Mandag d. 26. Februar 2007


Mobbeprojekt hjælper på sygefraværet blandt ældrepersonalet

Plejepersonalet på omsorgscentrene i Gladsaxe har i snart halvandet år lært om mobning og hvordan man skaber et bedre psykisk arbejdsmiljø. Sammen med et anti-voldsprojekt har det givet et fald i sygefraværet blandt personalet. Og det kan både være medarbejdere og ledere som føler sig mobbede, siger Dorte Gregersen, souschef i Enhedsplejen Bagsværd.
"Vi har både medarbejdere og ledere, som har svært ved at håndtere ting, så vi har prøvet at få det begrebs-sat og at arbejde seriøst med det. Vi har blandt andet haft en temaeftermiddag med Da Capo Teatret, hvor hele organisationen var med til at lave dialogkort, som vi stadig bruger, så vi holder hele tiden diskussionen i kog". Sygefraværet er faldet med 1 procent blandt plejepersonalet i enhedsplejen.

Solcelleanlæg som murbrækker

Selvom etableringen af et solcelleanlæg på Gladsaxe rådhus kun er et lille skridt ad den vedvarende energis sti, så kan det meget vel komme til at virke som murbrækker for flere af slagsen på kommunale ejendomme. Det mener miljøudvalgets formand, Enhedslistens Trine Henriksen.

Bedre Psykiatri i Gladsaxe

Mere end hver tredje dansker kommer i dag i berøring med psykisk sygdom, enten via

familie, omgangskreds eller arbejdsplads.
Foreningen Bedre Psykiatri har netop startet en lokalafdeling i Gladsaxe for pårørende til sindslidende.
Foreningens primære formål er at øge kendskabet til- og forståelsen for psykiske sygdomme, skabe bedre vilkår for pårørende og ikke mindst sikre bedre forhold for sindslidende.

OL stor oplevelse for skøjteløber

De Olympiske Lege for ungdom i Spanien sluttede i den forgangne weekend.
Skøjteløberen Michelle Tromborg-Nielsen fra Gladsaxe, der var en af fire danske deltagere, beskriver her, hvad de største oplevelser ved legene var: "Det bedste var egentlig det at være med, og så at møde de mange fra andre lande. Sportsligt er jeg også blevet inspireret ved at se det, de andre løbere havde med på isen".
Michelle Tromborg-Nielsen lå nr. 14 efter det korte program og sluttede efter det lange på en samlet 19. plads.
Legene sluttede fredag med en stor fest for de godt 800 deltagere.

Ny gratis flisordning

Lad Skovtrolden tage sig af grenaffaldet derhjemme. Sådan lyder et nyt tilbud til Gladsaxes haveejere.
"Skovtrolden" er i dette tilfælde navnet på den entreprenør, kommunen, som forsøg, stiller til rådighed når der skal flishugges grene:
"Fidusen er at borgerne kan beholde deres grene i egen have i stedet for at aflevere grenaffaldet til f.eks. haveaffaldsordningen eller køre det på genbrugsstationen", fortæller Katrine Stephansen fra kommunens affalds- og genanvendelseskontor.
Den nye flisordning er gratis og starter i denne uge.


Efterlysning af kat

Vi bringer en efterlysning: En sort hankat med hvide aftegninger på bryst, mave, ben og underansigt samt en blis i panden er forsvundet fra Skeltoftevej i Lyngby. Katten er øremærket og har været væk siden den 30. januar. Oplysninger om katten Frede til Illona Larsen tlf. 45 87 24 17 eller 20 93 04 28.