Tirsdag d. 15. Maj 2007


Hærværk i Høje Gladsaxe

Gladsaxe politi søger vidner til et større hærværksraid søndag ved 23.30-tiden mod butikker på det lille torv ved Høje Gladsaxe.
Fem butikker fik smadret ruderne og i den ene, købmandsbutikken, blev der kastet en molotovcocktail ind. Brandvæsnet nåede dog at slukke den brændende væske, inden ilden fik ordentligt fat i butiksinventaret.
Et vidner så fire unge løbe væk fra det lille torv, men der er ikke nogen nærmere beskrivelse af gerningsmændene.
Derfor vil politiet gerne i kontakt med eventuelle vidner.
Gladsaxe politi har telefon 3954 1448.

Flere skoleforslag

Renover Bagsværd og Søndergård skoler, bevar dem som to-sporede og sæt 150 millioner kroner af til at gøre alle skoler tidssvarende.
Sådan lyder i korthed et forslag fra Enhedslisten, som bliver lagt frem på dagens møde i børne- og undervisningsudvalget.
 
FORSLAGET:
 
"Enhedslistens holdning til fremtidens skoler i Bagsværd-området – maj 2007
 
Høringsperioden om rapporten "Lokalebehov og lokalekapacitet på skolerne i den nordlige del af Gladsaxe kommune" er nu afsluttet, og samtlige høringssvar på nær ét anbefaler rapportens alternativ 1: Bevarelse af Bagsværd og Søndergård skole som to-sporede skoler, med gennemførelse af den nødvendige renovering af de to skoler. Prisen for denne renovering anslås i rapporten til 84-92 mill. kr.
 
Efter høringsperioden er der fremkommet forslag fra socialdemokraterne om at bygge en helt ny 3-sporet skole på Søndergård skoles areal, mens Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har foreslået en ny skole bygget i et kommende Bagsværd Park eller på Bagsværd skoles idrætsareal. Prisen for at bygge en ny skole er tidligere af embedsmændene blevet anslået til mindst 200 – 250 mill. kr.
 
I Enhedslisten ser vi meget positivt på denne nye udvikling, der viser at der er politisk vilje til at investere store beløb på at forbedre de fysiske rammer for folkeskolen. Vi kan godt se de spændende muligheder i en helt ny skole. Men vi synes er også det er rimeligt at overveje, om det nu også er den bedste måde at udnytte ressourcerne på, ud fra en samlet vurdering af behovet for renovering af kommunens skoler i de kommende år.
· Vi lidt svært ved at se det visionære i at nedlægge to velfungerende skolemiljøer for at bygge en ny skole med mindre kapacitet.
· Hvorfor bruge langt flere ressourcer på at bygge en ny og moderne skole, bl.a. med ønske om at kunne tiltrække flere af de børn som ellers ville søge privatskole – når man så samtidig reducerer kapaciteten fra fire til tre spor i de to skoledistrikter.
· Vi mener at det er en langt mere visionær og fremtidssikret løsning, og en langt bedre anvendelse af ressourcerne, at renovere de to skoler til en tidssvarende standard, og dermed sikre muligheden for at kunne fortsætte med fire spor.
Ved sagens behandling i Børne- og Undervisningsudvalget på tirsdag d.17.5 er det derfor Enhedslistens holdning, at:
1. Bagsværd og Søndergård skole bør videreføres som 2-sporede skolerne og renoveres til en tidssvarende standard der lever op til kravene for moderne undervisningsformer.
 
2. Vi foreslår i stedet, at puljen til funktionsændringer og bygningsmæssig renovering af skolerne forøges med 150 mill. kr. over de næste 10 år, så samtlige skoler kan opnå en tidssvarende standard i forhold til faglokaler, inventar, kantiner m.v.
 
3. Hvis der imidlertid er flertal for et forslag om at bygge en ny skole, bør dette forslag sendes i ny høring. I høringsmaterialet skal som minimum indgå en beregning af de økonomiske konsekvenser og en anslået tidsplan for gennemførelse af byggeriet.
 
4. Vi forudsætter som en selvfølge at de to skoler inddrages i planlægningen af en evt. byggeproces og forhold omkring skolernes videreførelse i den mellemliggende periode. Vi forudsætter desuden, efter udsagn fra Trine Græse, at de to skoler fortsætter som selvstændige skoler med egen ledelse frem til en evt. sammenlægning.
 
