Tirsdag d. 24. April 2007


Bompenge skal måske finansiere ny letbane eller metro

En kommende metro eller letbane langs Ring 3 skal måske delvist finansieres af bom-penge fra bilister i hovedstadsområdet.
Sammen med 15 af sine borgmesterkolleger i Region Hovedstaden vil Gladsaxe borgmester Karin Søjberg Holst nu have undersøgt effekterne at indføre såkaldte trængselsafgifter for kørsel i København. Det er et forsøg på dels at øge fremkommeligheden på vejene, og dels skaffe midler til forbedring af den kollektive trafik:
Gladsaxes borgmester vil på økonomiudvalgets møde i dag bede om politisk opbakning til en hensigtserklæring om, at Gladsaxe i første omgang deltager i arbejdet med at få udarbejdet et beslutningsgrundlag til brug for en senere politisk stillingtagen til hvorvidt der skal indføres trængselsafgifter eller ej.
De konservative og venstre har allerede meldt ud, at de ikke er begejstrede for idéen,
mens det radikale venstre og enhedslisten er åbne overfor initiativet.

Søndergård skole i spørgetiden

Den netop offentliggjorte rapport om skolerne i Bagsværd området har pustet nyt liv i debatten om Søndergård skoles fremtid.
Og under byrådets spørgetid forleden kom der flere kommentarer og spørgsmål til embedsmandsrapporten, som lige nu er i høring hos skolerne, som har ind til d. 8. maj til at komme med høringssvar.

Guldmedalje til klaverelev fra Gladsaxe Musikskole

Det blev til både guldmedalje og to anden præmier da elever fra Gladsaxe Musikskole deltog i Berlingske Tidendes musikkonkurrence. Mikkel Lundgren Oldrup og Stefanos Damgaard Sokiakos fik begge anden præmie for deres smukke klaverspil. Guldmedaljen, der går til en særlig bemærkelsesværdig præstation, gik til det kun 16 årige klavertalent Frederik Mikkelsen, der netop er blevet optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Frederik Mikkelsen vandt guldmedaljen i konkurrence med over 100 unge musikere fra hele landet.

Seniorer vil styne træer på allé

Først tog de græsplænen – og nu vil de også have lindetræerne.
Vi er på Søborg Parkallé, hvor der på den berømmelige græsplæne i øvrigt imod flere naboers vilje skal opføres et seniorbofællesskab. Men knap nok er det første spadestik taget, førend de 32 seniorer er ude med riven eller snarere motorsaven efter de tre rækker lindetræer, der udgør alleen ind mod nybyggeriet.
Dem ser seniorerne gerne stynet, ja allerhelst ville de gerne af med den ene række træer og få de resterende savet ned i passende størrelse.
Og så kunne de også godt tænke sig at få flyttet fortovet længere ud mod vejen og få vendt bænkene på stedet, så de hvilende siddende borgere ikke kigger ind mod seniorboligerne men ud mod vejen i stedet.
Ønskerne kommer til udtryk i et brev til den kommunale byggeforvaltning. Herfra lyder svaret, at samme ønsker allerede kom frem i forhåndsdialogen med arkitekten, og dengang som nu er svaret nej til samtlige ønsker.
Lindealleen skal bevares i uændret form som et markant og vigtigt eksisterende grønt islæt i bydelen. Og flytning af fortove og belysning er der ikke afsat penge til. Så seniorerne må altså finde sig i skyggen fra træerne og borgere, der kigger hen mod deres huse.

Globalt miljø – også i Gladsaxe

Miljøindsatsen i Gladsaxe vil i 2007 blandt andet gennem informationskampagner fokusere på såvel private borgere som på kommunens egne aktiviteter. Det sker som en del af den såkaldte Agenda 21, en global plan for en bæredygtig miljøudvikling, som altså også gælder her i lokalområdet.
Energibesparelse og miljørigtigt byggeri er nogle af de områder man gerne vil fremhæve som vigtige i arbejdsprogrammet for 2007, blandt overfor grundejerforeningerne, siger formand for Miljøudvalget, Enhedslistens Trine Henriksen.

Gladsaxe Musik Event

I dag løber Gladsaxe Musik Event af stabelen.
Musik Event er et slags melodi grand prix for ungdomsklubberne, og der er 10 bands med i konkurrencen i år.
"Det er musikmedarbejderne i Gladsaxe der arrangerer. Vi er 8 – 10 stk. der prøver at få hele Gladsaxe i spil omkring det her. Og det er klart, det er ud fra en socialpædagogisk vinkel, og derfor er vi selvfølgelig enige om, at man ikke kan konkurrere på musik. Men der er lagt nogle præmisser ind for gode placeringer. F.eks. sceneshow, kreativitet, originalitet osv. Og præmierne er også symbolske. Så fokus ligger er på, at det skal være en dejlig aften", fortæller Kasper No fra Klubben Søborg.
Gladsaxe Musik Event bliver holdt i Klub 144 på Bagsværdvej og det starter kl. 17.