Nyhederne mandag d. 10. september 2007


Skattelettelser koster pensionister dyrt

Det netop indgåede forlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti omkring skattelettelser, kommer til at koste pensionisterne dyrt. Det, som umiddelbart ser ud som en skattelettelse, bliver i løbet af få år udhulet af planlagte energiafgifter, og dermed mister folkepensionisterne enhver økonomisk fordel. Det mener Ældresagen, som har regnet på pensionisternes udbytte cirka fire år frem i tiden.
"Regeringen siger godt nok, der sker en ekstra ordinær forhøjelse af Folkepensionen med 0,6 procent, men det er en regulering, der ville være kommet alligevel. Pakken betyder, at energiafgifterne i løbet af 3-4 år kommer til at overstige skattelettelsen, og dermed kommer der underskud for den enkelte pensionist. Fra 2012 bliver det ca. 100 kr., med 100 kroners stigning hvert år. Sammenlignet med øvrige parter på arbejdsmarkedet som får lettelser på 1500 kroner om året, så er det her meget skævt", siger souschef i Ældresagen Jens Højgård.

Ansøger optræder på åben postliste

Hvem er med i ansøgerfeltet til jobbet som virksomhedskonsulent i integrationsteamet i Gladsaxe kommune? Og hvem har søgt stillingen som administrationsleder i arbejdsmarkedsafdelingen i kommunen?
Interesserede kan få fat på i hvert fald nogle af kandidaterne, der optræder med fuldt navn og adresse på Gladsaxe kommunes hjemmeside.
Under de åbne postlister kan enhver med internetadgang finde navnene frem, også de pågældende ansøgeres nuværende arbejdsgivere.
Proceduren med at lægge ansøgernavne ud til offentlig beskuelse har før været kritiseret, og arbejdsgangen omkring de åbne postlister har da også været lovet strammet op fra kommunens side. Men nu er den altså gal igen.

Lange næser i Bagsværd

Lørdag var der for første gang nogensinde Løgnehistoriefestival på År 2000 Pladsen i Bagsværd. Her kiggede bl.a. omkring 200 skoleelever forbi til en omgang rap, rim og løgn.
To Bagsværd borgere tog initiativ til festivalen efter et borgermøde i efteråret om Gladsaxe Kulturkanon.

Frie pladser i strikkeklub til børnehjem i Calcutta

Er du fingerferm og har du to timer, kan du hjælpe børnehavebørn i Calcutta. Så lidt skal der til, fortæller Lisbeth Vilnis. "Vi strikker børnetrøjer og sjaler og tæpper, for der er blevet strikket for meget babytøj, så de er blevet oversvømmet med det".
Strikkeklubben, som strikker til børn i Calcutta, mødes hver anden og hver fjerde mandag i måneden i Bagsværd Kirke og man behøver ikke tage garn med, fortæller Lisbeth Vilnis.