Nyhederne mandag d. 3. september 2007


Historien forsvinder på Søborg Hovedgade

En af de sidste muligheder for at få gamle restaurerede landsbyejendomme til at gå hånd i hånd med moderne byggeri, sådan som det på fornem og nænsom vis kendes fra Lyngby Hovedgade, er nu ved at forsvinde på et stort stræk af Søborg Hovedgade.
En lokalplan for området, der giver mulighed for nybyggeri helt op i seks etagers højde, står nemlig netop nu til at blive vedtaget.
I morgen 2. behandler økonomiudvalget således forslaget og de mange indsigelser fra borgere, der blandt andet går på det kommende byggeris højde.
Også Museet Kroppedal har ytret sig om planændringerne og siger, at ’kommunen ikke bør fjerne alt, der giver historisk dybde på Søborg Hovedgade, da netop den historiske spændvidde kan være med til at give et spændende gadeforløb og et godt miljø’.
Men siden 1930erne har det været byrådets intention, at den eksisterende villabebyggelse langs hovedgaden skal erstattes af etageboliger – og det er da også byrådsflertallets holdning her 70 år efter.

Nordiske skoleelever mødes i Gladsaxe

Skoleelever fra hele Norden mødes i Gladsaxe denne uge.
I dag ankommer 67 unge fra venskabsbyerne i Sverige, Norge og Finland til Gladsaxe, og indkvarteres sammen med Marielyst skoles 9.A på kommunens sportshostel.
De nordiske skoleelever skal i løbet af ugen på sightseeing i København og Gladsaxe, og til middag hjemme hos en Gladsaxe familie.

Stem på en ildsjæl

Så er det ved at være sidste chance, hvis man vil have indflydelse på, hvem der skal have årets ungdomslederpris.
Prisen gives som altid til en person der, på frivillig basis, har ydet en særlig indsats indenfor børne- og ungdomsarbejdet i Gladsaxe Kommune. Med andre ord, en rigtig ildsjæl.
Sidste år gik ungdomslederprisen til lederen af FDF Gladsaxes Brass Band, Lars Nielsen,
og hvem der løber med prisen i år det afsløres d. 24. oktober.
Fristen for at komme med forslag udløber på onsdag.