Onsdag d. 13. Juni 2007
Byrådsmøde om Bagsværd skolernes fremtid
- Der bliver formentlig fyldt godt op i byrådssalen, når politikerne i
aften tager hul på sagen om Bagsværd-skolernes fremtid.
- Forældre og skolebestyrelsesmedlemmer fra både Søndergård- og Bagsværd
skoler ventes at være plads i salen for at følge debatten, som nok især
kommer til at dreje sig om det forslag et flertal bestående af
socialdemokraterne, venstre og SF fremsatte for godt og vel en måned siden
om at bygge en ny tresporet skole som erstatning for Bagsværd- og Søndergård
skoler.
- Dengang sagde formand for skolebestyrelsen på Bagsværd skole, Kristian
Joensen:
- "Hvis det bliver den endelige beslutning er det klart, at vi som
skolebestyrelse vil gå aktivt ind i den her proces. Fordi vi mener, det er
en meget svær proces at finde ud af, hvordan man etablerer en ny
velfungerende skole på baggrund af to nuværende velfungerende skoler. Vi
synes, det er positivt, at der er lagt op til, at skolerne skal inddrages i
arbejdet".
- På Søndergård skole var man ligesom på Bagsværd meget overrasket over
forslaget om at bygge en helt ny skole. Ikke mindst, fordi det ikke blev
sendt i høring sammen med de øvrige alternativer. Men nu ser man fremad:
- "Det kunne da godt være, det var en god idé, at ligesom starte på en
frisk. Og så se, om ikke vi kan få noget, der er virkelig godt for både
børn, forældre, lærere og ledelse. Men det er vigtigt for os, at den
nuværende høje kvalitet i det pædagogiske arbejde sikres også under selve
flytningen og byggeriet", lød det dengang fra skolebestyrelsesformand Lars
Junker fra Søndergård skole.
- Radio Gladsaxe sender direkte fra byrådsmødet i aften fra kl. 18 med
genudsendelse i morgen fra kl. 9.30.
Vold i Værebro
- En taxachauffør kørte lidt for hurtigt hen til det lokale pizzeria i
Værebro Park i Bagsværd mandag aften. I hvert fald i forhold til nogle af de
lokale beboeres smag.
- En ung mand med indvandrerbaggrund skældte først chaufføren hæder og ære
fra. Siden samlede han en større flok ligesindede bestående af unge med
dansk, pakistansk og afrikansk baggrund, der tæskede løs på ofret med
jernrør, indtil han lå ned. En af de unge trak desuden en pistol mod
chaufføren og tog ladegreb.
- Ofret, der har jugoslavisk baggrund, blev indlagt på hospitalet med
flænger i hovedet, men blev udskrevet igen tirsdag formiddag.
- Politiet har beslaglagt en bil, som menes at have fragtet nogle af
gerningsmændene. Den er nu til teknisk undersøgelse sammen med nogle
lysestager og jernrør, som kan være blevet brugt ved overfaldet.
Handicappede skal inkluderes
- ’Vi skal inkludere i stedet for at ekskludere handicappede børn i
institutioner og skoler, sådan som vi langt hen ad vejen gør det i dag’.
Sådan lyder holdningen fra flere medlemmer af Børne- og
undervisningsudvalget i Gladsaxe, der netop er vendt hjem fra en
inspirationstur til Firenze.
Flere medarbejdere til NNIT
- Det går tilsyneladende forrygende for NNIT, Novo Nordisks tidligere
it-afdeling, som nu er et selvstændigt selskab under Novo-koncernen med
nyindviet hovedsæde i Søborg.
- NNIT søger nemlig, ifølge Berlingskes Business-sektion, 100 nye
medarbejdere, som kan finde ud af at netudvikle indenfor Microsofts verden.
- De nye medarbejdere kommer til at arbejde enten i Københavnsområdet
eller i Århus, hvor NNIT åbner en filial, bl.a. fordi virksomheden har
landet en tocifret millionkontrakt med kæmpeslagteriet Danish Crown.
Spændende AB-kampe
- Den næste lille uges tid bliver mere end normalt spændende for
fodboldklubben AB og fansene.
- I aften spiller klubbens 1. divisionshold en slags skæbnekamp mod en
anden af nedrykningskandidaterne, Fremad Amager. Det foregår på hjemmebanen
Gladsaxe stadion kl. 19.
- I morgen er der tale om en kamp i en betydelig mere positiv ånd; her
handler det nemlig om ABs unge i DBUs U/21-turnering. De har spillet sig
frem til finalen, hvor de torsdag aften kl. 19 på Skovdiget i Bagsværd møder
Greve.
- Søndag er der så igen skæbnekamp i 1. division på Gladsaxe stadion. Her
møder AB Thisted, som også ligger lige i nærheden af dumpepladserne.
Lokal pilgrimsvandring i Bagsværd
- Turen bugter sig gennem Lyngby og til Bagsværd Sø, i alt knap 20
kilometer. Men der er ikke tale om sædvanlig stavgang, når præsten Elisabeth
Lidell trækker vandreskoene på og byder op til pilgrimsvandring her i
Gladsaxe. Hun har taget orlov fra sit embede for at blive pilgrimspræst på
fuld tid, nu er turen altså kommet til kommunen. Hvis første
pilgrimsvandring starter på lørdag og varer dagen ud.
- En pilgrimsvandring består af vandring i naturen, af bibeloplæsninger og
fælles stilhed. Pilgrimspræsten kalder det "at bede med benene", og mener at
flere og flere har brug for den religiøse tilgang til livet. Fredag holder
Elisabeth Lidell foredrag om moderne pilgrimsvandringer i Stengård Kirke kl.
19.30, og der er gratis adgang.