Nyhederne tirsdag d. 28. august 2007


Kobbertyve også røvere

De to rumænske mænd, der i sidste uge blev anholdt for at stjæle kobberkabler ved Buddinge station, er nu også blevet sigtet for røveri.
Den 22. juli blev en ældre mand slået ned og frarøvet forskellige værdigenstande på Skovbrynet station i Bagsværd. Overvågningskameraer fik taget ganske gode billeder af gerningsmændene, som til forveksling ligner de to kobberinteresserede rumænere.
Retten i Glostrup valgte derfor i weekenden at varetægtsfængsle dem begge i fire uger. Den tid skal politiet blandt andet bruge til at efterforske, om de to mænd har mere på samvittigheden her i københavnsområdet.

Løsning af søstrid på vej?

Efter uenighed mellem en gruppe grundejere og Gladsaxe Kommune vil kommunen nu forhandle med ejerne om at fordele udgifterne til oprensningen af fem søer i Værebro-området.
Søerne ejes formelt af grundejerne, men de indgår i kommunens afløbssystem til opsamling af regnvand. Ejerne har derfor haft den opfattelse at det var kommunens ansvar at stå for oprensningen af søerne. Fra kommunen forlyder det imidlertid at man kun bør stå for udgifterne til vedligeholdelsen af søerne som regnvandsbassiner.
Formand for Miljøudvalget, Enhedslistens Trine Henriksen, siger at man nu vil forsøge at finde en forhandlet løsning på striden mellem søejerne og kommunen.

Ingen lokaletilskud til musikkreds

Fritids- og idrætsudvalget fastholder afslaget om lokaletilskud til musikkredsen ved Bagsværd Kostskole, og dermed kan det gå hen at blive endog rigtigt dyrt for forældrene at have deres børn gående til musikundervisning i fritiden.
Musikkredsen lejer som forening lokaler af den private skole for 187.000 kroner om året.
Det beløb havde kredsen sat næsen op efter, at kommunen ville refundere på baggrund af folkeoplysningsloven. Det afviste i første omgang kommunen via folkeoplysningsudvalget.
Den kommunale musikskole tilbyder nemlig undervisning i egnede kommunale og gratis lokaler andre steder.
Men de 1.500 musiktimer, som kostskolens børn modtager årligt, vil, ifølge musikkredsen, ikke kunne passes ind i det kommunale tilbud. I hvert fald ikke på tidspunkter, der passer med især de smås skolegang. Dertil kommer det trafiksikkerhedsmæssige aspekt, når skolebørnene skal til og fra andre lokaliteter.
Derfor klagede musikkredsen over afslaget, men altså forgæves.

Nyt ungdomsskoleprogram

Førstehjælp og historieundervisning. Eller hvad med tøseholdet – kun for piger? Det er en del af fagudbuddet for det kommende undervisningsår på Gladsaxe Ungdsomsskole. Og derfor er der både noget for dem der kommer for at hygge sig og dem der forbereder sig til at gå til køreprøve og til eksamen.