Torsdag d. 22. Marts 2007
Manglende børnepolitik findes
- Kan I så se at få jer en sammenhængende børnepolitik, og det inden den
16. april. Ellers vil kommunen blive indbragt for tilsynsmyndighederne!
- Sådan cirka er ordlyden i et brev fra socialminister Eva Kjer Hansen til
Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst.
- Anledningen er en undersøgelse fra Socialpædagogernes Landsforbund, der
viser, at Gladsaxe tilhører den tredjedel kommuner, der endnu ikke har
vedtaget en sammenhængende børnepolitik. Det siger loven ellers, at alle
kommuner skulle have haft ved årsskiftet – derfor det irettesættende brev
fra ministeren.
- Der er dog blot den hage ved historien, at byrådet i Gladsaxe i december
2006 vedtog netop en sådan politik. Og det endda efter et stort forberedende
arbejde af en gruppe embedsmænd fra henholdsvis socialforvaltningen og
børneforvaltningen samt en længere høringsfase med alle relevante parter.
- "Jeg finder det dybt mærkeligt, at ministeren ikke har fået sine
embedsmænd til selv at tjekke sagen, men blot tager socialpædagogernes
undersøgelse for gode varer", siger formand for børne- og
undervisningsudvalget Trine Græse.
- Nogenlunde samme holdning vil formentlig også fremgå af det svar, som
Gladsaxes borgmester vil sende til ministeren om den manglende børnepolitik,
som jo altså alligevel findes i den virkelige kommunale verden.
Kun to falder for ægtefælle-regel
- Kun to personer i Gladsaxe mister deres kontanthjælp pga. den nye 300
timers regel, som træder i kraft den 1. april. Reglen betyder at ægtepar,
som modtager kontanthjælp, tilsammen skal have haft 300 timeres arbejde,
eller det der svarer til to måneder, indenfor de sidste to år, ellers mister
de deres indtægt. I Gladsaxe er det lykkedes næsten samtlige 50
kontanthjælpsmodtagere, herunder 15 ægtepar, at skaffe sig et arbejde eller
et uddannelsesforløb, enten ved egen eller kommunens hjælp, fortæller
arbejdsmarkedschef Ebbe Holm.
- "De to personer, som mister kontanthjælp, har valgt at blive
hjemmegående. De resterende 48 er nu i arbejde eller deltager i
opkvalificerende uddannelsesforløb".
- Det er blandt andet arbejde som lagerassistent, rengøringsassistent og
butikmedarbejder, som personerne er startet i.
- "Det har ikke været svært for kommunen at skaffe arbejde til
personerne", siger Ebbe Holm.
- "Udfordringen har været at skaffe det rigtige job til den rigtige
person. Men man kan ikke konkludere om det er gået godt før vi har passeret
1. april, folk kan miste deres job i morgen, og så er de omfattet af reglen
igen.
- Hovedparten af personerne som er omfattet af reglen har
indvandrerbaggrund.
Gladsaxe Musikpris 2007 går til cellisten Andreas Brantelid
- Årets modtager af Gladsaxes musikpris er den unge cellist Andreas
Brantelid. I morgen får han overrakt prisen i Høje Gladsaxe skolernes
festsal. Efterfølgende er der koncert med Andreas Brantelid og Sjællands
symfoniorkester. Andreas Brantelid begyndte at spille cello som 4 årig, og
gav sin første solokoncert som 11 årig. Så musikken har været en stor del af
den 19 årige Andreas Brantelids liv.
Tag cyklen til skole eller børnehave
- Så tar´ vi cyklerne frem, sådan lyder det i sangen. Og det er også det
Grønt IDÉcenter lægger op til med deres cykelkampagne i maj. Hvor børn i
både skoler og børnehaver opfordres til at tage cyklen. Enten deres egen
eller i barnesædet bag på mor eller far. I forbindelse med kampagnen sætter
Grønt IDÉcenter præmier på spil til de skoler og børnehaver, der er bedst
til at finde cyklerne frem.
Det er de autonomes skyld
- Efter 7 måneder i Israel, hvor han var tæt på konflikten i Mellemøsten,
lander musikeren og sangskriveren Lars Harboe midt i konflikten omkring
ungdomshuset. Det får ham til at skrive sangen "De autonomes skyld". En
satirisk kommentar til den manglende plads til det der er anderledes. Lars
Harboe, der er uddannet på det rytmiske musikkonservatorium, trådte sine
musikalske barnesko i Gladsaxe i slutningen af 80´erne.