5. Vi er modstandere af en principbeslutning om at alle folkeskoler i Gladsaxe som minimum skal være 2-sporede, således at skoler der ikke opfylder dette vil være truet af lukning eller krav om sammenlægning. Der er intet belæg for at mindre skoler ikke er fagligt bæredygtige, det kræver blot andre måder at organisere arbejdet på. Flere af kommunens skoler har i kortere eller længere perioder haft mindre end to spor, og alligevel bevaret en høj faglig og pædagogisk kvalitet. En del forældre vælger desuden privatskoler, netop fordi de foretrækker en mindre skole."

Gladsaxe Rengøringsfirma vinder arbejdsmiljøpris

Færre dårlige rygge og kemikalier i rengøringsspandene. Ved at sætte fokus på arbejdsmiljøet har Gladsaxe Kommunes Rengøringsselskab vundet årets arbejdsmiljøpris. Prisen er givet af Kommunale Lønarbejdere i Storkøbenhavn, og for de fire prisvindende sikkerhedsrepræsentanter er den kronen på værket efter tre års arbejde med at omlægge rengøringsprocedurer og rutiner på kommunens skoler og institutioner, fortæller sikkerhedsrepræsentant Annette Hertzum. Det er blandt andet ved at bruge mikrofiber og nye moppesystemer, at det er lykkedes firmaet at skabe bedre arbejdsvilkår og miljø. For de enkelte medarbejdere betyder det at de skal bære mindre vand, og kommer i kontakt med færre kemikalier. Med prisen følger en check på 5.000 kroner.

Bærbare til skoleelever

Skoleelever i Gladsaxe skal fra næste skoleår kunne låne en bærbar computer med hjem:
"I folkeskolen i dag anses en computer for et hjælpemiddel på linie med papir og blyant. Ikke alle har en pc derhjemme. Eller den kan være ude af drift i en periode. Derfor er det vigtigt, at skolerne har et antal bærbare pc´ere, som eleverne i de ældste klasser kan låne. Især i forbindelse med større opgaver. Den pulje vi afsatte i budgettet rækker til ca. 150 pc´ere, som fordeles til skolerne. Hvis de i perioder ikke er udlånt, vil de kunne bruges i undervisningen og de vil også kunne udlånes til lærere i kortere perioder", siger formand for børne- og undervisningsudvalget, socialdemokraten Trine Græse.
I SF mener man, man burde gå skridt videre og give en computer til alle elever i 7. klasse, som de kan bruge resten af deres skoletid. Det vil koste rundt regnet 5 millioner kroner, siger Gunnar Svendsen:
"Det er da ret mange penge. Indrømmet. Men for lige at sætte det i perspektiv, så er det langt mindre end det det koster, at opfylde fodboldklubbernes ønske om kunstgræsbaner. Så kan man selvfølgelig overveje, om det er vigtigst, at alle Gladsaxes skoleelever rustes til at leve i det digitale samfund eller, at kommunens fodboldspillere kommer lidt tidligere på græs. Kunstgræs. Jeg ved godt, hvad vi mener i SF. Men bevillingen på 1,2 millioner til computere til eleverne er en pænt skridt i den rigtige retning".
Den nye computer-låneordning træder altså i kraft efter sommerferien.

Hver fjerde skoleklasse deltager i cykel-kampagne

"Vi cykler til arbejde" er sloganet for en landsdækkende kampagne, som dansk cyklistforbund står bag. Ideen er at lade alle stige på cyklen i en måned, frem for at vælge bil eller bus, og i Gladsaxe deltager 18 daginstitutioner og hver fjerde skoleklasse. Også eleverne fra Buddinge Skole. "Jeg cykler ca. 2 kilometer hver vej, fordi jeg ikke gider at gå", fortæller en elev. Jeg blev kørt, da jeg var lille, sige ren anden, men nu cykler jeg fordi det er sundt".
Den klasse i landet som har cyklet flest dage til skole vinder et turpas til Dyrehavsbakken, og hvis cyklisterne bruger cykelhjelm får de dobbelt point.

Svært at vælge cykelhjelm

Det er sundt at cykle, og en landsdækkende kampagne skal få skoleeleverne til at vælge hjulene frem for fars bildæk. Ulrikke fra 5. b på Buddinge skole cykler i skole hver dag, og hun husker altid at tage cykelhjelmen på. "Jeg har en veninde som faldt på cyklen, og hjelmen flækkede, så nu er jeg begyndt at tage det seriøst", siger Ulrikke. Men det der med sikkerheden kan godt være svært for eleverne, for det er pinligt at skille sig ud. En elev foreslår at brug af cykelhjelm bliver lovpligtig.