Torsdag d. 14. Juni 2007


Byråd: Flertal for ny skole i Bagsværd

Et politisk flertal traf i går aftes principbeslutning om at bygge en ny tresporet skole på
kommunal jord i Bagsværd som erstatning for Søndergård og Bagsværd skoler.
Principbeslutningen om at bygge en ny tresporet skole i Bagsværd blev truffet af
socialdemokraterne, venstre og sf, de samme tre partier, som fremsatte forslaget for godt og vel en måned siden.
Det radikale venstre ville gerne have haft forslaget i høring, inden der blev truffet en
principbeslutning i byrådet og inden der er lavet beregninger og forundersøgelser og fremsatte derfor sit eget ændringsforslag
Det konservative folkeparti fremsatte også ændringsforslag. Sammen med dansk folkeparti har de konservative peget på muligheden for at lave idrætsfaciliteter på Søndergård skoles arealer, sælge Bagsværd skole, og bygge en ny moderne skole et helt tredje sted i Bagsværd. Det ville betyde, at de to berørte skoler ville kunne fortsætte uændret, indtil de skal flytte.
I enhedslisten mener man stadig, den bedste løsning ville være at bevare både Bagsværd- og Søndergård skole.
Et forslag til skoledistriktsændringer skal nu i høring i skolebestyrelserne, og inden årets
udgang går byrådet i gang med at se på, hvor den nye skole skal placeres.

Falsk pædofili-alarm i Gladsaxe

En mors utilfredshed med en vuggestue førte mandag til en anmeldelse om pædofili mod en mandlig pædagog i en vuggestue på Kildebakkegårds Allé i Søborg, Gladsaxe kommune.
Da kvinden skulle hente sin 3½-årige søn mandag eftermiddag, kunne hun ikke umiddelbart finde ham. Hun ledte bl.a. på et toilet, hvor hun fandt et andet barn siddende på en potte foran en mandlig pædagog med bukserne nede, og hendes egen søn stod klemt op i et hjørne.
Sådan lød forklaringen til Gladsaxe politi, der straks alarmerede kommunens pædagogiske konsulent og institutionens leder, der igen informerede forældrebestyrelsen. Pædagogen blev sendt hjem fra arbejde, og dermed var der sat gang i rygtestrømmen blandt alle forældre.
Kriminalkommissær Søren Sørensen siger til Nyhedsmagasinet, at kvinden virkede meget troværdig i sin optræden ved anmeldelsen, og at politiets sagsbehandler derfor ingen mistanke havde om, at der var noget galt.
Men da der tirsdag skulle tages billeder og samles bevismateriale fra gerningsstedet, indfandt den første mistanke sig.
Kvinden, der er 33 år, havde beskrevet, at toilettet var med stalddør, altså kun en halv dør, hvilket ikke passer. Og da politiets ekspert i videoafhøringer af børn tirsdag skulle på hjemmebesøg hos kvinden, så hendes søn kunne blive fortrolig med politimanden inden onsdagens afhøring, så meldte kvinden fra, angiveligt fordi sønnen var blevet syg.
Det fik alarmklokkerne til at lyde hos politiet, der undersøgte mandagens begivenheder nærmere.
Det viste sig, at kvinden slet ikke selv havde hentet barnet den dag, det havde hendes forældre.
Med den viden afhørte politiet nu moren, der erkendte, at der var tale om en falsk anmeldelse.
Hun vil nu blive sigtet efter straffelovens § 164, der kan give op til seks års fængsel.

Lærere skal forbydes brug af tørklæder i børnehaver og skoler

Nogle bærer et kors om halsen, andre har den lille røde i baglommen. Symboler for religion og politik udarter sig forskelligt, og derfor bør muslimsk hovedbeklædning være forbudt for pædagoger og lærere. Det mener byrådsmedlem for Venstre Lone Yalcinkaya, som understreger at børn skal beskyttes mod tørklæder, fordi de simpelthen er for synlige.
"Den enkelte skal have religionsfrihed, men hvem varetager børnenes interesser? De skal have neutral undervisning i skolen, men man tænker ikke på børnene fordi man fastholder skolelærernes ret til at bære tørklæder, hvis det er deres ønske. Tørklædet er et meget stærkt symbol, og læreren siger dermed, at hendes religion er stærkere end andres. Det kan påvirke de børn, der ikke kommer fra religiøse hjem".