Nyhederne onsdag d. 19. september 2007
Budgetforlig i Gladsaxe
- Selvom de skiftes til at hugge hinandens planer i folketinget, og
dermed må bedømmes til at være forholdsvis ens størrelser, så kan de to
store partier, Socialdemokraterne og Venstre, ikke finde ud af at
samarbejde.
- Det kan de til gengæld på lokalt plan i Gladsaxe, hvor de to partier har
en lang tradition for samarbejde om budgettet.
- Således også i år, hvor de to sammen med de konservative, radikale og
Dansk Folkeparti natten til i går indgik forlig om budgettet de kommende år
i Gladsaxe.
- Der var godt nok heller ikke det helt store at slås om denne gang med en
økonomi, der med de seneste prognoser in mente, ser endog meget gunstig ud.
En ny prognose på skatteområdet giver således alene et tocifret millionbeløb
mere i kassen.
- Så forliget er egentlig mere en demonstration af, hvem der vil lege
sammen i hvilke fløje, snarere end en decideret debat om kroner og ører.
- Men trods den fine økonomi, så skal magten demonstreres hvert år. Nogle
vil måske huske, at det sidste år gik ud over lærerne – i år er det blandt
andet Radio Gladsaxe, der står for skud. Og fra årsskiftet er det derfor
slut med lokalradio.
- Den borgerlige fløj tæller 20 medlemmer af byrådet, mens venstre side af
salen, SF og Enhedslisten, kun kan mønstre fem medlemmer, så budgetforliget
kommer til at køre glat igennem ved 2. behandlingen i byrådssalen til
oktober.
Gangsporten udpeger nye motionsruter i Gladsaxe
- Den landsdækkende kampagne Kom i Gang Danmark åbnede forleden 500
nye motionsruter, som skal inspirere og motivere danskerne til at bevæge
sig lidt mere
- Initiativet hilses hjerteligt velkommen af Gladsaxe Gangsport, som har
været med til at udpege de fem nye motionsruter i Gladsaxe.