Torsdag d. 21. Juni 2007


Kommunen frygter ikke private plejehjem

Fra februar i år har borgere i hele landet frit kunnet vælge, om de vil på et kommunalt eller et privat plejehjem. Og i Gladsaxe har foreløbig 0 personer benyttet sig af retten til at tilbringe livets efterår i privat regi. Der er heller ikke nogen, som har søgt om at oprette et privat plejehjem, fortæller afdelingschef i Herle Klifoth. Hun mener, at ældre vælger plejehjem ud fra familierelationer og ikke ud fra hvorvidt hjemmet er privat eller offentligt ejet.
Der er altså foreløbig ingen grund til at frygte ældre-flugt fra de kommunale plejehjem. I dag råder Gladsaxe over 526 kommunale plejehjemsboliger, fordelt på seks omsorgscentre og to plejecentre. Der er i alt cirka 14 private plejehjem i landet.

Tricktyve vil vaske trapper

Gladsaxe politi advarer mod tricktyve, der stadig huserer i Gladsaxe-området.
Seneste påfund er, at tyvene medbringer en spand og påstår at skulle vaske trapper i opgangen.
Men i stedet ringer de på hos især ældre og forsøger at trænge ind i lejlighederne.
Det skete to gange i løbet af tirsdagen. Først på Aldershvilevej, hvor fire sigøjnere, som vidner beskriver dem, uden held forsøgte sig med spand-tricket.
Senere forsøgte to lignende typer sig frem i Ericaparken, men heller ikke denne gang faldt beboerne for tricket.

Ældreråd mærker ikke ny lov

Det skal være omkostningsfrit at arbejde i landets ældreråd. 1 juli træder en lov i kraft, som pålægger kommunerne at dække udgifter til tabt arbejdsfortjeneste, transport og andre udgifter i forbindelse med det frivillige ældre-arbejde. Loven skal tilskynde ældre til at stille op til Ældrerådene. Men Ældrerådet i Gladsaxe har hele tiden haft en økonomisk aftale med kommunen, som sikrer, at medlemmerne får refunderet deres udgifter. Så lokalt får loven ingen betydning, siger formand Benthe Quistgård.
"Vi får allerede dækket de udgifter, vi måtte have. Det gælder både telefon, kurser og kørsel. Vi har også fået mulighed for at anskaffe os computere, så vi ser ingen problemer fra vores side". Bente Quistgård kan ikke genkende problematikken med manglende kandidater til rådet, og slet ikke på grund af økonomi, siger hun til Nyhedsmagasinet.

Kommuner med fælles markedsføring

Gladsaxe skal fremover markedsføre sig erhvervsmæssigt sammen med Herlev og Ballerup kommune. I hvert fald har borgmestrene for de tre kommuner aftalt at få analyseret kommunernes stærke og svage sider og få afklaret, om der skal markedsføres som et område eller blot være tale om et samarbejde.
Målgruppen vil være erhvervslivet og arbejdskraften bredt.
Hvis den nærmere analyse munder ud i en fælles markedsføring, så skal der kobles et professionelt bureau på som hjælpende hånd.
Men foreløbig skal analysen lige på plads. Den ventes at komme til at koste op mod 200.000 kr.