Onsdag d. 20. Juni 2007


Få udlændinge i arbejde i Gladsaxe

Det går ikke for godt med integrationen af udlændinge i Gladsaxe. I hvert fald ikke, hvis indikatoren går på varigheden fra personen får opholdstilladelse til vedkommende bliver selvforsørgende og ikke længere modtager offentlig forsørgelse.
Det viser en ny rapport fra Anvendt Kommunal Forskning, AKF.
Selvforsørgelse betyder i denne sammenhæng ikke nødvendigvis, at personen kommer i beskæftigelse. Fraværet af offentlig forsørgelse kan også være en konsekvens af, at personen forsørges af en ægtefælle eller en partner.
Rapporten analyserer tal fra Danmarks Statistik for perioden 1999 til godt halvvejs ind i 2006 og ranglister kommuner i fem grupper, hvor 1. gruppe er der, hvor integrationen er lykkedes bedst.
Når det alene handler om at blive selvforsørgende, så placerer Gladsaxe sig i den ringeste del, gruppe 5. Det går så lidt bedre med at få de nye medborgere i arbejde for Gladsaxe, der på det område havner i gruppe 4, som også er den endelige gruppeplacering for Gladsaxe, når samtlige analysetal regnes sammen.
I perioden er det kun lykkedes at få 39% udlændinge i arbejde eller uddannelse i Gladsaxe, mens eksempelvis Glostrup, Albertslund og Høje-Taastrup kommuner ligger oppe omkring de 70%.
Hele rapporten kan hentes på hjemmesiden akf.dk

Røveri med kniv

En 19-årig mand blev mandag aften ved 22.15-tiden udsat for røveri på Mørkhøjvej ud for nr. 83.
Den 19-årige blev grebet bagfra og fik presset en kniv mod halsen. Overfaldsmanden forlangte at få ofrets penge og tog selv for sig af retterne ved at tage ofrets pung fra baglommen.
Derefter fik den 19-årige et skub. Da han vendte sig om, så han en flok på 15-20 personer, de fleste 2. generationsindvandrere. Heriblandt en 18-22-årig person iført hip-hop-tøj, formentlig med arabisk baggrund, som ofret mener må have været gerningsmanden.
Politiet hører gerne fra eventuelle vidner på 3954 1448.

Ny bydel skal styrke Bagsværd bymidte

Et gammelt industriområde i den nordlige del af Bagsværd erhvervskvarter skal omdannes til en helt ny bydel med 800 til 1000 nye boliger, detailhandel og serviceerhverv.
Bagsværd Park skal være et kvarter "der indbyder til fysiske og sociale aktiviteter for beboere og ansatte og derigennem styrker Bagsværd bymidte". Det er visionen, som et enigt byråd netop har vedtaget.
"Vi synes, det er fint man laver flere boliger og arbejdspladser i et område tæt ved stationen og anden offentlig transport. Til gengæld synes vi også, det ligger lidt tæt på motorvejen, og det synes vi, man skal have med i overvejelserne, når man skal til at bygge, at man sikrer der kommer nogle gode løsninger omkring støj osv", lyder det fra enhedslistens Trine Henriksen, formand for miljøudvalget, som på byrådsmødet foreslog, at Gladsaxe som grøn kommune går foran og tænker miljø- og energi-rigtige løsninger ind i planlægningen af Bagsværd Park.
Den nye bydel får også opbakning fra de konservative, som dog er en anelse bekymrede for, om man kommer til at udnytte området for intensivt. "Hvis man kigger på det notat om byomdannelsen, som byrådet oprindeligt blev præsenteret for på et orienteringsmøde, kan man se en figur af Bagsværd Park, hvor man simpelthen har en udnyttelsesprocent så højt oppe, at selv de højhuse der ligger i Bagsværd næsten vil være miniput-huse. Og det er der vel ikke nogen af os der ønsker. Det er vigtigt for de konservative, at området kan bevares som grønt område, gerne med bebyggelse af forskellig slags, men det skal være en grøn åben bydel som skal etableres", siger Lars Abel fra det konservative folkeparti.
Socialministeriet har som tidligere fortalt i Nyhedsmagasinet givet foreløbigt tilsagn om støtte til projekt Bagsværd Park.

Institutionsmad til børnehavebørn

Næsten alle forældre, der har børn i vuggestue i Gladsaxe, ser gerne, at børnene også får tilberedt mad af institutionen, når de når børnehavealderen.
Her slutter den kommunale madlavning nemlig i øjeblikket, men en undersøgelse viser, at hele 93% af forældrene gerne vil have madordningen fortsat.
Dog er det knap så mange forældre, der er villige til også at betale for maden. For hver hundredekroneseddel om måneden, der skal betales ekstra – og der er blevet spurgt helt op til en merudgift på 400 kroner – jo færre vil være med, naturligvis, fristes man vel næsten til at sige.
18% vil slet ikke være med, hvis det kommer til at koste så meget som en krone mere.
Men op mod halvdelen, 44%, ønsker mad i børnehaven uanset pris.
Området er blevet undersøgt for at kende forældrenes holdning, inden et forslag om madtilbud i børnehaverne bliver taget med i budgettet for de næste år.

Løgnehistoriefestival i Bagsværd

År 2000 Pladsen i Bagsværd bliver til efteråret lavet om til en festivalplads.
Idéen opstod for et halvt år siden, da to borgere besluttede sig for at stable en
lokal kulturbegivenhed på benene, som kan bringe folk sammen. Samtidig er festivalen en hyldest til den gode historie, fortæller Karsten Madsen, der selv bor i Bagsværd og sammen med Kari Engberg har taget initiativ til løgnehistoriefestivalen, som er blevet til i økonomisk samarbejde med bl.a. Novo Nordisk, Olympeak Coaching og Gladsaxe Bio. Derudover har kommunen givet en underskudsgaranti på 40.000. Festivalen er d. 7 september. Og det er ikke løgn…!