Naboer og andre interessenter har nu frem til den 27. marts til at komme med
indsigelser mod et planlagt nybyggeri på Gammelmosevej lige overfor Stengård
station.
- I dag ligger der fladt enetages erhvervsbyggeri med blandt andet et
malerfirma med detailsalg.
- Fremtiden byder på 15 boliger, parkeringskælder og desuden plads til en
forretning, som formentlig vil være en videreførelse af malerfirmaet.
- Hver bolig bliver på ca. 130 m2 i to etager, såkaldte byhuse med egen
have.
- Det er et næsten enigt byråd, der nu sender planen i offentlig høring.
Da sagen blev drøftet ville Enhedslisten begrænse byggeprocenten til 50 mod
de 65, som et flertal gik ind for. Desuden mente partiet også, at der skulle
stilles krav om støjafskærmning til jernbanen, der ligger klos op ad
byggeriet.
- Byrådet indbyder til borgermøde om byggeriet. Det foregår i multisalen
ved Stengård kirke mandag den 5. marts kl. 19.30.