Tirsdag d. 27. Februar 2007


Bombefolk undersøgte mistænkelig kuffert

Søborg Hovedgade blev tidligt lørdag aften spærret af ved området ud for Den Danske Bank i Buddinge Centret. Årsagen var fundet af en mistænkelig kuffert, som måske kunne indeholde en bombe.
Politi, brandvæsen og forsvarets bombefolk blev tilkaldt. Kufferten blev røntgenfotograferet, og de første billeder, som afslørede elektriske ledninger og en printplade, bekræftede umiddelbart mistanken. Men efter flere billeder og diskussioner frem og tilbage blev bombefolkene enige med sig selv om, at kuffertens indhold var ufarligt. Den blev åbnet på stedet og indeholdt, viste det sig, tilbehør til et videokamera.
Beboerne ovenpå butikscentret blev ikke evakueret, men blev bedt om kun at opholde sig i den del af lejligheden, der vender væk fra hovedgaden, mens kufferten blev undersøgt.

Hvem må bruge ny idrætshal?

Næsten tre år før den kommende multiidrætshal i Mørkhøj står færdig, er der udbrudt et mindre politisk slagsmål omkring, hvem der skal have førsteret til hallen - den etablerede lokale idræt eller uorganiserede.

Som det ser ud nu, så sikres uorganiserede idrætsfolk plads i hallen. Men det må ikke ske på bekostning af den allerede eksisterende idræt, mener det konservative byrådsmedlem Lars Abel.

Sne og fladt tag dårlig cocktail

Taget på en del af restauranten på ABs anlæg i Bagsværd var lørdag ved at brase sammen på grund af store mængder sne.
Gladsaxes kommunale brandvæsen blev tilkaldt ved middagstid og konstaterede, at der allerede var knækket et spær i den tilbygning med fladt tag, der indeholder ungdomscafeen. Her var taget også trykket godt ned af tung, våd sne, der var skredet ned fra hallens skrå tag.
Brandfolkene fik ryddet vej til en rendegraver, der med grabben kunne fjerne sneen fra taget.
Selve restauranten og hallen er ikke blevet skadet i forbindelse med sidste uges snefald.

Escortgirl anholdt i Søborg

En 23-årig kvinde fra Venezuela blev efter et anonymt tip lørdag anholdt i en lejlighed på Søborg Hovedgade af politi fra Gladsaxe.
Kvinden har gennem mere end et år drevet escortservice i og fra lejligheden, afslører de første afhøringer i politiets afdeling A, der blandt andet tager sig af sædelighedsforbrydelser.
Den 23-årige er kommet ulovligt til landet via Spanien og har hverken opholdstilladelse, visum eller arbejdstilladelse. Det sidste ville det også komme til at knibe med at få, da lovgivningen godt nok tillader prostitution, men betragter virksomheden som escortgirl som ulovlig.
Kvinden har overfor politiet forklaret, at hun har tre uforsørgede børn i Venezuela, og at hun ikke har mulighed for at få arbejde i hjemlandet. Den 23-årige oplyser desuden, at hun har arbejdet selvstændigt uden mellemmænd, og den del er politiet nu ved at tjekke nærmere efter.

Privat firma reklamerer på skolemateriale

Eleverne i de ældre skoleklasser i Gladsaxe får nu skolemateriale med reklame på fra et privat firma. Det drejer sig om et USB-stik, som eleverne i 8., 9. og 10. klasserne får udleveret som en del af kommunens misbrugspolitik. Hver gang en skoleelev sætter stikket i sin computer vil et informationsbrev om misbrugsproblemer poppe op på skærmen. På selve USB-stikket vil der være et logo fra SSP på den ene side og Arbejdernes Landsbank på den anden. Men da forslaget blev vedtaget i Børne - og Ungdomsudvalget sidste uge, stemte Enhedslisten og SF imod. Det er ikke en kommunal opgave at reklamere for et privat firma, siger medlem af Byrådet for SF Gunnar Svendsen.
"Informationen der formidles via USB-stikket handler om kommunens sundhedspolitik, og skal vise børn hvordan man forholder sig til misbrug og hvor man henvender sig. Firmaet, som sponsorerer stikket, får et særligt stempel, når det er kommunen der formidler reklamen, så virker det som en godkendelse af firmaet og det er ikke kommunens opgave."

Børn og forældre opfører Don Quijote på Værebro Teaterskole

Værebro teaterskole opfører i næste uge forestillingen Don Quijote, hvor der medvirker over 80 børn og forældre. Stykket tager udgangspunkt i Cervantes berømte roman, men bevæger sig hurtigt ind i vores egen tid. I Værebro teaterskoles 11 år lange levetid er det kun anden gang forældrene er med på scenen. Normalt holder forældrene sig langt væk fra de skrå brædder, men i teaterskolens nye forestilling, Don Quijote, er også forældrene med i rampelyset. Forestillingen spilles fra de 7. marts og frem til den 10. marts. Billetter kan købes på Værebro skoles bibliotek.