Tirsdag d. 23. januar 2007


Socialrådgivere indberetter ikke tilfælde af forulempninger til fagforeningen

Kun et fåtal af de episoder med forulempelse og trusler mod medarbejdere på socialforvaltningerne resulterer i formelle indberetninger til fagforbundet. Arbejdsmiljøkonsulent i Socialrådgiverforeningen, Bo Ulrik Madsen, forklarer at der er stor forskel på antallet af anmeldelser og det antal socialrådgivere som i anonyme undersøgelser erklærer at de er blevet verbalt forulempet eller truet.
For nylig fik en 38-årig mand en ambulant psykiatrisk behandlingsdom på 5 år for at have kaldt ansatte og politikere i Gladsaxe kommune for "kriminelle". At manden også havde mobiliseret nogle af sprogets mindre pæne gloser som "utroværdig", "samfundsnasser" og "ubegavet og primitiv" mod kommunalt ansatte fandt retten ved den lejlighed ikke strafbart.
Bo Ulrik Madsen forklarer at man også blandt medlemmerne af socialrådgiverforeningen kan se en tendens til individuelle opfattelser af hvad trusler og forulempning er.

Røvere forsvandt med skrabelodder og kontanter

NK kiosken på Buddinge Hovedgade blev søndag aften udsat for røveri.
To mænd kom kort efter kl. 20 ind i butikken. Den ene ville gerne købe en øl i baglokalet. Da de kom derud, trak han en foldekniv og truede med den. Imens tømte den anden mand kasseapparatet for kontanter, ligesom en stak skrabelodder også røg med i købet.
De to beskrives so udenlandske, mørke af hudfarve, 20-25 år og omkring 180 cm høje. Begge havde tørklæder for ansigtet. Den ene var iført en brun dunjakke, blå cowboybukser og hvide kondisko. Der er ikke yderligere oplysninger om den anden røver.

Ny kulturkonsulent

Gladsaxe vil satse på kulturen, og har derfor udvidet kulturafdelingen med ansættelsen af en ny kulturkonsulent. Helena Jørgensen, som blev ansat i september sidste år får til opgave at formidle eksisterende kultur i byen, men også at skabe nye tilbud.
"Kommunerne rundt om København skal profilere sig, og det kan man blandt andet gøre via kultur. Både ved at sætte fokus på de eksisterende kulturtilbud, vi har, som bibliotekerne, teatret og foreningslivet, men også ved at skabe nye netværk, fx til herboende kunstnere".

Bibelen på Gladsaxe Ny Teater

Efter succesen med Gladsaxe Ny Teaters åbningsforestilling Hamlet kan direktør Kasper Rostrup nu løfte sløret for næste forestilling. Forestillingen hedder Bibelen på Kryds og Tværs og er en komedie med tre spillere på scenen. Forestillingen er et samarbejde med Teamteatret og får premiere i foråret, men Kasper Rostrup ønsker at holde datoen hemmelig indtil videre.

Hele seks indbrudstyve i samme hus

En 27-årig kvinde fik sig noget af en ubehagelig overraskelse, da hun søndag aften kom hjem til huset på Vandkarsevej i Bagsværd.
Det vrimlede nemlig med indbrudstyve i huset. Hele seks personer, fire mænd og to kvinder, var i gang med at endevende skabe og kommoder.
De seks tyve fik travlt med at komme ud, og undervejs blev den 27-årige truet med en skruetrækker, da hun var for længe om at flytte sig fra udgangen. Dermed ændrede indbruddet også karakter til at være mere røverilignende.
Alle seks beskrives som udlændinge, mørke i huden, 40-50 år gamle, mændene 170-180 cm høje, kvinderne 160-170 cm.
I weekenden var der i Bagsværd-området også forsøg på tricktyveri, hvor gerningsmændene blev beskrevet på samme måde, og Gladsaxe politi hører gerne fra folk, der har observeret mistænkelige forhold.

Småbørnsforældre glade for daginstitutionerne

Småbørnsforældrene i Gladsaxe er meget tilfredse med kommunens pasningstilbud, det viser en undersøgelse, kommunen har foretaget blandt 600 småbørnsforældre.
90 procent af forældrene siger at de er meget tilfredse med både størrelsen af forældrebetaling, institutionernes åbningstider og kommunens ventelister. De adspurgte mener også at Gladsaxes pædagogiske personale er gode til at skabe trivsel for børnene. Derimod er forældrene mindre tilfredse når det kommer til spørgsmålet om i hvor høj grad de bliver involveret i daginstitutionens beslutninger, fortæller souschef Ditte Iversen.
"Vi kan ikke se direkte af undersøgelsen hvilke beslutninger forældrene savner at blive involveret i, men jeg tror ikke, det handler om det enkelte barn. Jeg tror nærmere det handler om administrative og generelle ting angående daginstitutionerne, og det vil vi nu undersøge om vi kan gøre noget ved".