Tirsdag d. 19. Juni 2007
Besparelser på specialundervisning
- Der kan spares op mod 10 millioner kroner om året på
specialundervisningen til børn i Gladsaxe. Det mener en arbejdsgruppe, der
gennem et par år har gennemanalyseret området.
- I Gladsaxe bliver flere og flere børn henvist til særlig undervisning
enten på specialskoler, specialtilbud eller ved ekstra støtte i
normalklasserne. Også flere end i de fleste andre kommuner.
- I 11 forslag angiver arbejdsgruppen derfor besparelsesmuligheder i
millionstørrelsen. Det kan bl.a. ske ved at tage flere elever ind pr.
specialklasse, ved ikke at henvise børn med lettere indlæringsvanskeligheder
eller ved at større grad at bruge kommunens egne tilbud frem for at sende
børnene ud af kommunen.
- Arbejdsgruppens rapport præsenteres for politikerne i børne- og
undervisningsudvalget på et møde i dag.
To mere anholdt fra Chile-bande
- Yderligere to chilenere er blevet anholdt, som udløber af den store
indbrudssag, der startede i Gladsaxe for et år siden.
- Her førte anholdelsen af to sydamerikanere, der luskede rundt i haver i
Bagsværd, til opklaring af foreløbig 230 indbrud og tilvejebringelse af
omkring 5.000 tyvekoster, typisk edb-udstyr, parfume, penge og tøj.
- 19 personer, flest fra Chile, er siden blevet sigtet og har modtaget
domme i sagen, og nu er to mere altså kommet til.
- De befandt sig i en lejlighed hos en landsmand, som politiet skulle
afhøre omkring hans rolle som afsender af tyvekoster til Chile.
- De to er tidligere blevet udvist af landet, den ene sågar af hele
Schengen-samarbejdet, der tæller de fleste europæiske lande.
- Foreløbig har tyveriafdelingen ved Gladsaxe politi kunnet hægte fem-seks
indbrud op på de to nys anholdte. Og fra den store gruppe sidder endnu to
varetægtsfængslet, som står bag 55 indbrud. De to herrer kan meget vel stå
til fængselsstraffe på mellem to og tre år. Straffe, der vil give genlyd
helt til Chile og måske, håber politiet, afholde andre fra at tage på
tyvetogt til Danmark. En stor del af banden er nemlig enten bekendte eller i
familie med hinanden, så rygtet skal nok spredes.
Nyt genoptræningscenter på Kildegården
- Så er kabalen gået op.
- Gladsaxes nye genoptræningscenter kommer til at ligge på omsorgscentret
Kildegården.
- Oprindeligt var der tale om at indrette genoptræningscenter i
retsbygningen på Fremtidsvej, men forhandlingerne med Staten trak i
langdrag, og nu er valget så faldet på Kildegården. Den nuværende afdeling A
ud mod Søborg Hovedgade rives ned, og i stedet etableres et
- genoptræningscenter med 20 pladser og dertilhørende træningsfaciliteter.
- "Det er forvaltningens vurdering, at det nye genoptræningscenter vil
være fremtidssikret også ift. kommende opgaver", lyder det fra
socialudvalgets næstformand, Ebbe Skovsgaard, venstre.
- I enhedslisten mener man, der er fundet en intet mindre end en ideél
placering til det nye genoptræningscenter: "Ikke kun transportmæssigt, det
er også fint at det ligger i et område, hvor man også kan træne udenfor
f.eks. med indkøb, biblioteksbesøg, og færdes udenfor, som også er en meget
stor og vigtig del af træningen", siger enhedslistens Emilce Nielsen.
- Det nye genoptræningscenter ventes at stå klar i slutningen af 2009.
Minisport
- Tusindvis små Gladsaxe-børn har efterhånden stiftet bekendtskab med
forskellige idrætsgrene i Gladsaxe gennem det særlige initiativ Minisport,
der henvender sig til børn på 1. og 2. klassetrin.
- Og glædeligt nok bliver en del børn i klubberne efter en sæson, hvor de
har prøvet kræfter med håndbold, gymnastik, svømning, fodbold, judo,
softball og badminton, siger Karin Lund fra Gladsaxe Minisport
- En folder om minisporten kommer med børnene hjem fra skole i løbet af
denne uge.