans pung, der foruden pengene indeholdt flere personlige papirer.
Gerningsmanden beskrives som værende 25-30 år, 180-185 cm høj, spinkel af bygning og med et stort afrohår og en farvestrålende jamaicansk hue. Han havde et såkaldt mundskæg med en flettet tot skæg under hagen. Han bar en sort jakke med lysebrun pelskant og rødbrune bukser.
Gladsaxe politi kan kontaktes 3954 1448.

Ukrudtsbekæmpelse forbliver på kommunale hænder

Driftsafdelingen ved Gladsaxe kommune behøver tilsyneladende ikke at frygte for job i fremtiden, selvom udlicitering af kommunale opgaver spøger mere end nogensinde.

De kommunalt ansatte gartnere og vejfolk må nemlig gerne byde ind på opgaverne på lige fod med de private entreprenører. Og her har driftsafdelingen vist sig endog meget konkurrencedygtig.
Senest har ukrudtsbekæmpelsen i kommunen været sendt i offentlig licitation, og her var driftsafdelingens tilbud halvt så dyrt i forhold til højeste bud og næsten 20% billigere end det laveste private bud.
For at sikre, at der ikke bliver snydt på vægtskålen, når kommunen sådan skal forholde sig til egne folk og bud, så har et eksternt konsulentfirma tjekket tilbudene igennem. Og foruden den laveste pris, så kan driftsafdelingen dokumentere erfaring fra lignende arbejde, de miljømæssige forhold ved udførelsen af entreprisen er i top, materiel og personale er i orden og de økonomiske forhold ligeså.
På anbefaling fra konsulentfirmaet går opgaven med at bekæmpe ukrudt i 2007 derfor til kommunens egne folk.

Nyt elektronisk system testet på Herlev Hospital

Et skridt videre i retning af det papirløse samfund. Den vej går de nu på Herlev Hospital hvor man har testet et system med elektroniske dødsattester. Det nye system vil medføre større præcision og mere korrekte beskrivelser af dødsårsager, og det er nødvendigt i forskningsmæssig sammenhæng. Det siger IT-konsulent ved Herlev Hospital, Søren Peschardt, som også meddeler at det nye system med den elektroniske dødsattest tages i brug på de fleste hospitaler d. 1. maj.

Telefonmøde

100 tidligere medarbejdere ved Telefonfabrikken Automatic i Søborg mødtes for nylig i de tidligere fabrikslokaler for at tale gamle dage.
Fabrikken på Telefonvej huser i dag det kommunale Aktivcentret.
Mødet, som var indkaldt under mottoet ’Genoplev Automatic’, blev optaget, og det sender vi i morgen fra kl. 10 og igen på søndag fra kl. 12.