Onsdag d. 23. Maj 2007
Fredet frø ved sportshal
- Den spidssnudede frø kommer måske igen til at drille nybyggeri ved og
omkring den gamle TV-By.
- Denne gang er det planerne om at bygge en sportshal og en fritidsklub på
det tidligere Gyngemoseværk, som den fredede frø kan stikke en kæp i hjulet
for. Den er nemlig blevet fundet på området, ligesom biologer formoder, at
det er levested for flere flagermusarter; vandflagermus, dværgflagermus,
brunflagermus og skimmelflagermus.
- Fælles for frø og flagermus er, at de alle er opført på
habitatdirektivets bilag IV, som bland andet siger, at arternes yngle- og
rastesteder ikke må beskadiges eller ødelægges. Projekter, der berører
levesteder for arter på bilag IV, kan desuden kun gennemføres, hvis den
samlede økologiske integritet for området ikke påvirkes.
- Dyrelivet på og ved Gyngemoseværket skal nu vurderes nærmere.
Kommunal spareplan virker
- Sparepærer, isolering og omtanke har alt sammen gjort at kommunen har
nået sit mål: at få forbruget af elektricitet, vand og varme ned. På to år
er det lykkedes at få forbruget af varme i kommunale bygninger ned med 2,8
procent, el-forbruget faldt med 0, 7 procent og vandforbruget faldt med 4,1
procent. Det er godt, men det kan sagtens blive bedre, siger formand for
Miljøudvalget Trine Henriksen.
- " I forbindelse med at man lavede en Agenda 21 i 2004, opstillede man
mål for hvor meget energiforbruget skulle falde, vi har allerede nu opfyldt
målene, og det tyder på at målene har været for små, og at vi måske skal
overveje at skærpe kravene en smule, så vi fortsætter med at nedsætte vores
forbrug".
- Engagerede medarbejdere sparer på energi-forbruget
- Kommunen har nået sit mål om at nedsætte forbruget af el, vand og varme,
og det er blandt andet via engagerede kommunale medarbejdere, fortæller
formand for Miljøudvalget Trine Henriksen, som gerne ser at man sætter
målene lidt højere næste gang fx ved at tænke energien med når man bygger
den nye multihal.
- "Hvis vi yderligere skal nedbringe vores energiforbrug, skal vi også
tænke i energivenligt byggeri. Man kan i dag bygge nul-energihuse, og det er
noget, vi skal tænke i, hvis vi skal nedsætte vores energi-forbrug. Det
kræver investeringer, og jeg synes vi skal have fokus på det, når vi skal
bygge den nye multihal og den nye skole i Bagsværd".
Fredning af Bagsværd Sø
- Forretningsudvalget i Danmarks Naturfredningsforening har nu besluttet,
at der skal udarbejdes et fredningsforslag for Bagsværd Sø. Foreningen
forventer at kunne forelægge forslaget for Fredningsnævnet i løbet af
efteråret.
- Det er lokalforeningerne i Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Herlev-Værløse,
der har taget initiativ til fredningsprocessen.
- Fredningen vil medføre, at områdets naturmæssige og landskabelige
værdier bevares og forbedres, skriver lokalforeningen i Gladsaxe i en
pressemeddelelse. De nuværende aktiviteter i området vil kunne opretholdes,
mens der vil blive holdt skarpt øje fra fredningsfolkenes side med nye
udvidelser ved og på Bagsværd Sø.