Mandag d. 19. Marts 2007
Ja eller nej til behandlet drikkevand
- Med strukturreformen er Gladsaxe kommune havnet i den behagelige
situation selv at kunne bestemme, hvor vidt kommunen skal have lov til at
behandle forurenet grundvand til drikkevand eller ej.
- Siden 2004 har kommunen forsøgt at få tilladelse til at behandle
forurenet grundvand med aktivt kul, så vandet kunne indgå i forsyningen fra
Bagsværd vandværk. Fire ud af seks boringer er nemlig ramt af forurening af
klorerede opløsningsmidler. Og med kun to boringer i brug, bliver der på det
nærmeste drevet rovdrift på grundvandsmagasinet med det rene, forureningsfri
vand.
- Men det tidligere Københavns amt, der var miljømyndighed på området,
sagde nej til behandlingen af det forurenede vand. Den beslutning klagede
Gladsaxe kommune over til miljøstyrelsen, der bad amtet se på sagen endnu en
gang. Men inden sagsbehandlingen dér kom i omdrejninger, så blev amterne
nedlagt, og den største del af miljømyndigheden er nu overgået til
kommunerne.
- Derfor skal kommunen nu selv til at tage stilling til, om ansøgningen
kan imødekommes.
- Det har hidtil været et ubrydeligt princip, at drikkevandet ikke må
behandles kunstigt. Men de mange forureninger rundt om i landet har gjort,
at der de seneste år enkelte steder har været givet dispensation til
behandling.
- I første omgang skal politikerne i miljøudvalget drøfte problematikken.
Siden skal sagen videre op i det politiske system.
Hospitalsplan til debat
- Spørgelysten var stor og fremmødet ligeså da Region Hovedstaden forleden
inviterede til
- borgermøde om den kommende hospitalsplan.
- Hospitalsplanen er i offentlig høring indtil starten af april, og det er
vigtigt, at give sin mening til kende, siger medlem af regionsrådet for
socialdemokraterne, Hanne Andersen. Hun var én af mange politikere, som var
mødt op til borgermøde på Herlev Hospital: "Vi er her for at lytte. Det er
meget vigtigt, fordi der skal ikke være nogen der tror, vi har besluttet
planen. Det har vi ikke. Først når høringsfasen er overstået 4. april bliver
det forelagt d. 24. april og 15. maj skal vi beslutte planen".
-
- (Hele debatten fra borgermødet om hospitalsplanen kan høres her på
frekvensen tirsdag formiddag fra kl. 10)
Kræftens bekæmpelse mangler indsamlere
- Kræftens bekæmpelse mangler indsamlere til deres store landsindsamling
søndag den 25. marts. Det gælder også for Gladsaxe, hvor især Stengård og
Bagsværd områderne er tyndt besat. Mange af de gamle, der har været med år
efter år, har i år meldt fra. Der er derfor brug for nye unge kræfter.
- Hvis man ønsker at blive indsamler den 25. marts kan man ringe til Käte
Poss Andersen på 40 78 66 44, eller gå ind på Kræftens bekæmpelses
hjemmeside www. Cancer.dk.